07. mar 2019

EP-Valgkamp: Dansk Fjernvarme sætter fokus på EU og energi

Forud for Europa-parlamentsvalget 26. maj har Dansk Fjernvarme sat fire kandidater stævne på en række forsyningsvirksomheder til en snak om energi og klima.

Mens folketingsvalget allerede er udråbt til at være et klimavalg, kommer Europaparlamentsvalget formentligt til at stå lidt i skyggen af kampen for at få en ny regering i den hjemlige andedam.

Men Europaparlamentet er også med til at lægge kursen på klima- og energiområdet, og derfor tager Dansk Fjernvarme nu hul på en lille mini-serie om det ”glemte valg,” som nogle skeptikere også kalder valget, der trækker europæerne til stemmeurnerne 26. maj.

Dansk Fjernvarme har derfor – i samarbejde med lokale fjernvarmeselskaber – inviteret kandidater og parlamentsmedlemmer på en tur til et værk og en snak om energi og klima i den kommende valgkamp.

- Mange tænker måske, at Europarlamentet er meget langt væk, og at det ikke vedkommer dem. Men rigtigt megen lovgivning kommer derfra, så derfor bør vi interessere os for dette valg, mener direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

- Fjernvarme fylder ikke lige meget alle steder i Europa, og det burde den måske gøre. Dels fordi der er et stort potentiale for at udnytte overskudsvarmen fra industrien, men også fordi den kan sikre lagring og dermed integration af de stigende mængder vedvarende energi i energisystemet. Men fjernvarme er også interessant i mange lande, fordi den kan skabe forsyningssikkerhed i disse tider, hvor meget få mennesker er begejstrede for afhængighed af russisk gas.

Bliver klogere på kandidaterne
Men hvad mener EP-kandidaterne egentligt? Bliv klogere på deres holdninger over de kommende uger, hvor du kan møde

  • Pernille Weiss på Føns Nærvarme. Hun er spidskandidatkandidat for Det Konservative Folkeparti og Bendt Bendtsens afløser.

  • Jeppe Kofoed, som er Socialdemokratiets spidskandidat og et de nuværende medlemmer af parlamentet. Han besøger Høje Taastrup Fjernvarmes nye grundvandsvarmepumpe.

  • Morten Helveg, som sidder i Europaparlamentet for Det Radikale Venstre. Han har besøgt virksomheden CP Kelco, som leverer overskudsvarme til VEKS.

  • Morten Løkkegaard, som for nylig strøg til tops på Venstres liste over EP-kandidater. Også han sidder i parlamentet, og han har været en tur forbi CTRs nye elkedel i Gentofte.

Alle kandidater deltager desuden i et brag af en energipolitisk EP-debat, når Dansk Fjernvarme sammen med Maskinemsterforeningen afholder Energikonference Esbjerg 29. april.