14. dec 2018 Fjernvarmen

Ambitiøs plan B med varmepumper i Brande

Brande Fjernvarme er omgivet af overskudsvarme, men kan ikke benytte den. Derfor opfører selskabet nu et nyt produktionsanlæg med to varmepumper, der kører på udeluft.

Brande Fjernvarmes driftsleder Henning Mikkonen under det nye fordamperanlæg, som trækker udeluften ind til varmepumperne. (Foto: Jesper Voldgaard)

Magasinet Fjernvarmen har besøgt Brande Fjernvarme, der er i gang med at opføre et nyt produktionsanlæg med to varmepumper, der skal supplere det flisværk, Brande Fjernvarme for snart otte år siden opførte i industrikvarteret i byens nordlige del.

- Da vi købte jorden for ti år siden, vidste vi, at vi nok skulle bygge til, så vi har plads. Vi ville gerne have bygget et flisanlæg igen, men kunne ikke få positiv samfundsøkonomi i det projekt. Desuden mister vi jo grundbeløbet til nytår. Varmepumperne kan både tage toppen af prisstigningen og producere energien grønt, som er altafgørende, fortæller Brande Fjernvarmes formand Henrik Kraglund.

Brande Fjernvarme investerer 75 millioner kroner i varmepumpeanlægget med en højtryks- og en lavtryksvarmepumpe, der benytter udeluft og er drevet af en gasmotor og køles med ammoniak.

Anlægget kan efter behov producere op til 8 MW på sigt, men vil i første omgang producere 6,2 MW og op til 7 MW ved spidsbelastning. Sammen med flisen kan værket fremover producere 11 MW, og det gør gaskedlen på det gamle værk i Brandes midtby til ren reserve og yderste spidslast, når det virkelig er koldt.

- Vores mistede grundbeløb på 4,3 millioner kroner kommer desværre til at koste hver forbruger omkring 4.000 kroner fra næste år, men vi forventer at kunne trække omkring 400 kroner fra varmeprisen med det nye anlæg. Vi forventer dog, at vi på sigt kan kompensere forbrugerne mere ved at producere væsentligt billigere end i dag på grund af det gratis brændsel fra luften og den store varme i det nye anlæg, siger driftsleder Henning Mikkonen. 

Læs mere i Fjernvarmen nr. 7 2018.