01. mar 2022 Presseklip

Regeringen overvejer Ørsteds køb af russisk gas

LÆS I DAG: Politisk krav om stop for gas fra Rusland er kompliceret. Store virksomheder frygter gasstop efter russisk afhængighed. Blå partier er villige til at sætte klimaambitioner på bagsædet for at blive uafhængige af russisk gas. Ny klimarapport varsler store konsekvenser for både mennesker og natur.

Information:
Regeringen overvejer Ørsteds køb af russisk gas

Den russiske invasion i Ukraine skal have følger. Regeringen overvejer ifølge Børsen lige nu, om det bl.a. skal føre til, at det skal være slut med at importere gas fra Rusland. Kontrakten løber ellers helt til 2030.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger, at regeringens linje er, at Putin skal rammes så hårdt som overhovedet muligt med sanktioner:

- Vi arbejder for de hårdest mulige sanktioner, men det er afgørende, at vi taler med en samlet stemme i Europa, hvis de sanktioner, vi vedtager, skal ramme så hårdt som muligt. Derfor kommenterer jeg heller ikke på enkelte sanktioner nu, siger han ifølge Børsen.

Christian Rabjerg Madsen mener, at situationen i øjeblikket understreger samtidig behovet for, at Danmark hurtigst muligt bliver uafhængigt af russisk gas.

Mandag eftermiddag var klima- og energiminister Dan Jørgensen i Bruxelles til et ekstraordinært møde med EU's energiministre. På vej ind til mødet lød det fra Dan Jørgensen, at regeringen holder alle muligheder åbne, i forhold til om Ørsted kan fortsætte med at købe gas af russiske Gazprom:

- Jeg kan ikke komme det nærmere nu, end at vi ikke udelukker nogen muligheder. Vi er i gang med at analysere, hvad der rent faktisk vil kunne lade sig gøre. Og det skal selvfølgelig ses i sammenhæng med de generelle sanktioner, som vi laver på europæisk plan, siger Dan Jørgensen til flere medier.

*****

Politiken:
Politisk krav om stop for gas fra Rusland er kompliceret

Det har vakt debat, at energiselskabet Ørsted har en kontrakt med russerne om at få leveret gas til Danmark frem til 2030. Flere partier vil nu have lukket for hanen fra Rusland, skriver bl.a. Politiken, men det er dog lettere sagt end gjort, forklarer Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen:

- Det, der gør det kompliceret, er, at den danske import af gas kommer fra Tyskland og ikke direkte fra Rusland, lyder det fra Martin Hansen, der forklarer, at de rør, blandt andet Danmark får sin gas fra, er forbundet til et kringlet net ned gennem Europa, som forskellige lande - heriblandt Norge, Holland, Storbritannien og Danmark samt Nordafrika - leverer gas til.

- På den måde er det svært at adskille den russiske gas fra leverancerne fra andre lande. Gassen er blandet med gas fra mange steder. Og hvor meget der så lige kommer fra Rusland, har vi hvert fald vi ikke et overblik over, siger Martin Hansen.

Ørsteds administrerende direktør, Mads Nipper, har påpeget, at afbrydes samarbejdet, vil der i stedet skulle købes gas på det åbne europæiske marked, hvor gassen primært kommer fra Rusland. Og han har kaldt det »både urimeligt og forkert at bebrejde Ørsteds ledelse for ikke ulovligt at bryde en uopsigelig kontrakt«, som - hvis den blev brudt - sandsynligvis ville medføre en retssag, hvor energiselskabet formentlig »tvinges til at enten genoptage kontrakten og/eller imødese andre uoverskuelige konsekvenser for Ørsted«.

- Det må og skal være politikernes opgave, mener han.

*****

Berlingske:
Store virksomheder frygter gasstop efter russisk afhængighed

Hvis gashanerne mellem Rusland og Europa bliver lukket, kommer en række store producenter af fødevarer, medicin og byggematerialer til at stå uden gas. Lige nu arbejdes der på højtryk på at finde alternativer, skriver Berlingske, der har været i kontakt med en lang række større danske virksomheder, der er afhængig af gas fra bl.a. Rusland.

Produktionen af alt fra svinemørbrad, øl og sodavand over Novo Nordisks produktion af medicin til byggematerialer som teglsten og isoleringsmateriale kan i yderste konsekvens blive lukket delvist ned.

Det samme gælder produktionen af tomater og agurker, som Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i går var ude at se på hos Danmarks største tomatproducent, Nordic Greens, lidt syd for Odense.

