14. feb 2021 Nyt fra Grøn Energi

Elafgift rammer skævt og hæmmer grøn omstilling

Det koster knap 4.000 kroner mere om året at lade sin elbil op, hvis man bor i et fjernvarmeopvarmet hus end i et elopvarmet hus. Det viser ny analyse fra Grøn Energi.

Den grønne omstilling bliver hæmmet, hvis der ikke sker en ændring af den nye, lave elafgift. Grøn Energi viser nemlig i en analyse, at elafgiften gør det markant dyrere at lade sin elbil op derhjemme, hvis man bor i et hus, der er varmet op med fjernvarme, der er langt den mest udbredte boligopvarmning i Danmark.

Huse med fjernvarme kommer til at betale 3.791 kroner mere om året for deres forbrug af el til opladning af en elbil end husejere, der får varmen fra en individuel varmepumpe. Det skyldes, at private husstande kun har adgang til den nye og lave elafgift på 0.8 øre pr kWh, hvis de har et årligt elforbrug på over 4.000 kWh årligt. Og det sker kun, hvis huset er opvarmet med en individuel varmepumpe.

- Fjernvarme er allerede den mest udbredte varmeform til boliger og bygninger i Danmark. Derfor vil det hæmme den sunde udvikling mod grøn omstilling, hvis elafgiften også fremadrettet rammer så skævt, som den nye analyse viser, siger analysechef i Grøn Energi, Jesper Koch.

Klimapolitisk selvmål
I dag får omkring 3.7 millioner danskere varme fra et fjernvarmeselskab, og derfor er fjernvarmen helt essentiel for, at samfundet kommer i mål med de krav om reduktion i CO2-udledning, der er fastsat af Folketinget.

- Derfor vil det være oplagt, at politikerne i det konkrete tilfælde ligestiller afgifterne, så det ikke bliver husets varmekilde, der er afgørende for, om man som boligejer vælger en elbil eller ej. Alene baseret på den nuværende udbredelse af fjernvarme vil det være et klimapolitisk selvmål ikke at gøre det, siger Jesper Koch.

Løsning af problemet
Grøn Energi anbefaler i sin analyse, at man enten afskiller elforbruget til opladning af elbilen fra det øvrige forbrug i huset, eller at man adskiller elforbruget til opvarmning med fx en individuel varmepumpe.

Anbefalingerne flugter med de anbefalinger som Bilkommissionen netop har lagt frem, hvor man foreslår installation af en bimåler, der alene måler elforbruget til opladning af en elbil i private husstande.

- Bilkommissionens forslag er helt rigtigt, fordi der under nuværende rammevilkår sker en skæv og urimelig forfordeling af potentielle elbilkøbere, som tilfældigvis har fjernvarme, og som derfor får en højere regning for deres elbil, påpeger Jesper Koch.