11. aug 2022 Presseklip

Nye varmeplaner med fuldt blus på fjernvarmen

LÆS I DAG: Fjernvarmen er noget af et varmt puslespil at lægge. Prisstigninger koster almindelig familie 34.000 om året. Varmecheck sendt ud til 400.000 husstande. Nu overvejer naboen mod nord at skrue ned for eksporten af el.

Sjællandske:
Nye varmeplaner med fuldt blus på fjernvarmen

I Næstved Kommune er næsten hele Næstved by blevet udpeget som potentielt mål for fjernvarmen. Og i Vordingborg Kommune regner man med at have en færdig plan klar i løbet af efteråret, fremgår det af Sjællandske.

Også naturgasbyer som Glumsø og Mogenstrup er blevet mål for fjernvarmen, fremgår det af kommunens seneste varmeplan.

- Jeg forventer at kommunen skriver til os, når varmeplanen er endeligt godkendt på næste byrådsmøde og så går vi i gang, fortæller direktør i Næstved Fjernvarme, Jens Andersen, til Sjællandske, der dog samtidig understreger, at der er tre vigtige forudsætninger for, at planen kan gennemføres.

Der skal være positiv samfundsøkonomi i projektet i forhold til individuelle varmepumper. Der skal være økonomi i det for Næstved Fjernvarme. Og sidst men ikke mindst skal der være positiv brugerøkonomi i det for den enkelte husstand, der konverterer til fjernvarme.

- Det duer jo ikke, hvis vi præsenterer et projektforslag, der viser at den enkelte husstand skal betale 10.000 kroner mere om året i forhold til en varmepumpe, siger Jens Andersen.

Han forventer at projektforslagene tager et halvt år at udarbejde og hvis det viser positiv samfundsøkonomi er Næstved Fjernvarme klar med nye projekter fra 2024.

*****

Frederiksborg Amts Avis:
Fjernvarmen er noget af et varmt puslespil at lægge

Norfors har sammen med ejerkommunerne - Allerød, Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal – netop fremlagt en ambitiøs udbygningsplan for fjernvarme. Frederiksborg Amts Avis skriver, at udbygningen både indeholder en plan for, hvor der skal tilsluttes kunder og udbygning af produktionen.

»Udbygningen, der kræver en investering på over 4 mia. kr., vil fordoble det nuværende fjernvarmesystem og vil give næsten 2/3 af husstandene i Fredensborg Kommune mulighed for at vælge klimavenlig fjernvarme, når planen er fuldt udrullet«, skriver Fredensborg Kommune ifølge avisen.

Det er en kæmpestor opgave, og parterne minder borgerne om, at det nuværende net for fjernvarme er opbygget over 60 år. Nu er målet at fordoble den fjernvarme, som det fælleskommunale selskab Norfors skal levere, og det skal ske over en årrække frem mod 2030.

Det nye i planen fra Norfors er først og fremmest, at borgerne kan se, hvornår der sker udrulning af fjernvarme i de enkelte områder.

Efter planen, i al fald - for det kræver også, at borgerne i områderne ønsker fjernvarme i et omfang, hvor det kan berettige de store investeringer. Sagt med andre ord: Hvis mange husstande allerede har andre varmeforsyninger i et område, kan det blive meget dyrt at anlægge fjernvarme til nogle få husstande.

»Der kan ikke længere pålægges ny tilslutningspligt til den kollektive varmeforsyning. Det betyder, at når Norfors udruller fjernvarme i kommunen, kan den enkelte frit vælge, om man vil tilsluttes eller ej. Derfor kan det være svært at forudse, hvornår et projekt er endeligt udrullet til forbrugerne, selvom der er sat årstal på, hvornår detailplanlægningen af udrulningen sættes i gang«, fremgår det af pressemeddelelsen.

*****

Politiken:
Prisstigninger koster almindelig familie 34.000 om året

De fleste har nok bemærket, at en liter mælk er blevet dyrere hen over det seneste år. Men som onsdagens nye tal for forbrugerpriser viser, er mælk ikke det eneste, der er steget i pris. Andre fødevarer, brændstof, el og gas er også steget, og Danmarks Statistik er nået frem til en vækst i forbrugerpriserne på 8,7 procent på et år.

Det gør et stort indhug i de fleste familiers økonomi. Faktisk kan en helt almindelig familie opleve, at de står og mangler op mod 34.000 kroner på det årlige budget – alene på udgifter til gas, el, benzin og fødevarer. Det viser beregninger, som Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom hos PFA, har lavet.

- Det er næsten 3.000 kroner mere, man skal betale om måneden for ting, man ikke rigtig kan undvære – og uden at man får mere for det, siger hun ifølge Politiken.

Beregningerne tager udgangspunkt i en familie på fire, der bor i hus og har benzinbil og gasfyr. Opvarmes huset med fjernvarme – som ikke stammer fra naturgas – lyder ekstraregningen på omkring 24.600 kroner.

*****

Energy Supply:
Varmecheck sendt ud til 400.000 husstande

Over 400.000 husstande har nu fået udbetalt en varmecheck på 6000 kr. som en økonomisk håndsrækning til at håndtere de ekstraordinært høje varmepriser for bestemte varmekilder i fyringssæsonen 2021-2022. Det skriver bl.a. Energy Supply.

- Det er godt nyt, at pengene nu kommer ud og hjælper danskere, der har været hårdt ramt af høje energipriser. Jeg er glad for, at vi sammen med ansvarlige partier kunne sikre en økonomisk håndsrækning til over 400.000 danske husstande. Det skal hjælpe på varmeregninger i en tid, hvor krigen i Ukraine er med til at holde priserne oppe, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Aftalen om en målrettet varmecheck blev indgået med Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Kristendemokraterne og Alternativet.

*****

Berlingske:
Nu overvejer naboen mod nord at skrue ned for eksporten af el

Nu er tilstanden i Norge så slem, at regeringen overvejer at rationere elforbruget og skrue ned for eksporten. Mens det ene af de tiltag kan betyde lavere elpriser for danskerne, kan det andet betyde det stik modsatte, skriver Berlingske.

Den norske olie- og energiminister Terje Aasland fra Arbeiderpartiet giver nu udtryk for, at man først og fremmest vil sikre strøm til den norske befolkning.

- Ved lav vandstand, når vi kommer under gennemsnittet for sæsonen og ned mod et lavt niveau, vil der være restriktioner på eksporten. Jeg synes, det er en rigtig god sikringsordning netop for at sikre forsyningssikkerheden på en god måde i fremtiden, siger Aasland til E24.

Ifølge Marie Münster, der er professor i analyse af energisystemer på Danmarks Tekniske Universitet, er der i en dansk kontekst to vigtige ting at holde øje med efter de norske meldinger.

Det ene betyder lavere priser, det andet højere.

- Hvis nordmændene udelukkende indfører rationering på strømmen, vil det lavere forbrug også sætte sig i form af lavere priser i Danmark, siger Marie Münster og tilføjer:

- Men hvis de skærer ned på eksporten, vil priserne alt andet lige kunne stige hos os.

*****