Her fik Jakob Ellemann-Jensen et konkret indtryk af, hvad konsekvenserne af de tårnhøje gaspriser og ultimativt et stop for russisk gas kan få for danske virksomheder.

- Det er en situation, vi må håndtere, hvis den opstår. Det er ikke et nemt spørgsmål, og det er ingen nem situation, Europa har valgt at bringe sig i ved at gøre sig så afhængig af russisk gas, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Mads Pedersen, der er ejer og administrerende direktør i Nordic Greens, kunne allerede for tre til fire uger siden se, at risikoen på gasmarkedet begyndte at vokse.

- Vi har længe haft en frygt for, at det hele skulle eskalere i Ukraine, og samtidig har vi haft udfordringer med de høje gaspriser. Vi måtte erkende, at vi simpelthen ikke ville være afhængige af et fossilt brændstof, som lige nu kommer fra et uropræget område. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt, siger Mads Pedersen.

*****

Altinget:
Blå partier er villige til at sætte klimaambitioner på bagsædet for at blive uafhængige af russisk gas

Der er brug for at begrænse Danmarks afhængighed af russisk gas, og derfor kan man blive nødt til at gå på kompromis med klimamål på kort sigt, lyder det fra Venstre og Dansk Folkeparti i lyset af krigen i Ukraine. Det skriver Altinget.

- Der er ikke noget quick fix på det her. De hurtige løsninger har desværre nogle klimabelastninger, der kan drille i forhold til de ambitioner, vi har sat, siger Carsten Kissmeyer, der er energiordfører for Venstre.

Spørger man Carsten Kissmeyer, “kommer krigen som førsteprioritet”, og derfor kan det blive nødvendigt at tilsidesætte nogle af de klimaambitioner.

- Hvis de muligheder, vi har på den korte bane, er i konflikt med vores klimamål, så er det min personlige holdning, at vi må se bort fra det i en periode.

Står det til Dansk Folkeparti, kan man blive nødt til at skrue op for produktionen af olie og gas i Nordsøen for at komme ud af Ruslands kløer på energifronten.

- De danske forbrugere skal ikke støtte det russiske regime, og det tror jeg heller ikke, at de har lyst til, siger René Christensen, der er energiordfører for Dansk Folkeparti, og tilføjer:

- Hvis vi bliver ved med at være afhængige af fossile brændstoffer, så vil jeg hellere have, at det kommer fra Nordsøen, end at det kommer fra russerne.

*****

Altinget:
Ny klimarapport varsler store konsekvenser for både mennesker og natur

Anden del af FN’s sjette klimarapport tegner et dystert billede af fremtiden for både natur og mennesker på kloden. I Danmark bliver vi især ramt af oversvømmelser. Men med klog tilpasning og ambitiøs klimapolitik, kan vi undgå katastrofen, siger miljøminister Lea Wermelin ifølge Altinget.

Klimapanelet peger således på, at 3,5 milliarder mennesker bor i områder, som er særligt sårbare over for klimaforandringerne. Og selv hvis man holder sig inden for Paris-aftalens mål om en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader, så vil 14 procent af alle arter på jorden været i risiko for at uddø.

Rapportens positive budskab er dog, at der er muligheder for at tilpasse sig forandringer, så konsekvenserne kan mindskes. Og det fremgår af rapporten, at man i mange lande er ved at tage handsken op. Ifølge FN har mindst 170 lande gjort tilpasning til en del af sin klimapolitik, om end der stadig ikke bliver gjort nok for at afbøde konsekvenserne.

- Grundlæggende konkluderer klimapanelet, at klimaforandringerne både en trussel for klodens tilstand og for menneskers velbefindende. Og det er ikke overraskende, at rapporten igen slår fast, at der er brug for øjeblikkelig handling, sagde miljøminister Lea Wermelin på et pressemøde mandag hos DMI i København.  

Hun har gennem længere tid forberedt en national klimatilpasningsplan, som skal tage fat på de største klimarelaterede udfordringer i Danmark. Og der er håb, lød det fra Lea Wermelin.

- Verdens forskere kommer i dag med et vigtigt budskab til politikerne. Ikke bare i Danmark men i hele verden: Vi kan ikke forhindre klimakrisen, men katastrofen kan stadig afværges, sagde hun og fortsatte:

- Og det skal ske gennem reduktioner (af CO2, red.). Men også ved klimatilpasning.

Læs også pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme: Den grønne omstilling skal op i gear i lyset af FN-rapport.