17. nov 2020

Hvordan arbejder Dansk Fjernvarme med verdensmålene?

Verdensmålene kan både bruges til at synliggøre, hvad fjernvarmesektoren allerede kan og gør, og de kan bruges til at gøre en indsats på områder, der ellers ligger uden for ens fagområde. 

Inspiration til arbejdet med verdensmålene
Til at give en idé om, hvordan man kan komme i gang med verdensmålsarbejdet, har Dansk Fjernvarme udarbejdet en vejledning/inspirationsguide, som kan findes på siden for Verdensmålene, og som frit kan benyttes til at spore sig ind på, hvordan man kan tænke verdensmålene ind i selskabets virke.

Derudover har Dansk Fjernvarme i arbejdet med de 17 verdensmål oprettet netværksgrupper for medlemmerne, så der er mulighed for dele viden, erfaringer og best practice-eksempler. Dette gælder både for de større forsyninger og de små og mellemstore selskaber, som alle kan arbejde med verdensmålene i større og mindre grad.

Hvis der er en interesse i at deltage i en netværksgruppe omkring arbejdet med Verdensmålene, kan man kontakte Dansk Fjernvarme, som vil sende jer videre til kontaktpersonen for Verdensmålsarbejdet. Netværksmøderne er for alle, ligegyldigt hvor i processen man er – også hvis man blot søger inspiration.

Dansk Fjernvarmes arbejde med verdensmålene
Dansk Fjernvarme anbefaler, at man i arbejdet med verdensmålene udvælger nogle få mål, som man sætter fokus på. Verdensmålene hænger sammen, og fjernvarmesektoren kan bidrage til mange af målene, men det kan blive uoverskueligt, hvis man skal have dybdegående fokus på alle 17.

Dette betyder dog ikke, at man ikke stadig bidrager til målet. Et eksempel kunne være verdensmål 13 for klimaindsats; dette er et område, fjernvarmesektoren bidrager betydeligt til især gennem deres indsats på verdensmål 7 for bæredygtig energi. Men hvis man undersøger delmålene for verdensmål 13, bliver det klart, at disse primært er møntet på indsatsen i tredjeverdenslande. Derfor kan det give bedre mening at fokusere sin indsats på andre af verdensmålene.

Dansk Fjernvarme har valgt at have særligt fokus på fire verdensmål: verdensmål 5 for ligestilling mellem kønnene, verdensmål 7 for bæredygtig energi, verdensmål 11 for bæredygtige byer og lokalsamfund og verdensmål 12 for ansvarligt forbrug og produktion.