16. sep 2020 Corona

Aftaler med leverandører og kunder

Fjernvarmeværkernes aftaler kan blive påvirket af den nuværende Corona-epidemi – og det kræver, at værkerne er forberedt.  Opdateret 16. september.

Corona er desværre stadig aktuel, og derfor skal fjernvarmeselskaberne fortsat være opmærksomme på, at deres aftaler kan blive påvirket af epidemien. Det kræver, at selskaberne er forberedte og prøver at tænke forud i forhold til evt. påvirkning af deres aftaler – herunder om leverandørerne er i stand til at levere som aftalt. Hvis der er brug for ekstern arbejdskraft fx i forhold til serviceaftaler med udenlandske selskaber– hvordan er selskaberne så stillet, hvis servicemedarbejderne kommer fra udlandet.

Fjernvarmeselskabets aftaler kan blive påvirket af den nuværende Coronaepidemi. Det er muligt, at leverandørerne til fjernvarmeselskabet ikke kan levere pga. de ikke selv har modtaget deres leverancer, eller det kan være, de ikke kan levere til tiden, fordi nogle af deres medarbejdere er syge eller i karantæne.  Har I aftaler med teknikere, der kommer fra udlandet - så vær opmærksom på, at Udenrigsministeriet p.t. hver torsdag opdaterer rejsevejledningen. Som det er nu, så ændrer landenes status sig hele tiden afhængig af landets coronasmittetal.

Det er derfor bedst at være godt forberedt. Det kan f.eks. være, at man skal sikre sig et ekstra lager af flis/halm. Det er muligt, at man får leveret for sent, hvis leverandøren er ramt af sygdom. 

Træf de nødvendige foranstaltninger hurtigst muligt – tal med din leverandør om, hvordan I kan løse evt. udfordringer – hvad er det, som er det vigtigste, I skal have fokus på. Det er meget muligt, at situationen kræver en høj grad af fleksibilitet fra begge sider.

Forvent også at der vil komme henvendelser fra kunder – og måske især erhvervskunder, der ikke kan betale deres varmeregning. Hvis administrationen består af flere medarbejdere, er det godt på forhånd at have drøftet hvordan disse henvendelser håndteres.

Særligt om leverandørforhold

Indholdet i kontrakterne
Vi plejer at sige, at en kontrakt er vigtigst i de situationer, hvor man ikke kan blive enig. Det som selskaberne skal se på, hvad står der i kontrakterne, f.eks., hvad står der i force majeure klausulen, hvis der er en sådanne.

Betydningen af force majeure-klausuler
Hvad er force majeure?

Force majeure er i den juridiske ordbog defineret som en »[…] udefrakommende omstændighed, som det på forhånd er klart, at mennesker ikke kan afværge, f.eks. naturkatastrofer.« På engelsk bruges nogle gange udtrykket ”Act of God”.

Mange aftaler indeholder en force majeure-klausul, der kan være formuleret mere eller mindre generelt.

Indeholder aftalen en force majeure-klausul, der specifikt omfatter udbrud af epidemier o. lign. som en force majeure-begivenhed, er sælger efter vores opfattelse relativt godt stillet, idet WHO har erklæret udbruddet af coronavirus for en folkesundhedsmæssig krise af international betydning.

Indeholder aftalen ikke en force majeure-klausul, eller omfatter klausulen ikke udbrud af epidemier, vil det i sidste ende være domstolen, der tager stilling til, hvad der udgør force majeure i en given situation.

Hvorvidt coronavirus udgør force majeure, er grundlæggende et spørgsmål om, hvordan parternes aftale er formuleret. Vurderingen er altid en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde og afhænger i høj grad af, hvilket aftaleområde aftalen vedrører, og hvilket lands lov aftalen er underlagt.

Kravet om, at den force majeure-udløsende begivenhed ikke må være forventelig, betyder, at hvert enkelt aftaleområde har dets egne mere eller mindre typisk kendte risici. Jo mindre kendt en risiko er indenfor et givent aftaleområde, jo større sandsynlighed for at begivenheden vil udgøre force majeure. Kravet betyder samtidig, at hvis aftaler indgås, efter at den force majeure-udløsende begivenhed (i dette tilfælde udbruddet af coronavirus) er blevet almindelig kendt, vil begivenheden ikke være force majeure.

Force majeure forudsætter dog i alle tilfælde, at sælgeren informerer køberen hurtigst muligt efter at have konstateret, at det ikke er muligt at levere i henhold til aftalen, og at sælgeren ikke har mulighed for at fremskaffe varen andre steder fra, for eksempel fordi varen ikke produceres andre steder, eller fordi køber har krævet levering fra et bestemt sted. Som køber skal man ikke uden videre acceptere enhver undskyldning under henvisning til coronavirussen.

Hvis sælgerens omkostninger måtte blive meget højere som følge af, at sælgeren skal skaffe varen et andet sted fra, fritager det som udgangspunkt ikke sælgeren fra forpligtelsen til at levere. Dvs. en sælger af flis, som ikke modtager flis fra sin leverandør pga. coronavirussen – han skal prøve at skaffe flis fra en anden leverandør – også selvom det bliver dyrere for ham.

