03. jan 2019 Regionalmøde

Kim Mortensen: Vi ser frem til god dialog med medlemmerne

På regionalmøderne ser vi især frem til at gå i dialog med medlemmerne, og uddybe hvorfor vi er fælles om fremtidens forsyning, skriver Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.

D. 26. februar starter jeg og Dansk Fjernvarme en tre uger lang turné rundt i hele Danmark. Med mig har jeg vicedirektør Kim Behnke og formand Jesper Frost Rasmussen. Vi har sat et rigtig stærkt hold til årets regionalmøder med dygtige medarbejdere fra sekretariatets faglige afdeling, politisk økonomisk sekretariat og direktionen, og vi glæder os meget til at gå i dialog med mange af vores medlemmer.

Vi har knoklet med at stable et spændende og yderst aktuelt program på benene, hvor vi blandt andet taler om økonomisk regulering, kodeks for styring af aktiver og den nye målervejledning.

Dialog og politisk fokus er i højsæde
Regionalmøderne har meget høj prioritet hos Dansk Fjernvarme. Selvom vi dagligt er i kontakt med vores medlemmer, er regionalmøderne en unik mulighed for at møde så mange medlemmer på én gang. Netop derfor vil enten vicedirektør Kim Behnke eller jeg selv deltage på hvert af de ni møder, ligesom vores formand Jesper Frost Rasmussen deltager på regionalmøderne i Kibæk og Roskilde.

Medlemmerne skal være helt klar over, hvor foreningens fokus er, og hvor det bevæger sig hen, og de skal være opdateret på de vigtigste politiske emner. Fjernvarmebranchen udvikler sig hele tiden, og der sker altid noget på den energipolitiske scene. Der kommer nye bekendtgørelser, love og aftaler, som alle har stor betydning for fjernvarmebranchen.

Forandringer i fjernvarmebranchen
Der tegner sig en fremtid, hvor landets fjernvarmeselskaber skal kæmpe endnu hårdere for at bibeholde og tiltrække nye fjernevarmekunder. Derfor vil vi i programpunktet ’Fælles om fremtidens forsyning’ snakke om de overordnede linjer i Dansk Fjernvarmes strategiske og politiske fokus, og hvordan vi tackler ”konsekvenserne” af den energipolitiske aftale.

På regionalmøderne kan medlemmerne give deres mening til kende og fortælle om deres ønsker for fremtiden. Den dialog ser jeg som altid meget frem til.

Jeg og resten af Dansk Fjernvarme glæder os til at se mange af jer rundt omkring i landet – både ansatte og bestyrelsesmedlemmer.

Vel mødt.