10. mar 2020

Baggrund

Coronavirus hærger over hele verden - og det kan komme til at påvirke fjernvarmeselskabernes drift i Danmark.

Dansk Fjernvarme har modtaget spørgsmål omkring udbruddet af Coronavirussen. På baggrund af disse henvendelser, sammenholdt med den kontakt vi har til myndighederne om emnet, vil Dansk Fjernvarme forsøge at holde vores medlemmer opdaterede i forhold til de spørgsmål, som uvægerligt vil komme.

Coronavirussen kaldet COVID-19 er en ny sygdom hos mennesker, der første gang blev påvist i den kinesiske millionby Wuhan i december 2019 på baggrund af en ophobning af tilfælde af svær lungebetændelse. Primo januar 2020 blev det påvist, at sygdomstilfældene skyldtes en virus af coronafamilien, som ikke tidligere var set hos mennesker. Udbruddet har siden januar 2020 udviklet sig hurtigt. Fra slutningen af januar til slutningen af februar skete udviklingen særligt i Kina med epicenter i Hubei-provinsen. Siden er der dagligt rapporteret om nye tilfælde i lande uden for Kina.

Coronavirus (COVID-19) spreder sig hastigt i øjeblikket. Vi har nu også en hel del tilfælde af smitte i Danmark, ligesom op mod tusinde raske danskere pt. er sat i hjemmekarantæne.

www.politi.dk/corona er de danske myndigheders fælles hjemmeside om Coronasmitte

Myndighederne har lavet et fælles hjemmeside om coronasmitte: www.politi.dk/corona. Fra denne hjemmeside linkes der til alle de myndigheders hjemmesider, der har info/instrukser vedr. coronasmitte. Har du spørgsmål vedr. coronasmitte bør du først prøve at finde svaret på denne hjemmeside.