Særligt om kundeforhold – force majeure

Hvad skal jeg som køber være opmærksom på?
Det er vigtigt som køber at være særligt opmærksom på, at blot fordi ens leverandør har force majeure, betyder det ikke, at man som køber også har force majeure overfor senere omsætningsled f.eks. varmekunderne. Det er i hvert enkelt tilfælde en konkret vurdering, om der foreligger force majeure, idet hvert led i leveringskæden er forpligtet til at forsøge at opfylde aftalen, eventuelt ved køb fra en anden leverandør, og det er det som kommer til at gælde for fjernvarmeselskaberne.

Kan selskabet påberåbe sig force majeure overfor varmekunderne?
Kort, ja det kan fjernvarmeselskabet godt – men den situation bør slet ikke opstå.

Bruger selskabet Dansk Fjernvarmes vejledning om almindelige bestemmelser, så er der to bestemmelser som selskabet skal have særlig fokus på – det er afsnit 3.6 ”Opretholdelse af forsyningen” og afsnit  3.7 ”Force majeure” .

Det fremgår af 3.6 at selskabet har pligt til at opretholde en regelmæssig forsyning med fjernvarme til rumopvarmning og fremstilling af varmt brugsvand. Det er forpligtelsen til at levere varme, der skal være fokus på. Så er der 3.7 Force majeure-bestemmelsen – der siger at selskabet påtager sig intet ansvar for følgevirkninger af svigtende levering opstået ved naturkatastrofer, krig, oprør, hærværk, brand, eksplosioner, arbejdskonflikter eller andre forhold, som er uden for selskabets kontrol.

Selskabet kan altså i yderste nødstilfælde godt undlade at levere varme, men det bør alene være en teoretisk mulighed. På dette tidspunkt af året, kan man ikke bare lade være med at levere varme og varmt vand til kunderne, fordi medarbejderne på værket bliver syge, ligesom at mange af værkets installationer ikke kan tåle at det sættes ud af drift for en periode.

Derfor bliver selskabet nødt til at have en plan – særligt de mindre selskaber som er ekstra sårbare ved sygdom, bør med det samme lave aftaler med de naboselskaber, der drives på nogenlunde samme måde. Se nærmere under beredskabsplaner.

Det man kan risikere, det er hvis man f.eks. ikke får leveret den aftalte mængde af flis eller halm – jamen, skal man så nedsætte fremløbstemperaturen? Det kan man risikere, og hvordan skal man så forholde sig i forhold til driften – og hvordan får man orienteret kunderne. Se nærmere under beredskabsplaner.

Særligt om kundeforhold – restancer/betalingsudsættelse

Den nuværende situation, hvor der fortsat er nedgang i omsætningen i dele af det danske erhvervsliv, kommer der spørgsmål fra kunderne, om de har mulighed for at få udsættelse for deres betaling af varme. Der kommer henvendelser fra erhvervskunder, men også fra privatpersoner, der fx er blevet arbejdsløse.

Som sektor, er vi ikke hårdt ramt på økonomien – men hvis kunderne holder op med at betale for varmen, så får vi også problemer på et tidspunkt. Og vi har kun ét sted at sende regningen hen – til de andre kunder.

Vi har forlagt spørgsmålet for Energistyrelsen i foråret, hvor tilbagemeldingen i første omgang har været at erhvervslivets problemer i forhold til betalingsfrister og betalingsmulighed, skal håndteres af regeringens hjælpepakker og ikke hos fx de lokale forsyningsselskaber.

Regeringen iværksatte i foråret en række hjælpepakker, b.la. for lønkompensation. Muligheden for at få lønkompensation blev udfaset med virkning fra den 29. august 2020 – og er blevet erstattet af muligheden for arbejdsdeling.  Med udfasningen af hjælpepakkerne må vi forudse, at flere erhvervsvirksomheder vil få vanskeligheder med at betale deres regninger.

Energistyrelsen formulerede i foråret at fjernvarmeselskaberne i et vist omfang kan yde betalingshenstand m.v. i et forsøg på at begrænse eller undgå tab. Du kan læse yderligere om det i denne nyhed.

Opfordringen er derfor at agere stort set som normalt, når der kommer henvendelser om fx betalingshenstand. Dog med en mulighed for at lave en konkret vurdering af hvordan fjernvarmeselskabet bedst undgår eller begrænser et tab – eventuelt ved at give henstand i en periode. Men igen – selskaberne skal ikke give henstand, hvis det kan se, at selskabet ikke kan overleve.

I vores værktøjskasse har vi fået lov at lægge en brevskabelon fra Haderslev Fjernvarme, der kan bruges til at udsende til erhvervskunder, der ønsker betalingshenstand. Brevet skal naturligvis tilrettes i forhold den konkrete situation og i forhold til hvad I ønsker at tilbyde den erhvervsdrivende.