09. maj 2019 PULS

PULS2019: Du får praktiske værktøjer til at kommunikere med mere gennemslagskraft

PULS venter lige på den anden side af det netop udskrevne folketingsvalg. Et folketingsvalg som medfører en ny energipolitisk kurs og en ny måde at tænke og italesætte fjernvarme.

Erhvervsretoriker Mette Højen

En af de indlægsholdere som du kan møde til PULS, og som netop sætter fokus på, hvordan vi kan overbevise forbrugerne om fjernvarmens berettigelse som varmeløsning, er erhvervsretoriker Mette Højen. Mette har en sublim forståelse for erhvervslivets særlige spilleregler, og hun har evnen til at udfordre erhvervsfolk på deres (manglende) taleevner. Mette træner til hverdag ledere og virksomheder i at komponere og levere velklingende præsentationer og møder, der engagerer, vinder kunder, skaber vækst – og giver store sorte tal på bundlinjen.

- Når vi kommunikerer godt, effektivt og når vores mål via kommunikation, så giver det vækst – både på bundlinjen, i kundetilfredshed og i klapsalver, forklarer Mette.

Simple værktøjer med stor effekt
Mette Højen vil med sit indlæg på PULS give deltagerne nogle enkle, men effektive værktøjer til at kommunikere med mere gennemslagskraft - værktøj som kan implementeres i hverdagen med det samme. Mette fremhæver især et punkt, som er afgørende at huske på, når fjernvarmeselskaberne skal tackle en ny fremtid i et konkurrencepræget marked:

-Forsyning er jeres hverdag, men husk på, at jeres kunder ikke nødvendigvis tænker på jeres leverance hver dag. Det er ‘bare’ en usynlig, men utrolig vigtig del af hverdagen, siger Mette og fortsætter:

-Når I skal kommunikere med kunder, medier osv., så start i forbrugernes hjem. Forsyning er et ord, men hvad betyder det i hverdagen? Det betyder f.eks. varme tæer på badeværelset en kold morgen og et sundt indeklima, der giver familier de bedste rammer at være sammen i.

Ifølge Mette er det konkrete billeder på forbrugernes nethinde, der kan skabe gennemslagskraft og være med til at opbygge fjernvarmens troværdighed.

Det er Mette Højens første deltagelse på PULS, og hun ser især frem til at møde en passioneret branche og bidrage med at løfte fremtidens strategiske udfordringer.

Vil du i mellemtiden vide mere om erhvervsretorik og kommunikation med gennemslagskraft? Så kan du læse mere om Mette Højens bog "Erhvervsretorik".