12. okt 2020 Leder

Fornuften skal tilbage

De kommende 10 år skal vi omstille de 500.000 boliger, der i dag opvarmes med sort energi. Med nye tilskudspuljer til små varmepumper, der kan drysses ud over hele landet og dermed også i de tætte byer, er vi imidlertid ved at sætte fornuften over styr og gøre den grønne omstilling dyrere end nødvendigt.

I stedet for at subsidiere en masse støjende varmepumper i områder, hvor der slet ikke bør være varmepumper, bør politikerne kigge på, hvor vi har størst nytte af tilskud. Og nok så vigtigt bør de kigge
på, hvor en uhensigtsmæssig omstilling til individuelle varmepumper vil medføre en dyr udbygning af elkabler.

Hvis hver anden husstand på en villavej kan få statsstøtte til en ny varmepumpe, så bliver det nødvendigt også at lægge nye kabler i jorden til den nødvendige strøm. Disse kabler bliver betalt af os alle over tariffen – alt imens den mest grønne og billigste løsning, nemlig fjernvarme, ikke længere vil give mening, fordi den kræver volumen, så de fælles udgifter kan holdes nede.

Hvis vi ser bort fra den ellers nødvendige diskussion om, hvorvidt vi skal have støjende varmepumper i vores boligkvarterer, men alene kigger på økonomien, så er det svært at få øje på fornuften i ikke at målrette indsatsen dér, hvor der er brug for det: i landdistrikterne, hvor der er langt mellem husene.

Mens vi arbejder videre for at få fornuften ind i den politiske debat om boligopvarmningen, skal vi ikke sidde på hænderne. Næ, vi skal med klimaaftalens nye muligheder i gang med at få omstillet de boliger, der fremover skal mærke komforten ved at have grøn fjernvarme.