03. jan 2019 Energi på toppen

Energi på Toppen holder flyttedag

Energi på Toppen skifter lokation – og programmet for 2019 er klar. Årets første arrangement handler om prisen for forsyningssikkerhed

Dansk Fjernvarmes Energi på Toppen-arrangementer holdes fremover i DAC – Dansk Arkitekturcenter. Her er mødelokalet spektakulært og bygget hen over kørebanen og efter møderne er der mulighed for at gå på opdagelse i den spændende lokaler. Foto: Jesper Voldgaard.

I 2017 søsatte Dansk Fjernvarme arrangementet Energi på Toppen, hvor konceptet var faglige input, netværk og en lækker brunch på Berlingske Media - på ”toppen” af København med en af de bedste udsigter.

Arrangementerne blev hurtigt velbesøgte, og har handlet om alt lige fra datacentrenes overskudsvarme, FN’s verdensmål for bæredygtighed og forsyning som en del af velfærden. Alle har været afholdt med stor succes på Berlingske Media, men nu har vi fundet en ny og formidabel udsigt: I det nye år flytter Energi på Toppen lokaler til DAC – Dansk Arkitekturcenter, og her er mødelokalet spektakulært bygget hen over kørebanen.

- Vi glæder os til nye spændende debatter i nye omgivelser. Det er værdifuldt at kunne samle energisektoren omkring vigtige dagsordner på energiområdet. Vi har haft politikere, journalister og energifolk i samme rum, og det både flytter noget og gør os alle klogere, forklarer direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen om det nye Energi på Toppen.

En ekstra bonus for alle deltagerne er, at der efter Energi på Toppen, kan botaniseres i de spændende arkitekturudstillinger helt gratis. Eller man kan nyde den nybyggede og markante arkitektoniske perle, Blox, som Dansk Arkitekturcenter er en del af. 

Næste tema: Hvad koster forsyningssikkerhed
Det næste Energi på Toppen finder sted 6. februar. Det tager hul på et tema, som er på alles læber i energisektoren i disse år - elektrificering. For hvordan griber vi den kæmpemæssige omstilling af energisystemet, der skal ske i Danmark, an? Den skal være bæredygtig og i en vis grad baseret på el, men hvor efterlader det fjernvarmesystemet? Hvordan ser den nye forsyningssikkerhed ud? Og hvem skal betale for den?

Det kan du høre mange spændende indlægsholdere fortælle om, bl.a. Carsten Smidt, direktør i Forsyningstilsynet, Lars Bonderup Bjørn, direktør, EWII, Martin Hansen, vicedirektør, Center for Energi og Forsyning i Energistyrelsen samt direktør i Energinet, Søren Dupont Kristensen.

Læs mere og tilmeld dig her.