06. dec 2018

Analyse: Danmark er den grønne duks

Ny analyse placerer Danmark på en førsteplads blandt 25 lande over fremgang i klimabegrænsende tiltag – det understreger bl.a. fjernvarmens bidrag til den grønne fremtid.

Klimaforandringerne og de nødvendige tiltag til at begrænse forandringerne af klimaet på jorden er i centrum ved FNs klimakonference i Katowice i Polen; COP24. Og onsdag kunne Danmark sole sig i positiv opmærksomhed, fordi en spritny engelsk analyse sender Danmark på en førsteplads i en sammenligning af i alt 25 lande i verden og deres indsats for at mindske den energimæssige klimapåvirkning hurtigst.

Danmark fører an foran Storbritannien og Canada, mens fx de nordiske lande Norge og Sverige er at finde på en 5. hhv. 7. plads blandt landene, der omfatter samtlige G7-lande, BRIC-landene og en række andre lande – herunder altså Danmark. I alt dækker landene 80 procent af den samlede befolkning på jordkloden, 77 procent af klodens samlede BNP samt 73 procent af klodens samlede kulstofudledning.

Det er bl.a. Imperial College London, der står bag analysen, hvor der er målt på i alt fem forskellige teknologier, der bliver betragtet som centrale for at holde temperaturændringerne under 2 grader C – som det bl.a. er vedtaget i Paris-aftalen.

Vedvarende energi og kul
Danmark er blandt de førende lande på en række områder ifølge analysen – fx ren energi, hvor kun Storbritannien overgår Danmark. Her er der målt på udviklingen af andelen af kulstofudledning fra energiproduktion fra 2008 til 2017. Storbritannien har haft det største fald, mens Danmark følger umiddelbart efter – i begge tilfælde i høj grad på grund af havvindmøller.

En ny opgørelse fra Energistyrelsen viser desuden, at fjernvarmen, hvor mere end 60 % af fjernvarmen er produceret på vedvarende energi, i høj grad trækker den grønne omstilling.

Danmark er også i toppen – nummer 4 – på listen over installation af vedvarende energi i den samme tidsperiode – men Danmark fx ikke er helt i top på listen over udfasning af kul. Her lander Danmark på en 14. plads, fremgår det analysen.

Energistyrelsens såkaldte Energistatistik viser, at kulforbruget i fjernvarmen siden 1994 er faldet med 65,5 procent i Danmark.

Fra i 1994 til at stå for knap halvdelen af den danske fjernvarmeproduktion tegner kul sig nu kun for en fjerdedel.

De sidste tre byer i Danmark, Esbjerg, Odense og Aalborg, der fortsat fyrer med kul, afventer en ophævelse af kraftvarmekravet førend de kan foretage bæredygtige investeringer i en ny miljøvenlig varmeforsyning.

- Vi er på mange måder inde i en rigtig god udvikling på den grønne omstilling i fjernvarmen. Og det viser, hvor vigtig en del af Danmarks samlede grønne omstilling fjernvarmen er, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

*****

Du kan læse mere om den britiske undersøgelse her. Analysen blev offentliggjort onsdag under COP24, der finder sted i Katowice i Polen.