28. mar 2020

Beredskabsplan

Når der opstår en krise, der potentielt kan påvirke selskabet, er det bedst at have en plan for, hvordan denne krise skal håndteres.  

Fjernvarmeselskaberne er kritisk infrastruktur, og vi skal gøre det yderste for, at ingen kunder kommer til at mangle varme eller varmt vand.

Selskaberne skal bl.a. være opmærksomme på følgende:

  • Definer alle selskabets opgaver. Kig på hvilke opgaver, der kan udskydes, hvis selskabet rammes – men især, hvilke opgaver der skal løses hver dag.
  • Læg en plan for, hvordan der skal kommunikeres med kunderne, hvis situationen kommer til at berøre disse. Det må sikres, at hjemmesiden løbende kan opdateres, og der evt. kan sendes SMS-beskeder til kunderne.
  • Er der mulighed for, at smittede medarbejdere eller medarbejdere i karantæne kan arbejde hjemmefra? Hvis der er – er de tekniske hjælpemidler så til rådighed – eller hvordan stilles disse til rådighed?
  • Er der mulighed for at indgå en ”pasningsaftale” med medarbejdere fra naboselskabet? Stiller du selv dine kompetencer og arbejdskraft til rådighed for dine naboer?
  • Hvis der kun er en enkelt eller få medarbejdere i selskabet, som drifter motor/kedlen el. lign og denne/disse rammes af karantæne – kan man så alligevel arrangere, at vedkommende kan komme på værket, når der ikke er andre til stede – og hvilke foranstaltninger skal så i givet fald træffes – herunder desinfektionsmidler, handsker m.m.? Det kan være, det bliver nødvendigt at tænke sådanne – lige nu er Sundhedsstyrelsen ikke af den opfattelse (læs mere under meddelelser fra Energistyrelsen) – men det gør ikke noget, hvis fjernvarmeselskaberne selv tænker på, at de kan komme i den situation – og hvordan løses udfordringen så bedst? Dansk Fjernvarme holder Energistyrelsen oppe på, at dette kan blive en nødvendighed.

Dansk Fjernvarme har fået lov til at bruge Ry Fjernvarmes oplæg til beredskabsplan – den kan du downloade fra siden – se i højre spalte.

Vi mener, at det kan være rigtig fin inspiration for alle selskaber.

Nogle af de krav, der skal være til en beredskabsplan

Planen er ikke udtømmende – men er et svar på et spørgsmål, der blev stillet på det webinar/spørgetime, som Dansk Fjernvarme afholdt den 27. marts 2020.

Et fjernvarmeselskabs beredskabsplan i anledning af corona-krisen skal også indeholde:

  • Sikre uhindret adgang til brændsler, lagermuligheder og flere typer brændsler m.m.er et vigtigt beredskabskriterium.
  • Der bør her både være plan for primære brændsler og sekundære brændsler.
  • Transport af brændsler med lastbil eller skib kan være en udfordring, som skal afdækkes. Kræver et skib med brændsel f.eks. lods og har denne værnemidler, så et fragtskib kan komme frem?   
  • Alle havarier, brud og afbrydelser skal kunne udbedres – indgå aftaler med leverandører – serviceudbydere, så I er parate.
  • Hjælp naboselskaberne med materialer – måske ligger I inde med noget, som de har behov for og omvendt.