21. dec 2021 Nyt fra Grøn Energi

Grøn Energi sætter et nyt hold

Fra nytår byder Grøn Energi velkommen til tre nye medarbejdere.

GE logo 700x420px

Den energipolitiske analyse- og tænketank Grøn Energi sætter fra 2022 et helt nyt hold medarbejdere, der alle får første arbejdsdag mandag den 3. januar. Det skal styrke analyse- og projektarbejdet, lyder det fra daglig leder og analysechef Jesper Koch.

Christian Engholm Jønch kommer fra et job hos Hillerød Kraftvarmeværk (HFORS) og har bl.a. stået i spidsen for Hillerød Kraftvarmeværks grønne omstilling samt udvidelser med nye fjernvarmeområder og arbejdet med energiplaner med kommunen.

Emil Kjøller Alexandersen har senest været ansat i Energistyrelsen i Esbjerg, hvor han har hjulpet til med puljeadministration. Emil er civilingeniør i energiteknologi og været beskæftiget med analyser og modellering af processer og energisystemer.

Endelig er Jesper Friedrich Brandt fastansat i Grøn Energi, hvor han bl.a. skal arbejde med formidling og analyser af projekt, bruger- og selskabsøkonomi. Han har hidtil været ansat i Dansk Fjernvarme i Varmefaglig Afdeling.

Jesper Friedrich Brandt får sammen med Emil Kjøller Alexandersen plads i Fjernvarmens Hus i Kolding, mens Christian Engholm Jønch får sit udgangspunkt på det kontor, som Dansk Fjernvarme har i København.

Grøn Energi har i mellemtiden sagt farvel til såvel Nina Detlefsen som Alexander Boye Boes, der begge er tiltrådt stillinger hos EWII. Derudover er Christian Hansen Holmstedt skiftet til DFP - Dansk Fjernvarmes Projektselskab.