14. mar 2019

EU-valg: Fjernvarme er en betydelig lokal energifaktor

VIDEO: Det tredje interview i rækken af EU-kandidaterne er Morten Løkkegaard, der er spidskandidat for Venstre. Han spår, at klima bliver et hovedtema, når danskerne skal sammensætte et nyt EU-parlament. Se også videoen herunder.

Den gør ikke megen væsen af sig, CTRs nye el-kedel, som den står der i en lidt anonym hal i Gentofte. Men man skal ikke tage fejl af den. Investeringen i den er både et bidrag til den grønne omstilling og til elektrificeringen af varmesektoren – og så kan den lave masser af varme, når el-prisen er lav.

Men el-kedlen spillede også en hovedrolle, da Morten Løkkegaard, der er Venstres spidskandidat til Europaparlamentsvalget 26. maj, aflagde den et besøg. Og han var glad for at blive klogere på fjernvarme.

- Det er værdifuld viden, fordi vi sidder i øjeblikket i Bruxelles og arbejder med en kæmpemæssig energipakke, som forhåbentligt skal hjælpe hele Europa til et bedre integreret energisystem. Og der har vi brug for viden indenfor de specielle områder, for at kunne vurdere og prioritere, hvad det er vi skal vælge, når vi laver de lovpakker, forklarede han.

Forbrugerne er optaget af pris
På spørgsmålet om, forbrugereje er værdifuldt, svarer Morten Løkkegaard:

- De fleste af os forbrugere tænker ikke meget over, hvad vores ejerskab til tingene er. Jeg tror, forbrugernes fokus, det er pris i forhold til forsyningssikkerhed. Der skal være noget i rørene, der skal være noget i ledningerne, så billigt som muligt. Så jeg tror, det med forbrugereje er sekundært, mener han.

Han opfordrer derfor til, at det er noget, forsyningsfolk og politikere skal diskutere indbyrdes og kalder fjernvarme både en betydelig lokal, men også effektiv energifaktor. Men selvom det er godt, kan det give udfordringer i forhold til EU, hvor man typisk tænker i regionale regulativer, siger han. 

Morten Løkkegaard har selv klima som sin højeste prioritet i valgkampen, og han forudser, at det også bliver et hovedtema.

Klik på interview med de andre kandidater ude til højre.