30. jun 2020 Nyt fra Grøn Energi

Nyt studie identificerer barrierer for fleksibel fjernvarme

Ph.d Daniel Møller Sneum har i sin afhandling analyseret på de barrierer, der står i vejen for en fleksibel integration mellem fjernvarme og fjernvarmekøling på den ene side og elsektoren på den anden side. 

Det er efterhånden ganske veldokumenteret, at der er en række økonomiske og miljømæssige potentialer og fordele ved at øge den nuværende integration og fleksibilitet mellem fjernvarme og fjernvarmekøling og elsektoren. En ny ph.d.-afhandling bidrager til en forståelse af de betingelser, der skal være til stede for at fremme både fleksibiliteten og integrationen.

Afhandlingen er skrevet af Daniel Møller Sneum, der har identificeret de rammebetingelser, der i dag hindrer den nødvendige fleksibilitet, ligesom han via modellering af energisystemer, har påvist de barrierer, der står i vejen for en bedre integration og en større fleksibilitet.

Daniel Møller Sneum forklarer selv, at han undrede sig over de forskelle i fleksibilitet, der fx kendetegner det danske fjernvarmesystem og lignende systemer i andre lande.

- Hvor danske værker generelt er ret gode til at reagere på signaler fra elsystemet, er der tilsyneladende barrierer i nogle af de baltiske lande, og det fik mig til tænke, at hvis noget kan lade sig gøre et sted, så kan det nok også lade sig gøre i et andet. Derfor satte jeg mig for at skabe et systematisk overblik over barrierer for fleksibel fjernvarme, fortæller han.

Fleksibel fjernvarme
Han forklarer selv begrebet ”fleksibel fjernvarme” som evnen til at tilpasse produktionen ud fra signaler, der – typisk – er elpriserne og varmebehovet. Når det fungerer optimalt, vil både fjernvarme- og elsiden drage fordel af det, mener Daniel Møller Sneum.

Den øgede integration mellem el- og varmesektoren kan således afhjælpe problemet med varierende produktion på elsiden, mens det på varmesiden kan reducere CO2-aftrykket.

- Men det kan også gøre markederne mere effektive, energisystemerne mere modstandsdygtige over for forstyrrelser og har samtidig potentiale til at spare unødvendig udbygning af infrastruktur, lyder forudsigelsen fra Daniel Møller Sneum.

40 barrierer
Han har i sin Ph.d.-afhandling afdækket 40 barrierer, hvoraf han selv udpeger ”fravær af fleksibilitetssignaler” (typisk prissignaler fra markeder – men også f.eks. CO2-indhold i elnettet) som den vigtigste. Blandt de øvrige barrierer er bl.a. afgifter, markedsregler, omkostninger til tilslutning til elnet, driftsledernes informationsniveau om mere fleksible løsninger og meget mere.

- Helt overordnet kan man sige, at øget fleksibilitet i fjernvarme og fjernvarmekøling er et middel snarere end det er et mål i sig selv. Og så skal fleksibiliteten analyseres i sin specifikke kontekst, så man sikrer sig, at der vil være overensstemmelse mellem køle- og varmeforbrugernes tarv og den generelle samfundsnytte, lyder anbefalingen fra Daniel Møller Sneum.

Magasinet Fjernvarmen bringer i august en længere artikel af Daniel Møller Sneum baseret på hans Ph.d.-afhandling.