27. jan 2022 Presseklip

Regeringen vil give en skattefri check til familier med høje varmeregninger

LÆS I DAG: Ewii-direktør præciserer: Lokale 'fjernvarmepåbud' skal vinde netselskaber tid til opgradering af elnettet. Varmepumpeindustrien: En molbohistorie at forbyde varmepumper. Forbrugere må vente på ny varmepris. Endnu et varmeværk varsler kæmpe prisstigning - hele 64 procent. 

Finans.dk:
Regeringen vil give en skattefri check til familier med høje varmeregninger

Klimaminister Dan Jørgensen lover nu kontanter til de omkring 416.000 danskere, der varmer deres bolig op med et gasfyr. Men checken skal også dække nogle af de omkring 100.000 boligejere, der får varmen fra et fjernvarmeværk, der bruger gas, skriver Finans.dk.

- Vi foreslår, at vi laver en varmecheck til de danskere, som er hårdest ramt - det vil konkret sige folk, der har individuelt gasfyr eller bor i fjernvarmeområder, hvor fjernvarmeforsyningen primært bygger på gas, siger Dan Jørgensen til Jyllands-Posten.

Ifølge ministeren er der tale om »cirka 400.000 mennesker i den første kategori og cirka 40.000 mennesker i den anden kategori«.

Ministeren har indkaldt alle folketingets partier til et møde om energipriserne torsdag morgen kl. 7.30, hvor den skattefri check vil være på forhandlingsbordet. Udspillet fra regeringen er, at mange, men ikke alle familier i gasopvarmede boliger skal have tilsendt checken.

- Vi synes ikke, at den skal gives til folk med meget høje indkomster. Derfor foreslår vi, at vi bliver enige om at finde et niveau, hvorunder den kan udbetales, så folk med millionindtægter ikke kan få den, siger Dan Jørgensen.

De familier, som vil blive berettiget til checken, skal ikke først søge om den, understreger ministeren, der samtidig endnu en gang afviser at lempe på afgifterne.

- Det vil ikke være særligt høje beløb, som man vil give til den enkelte familie, og for de familier, som for alvor har brug for hjælp, vil det forslå som en skrædder i helvede, siger han.

*****

GridTECH:
Ewii-direktør præciserer: Lokale 'fjernvarmepåbud' skal vinde netselskaber tid til opgradering af elnettet

Et strømudfald for 335 boliger juleaftensdag fik direktøren for forsyningsselskabet Ewii i Trekantsområdet til at foreslå, at nye varmepumper blev forbudt i de områder, hvor der i forvejen er mulighed for fjernvarme. Nu har han overfor GridTECH uddybet og præciseret sin udtalelse.

- For det første skal jeg understrege, at jeg kun mener, at vi skal se på tilslutningen af nye varmepumper i områder, hvor der allerede er etableret fjernvarme. Jeg har ikke sagt, at vi skal udvide fjernvarmenettet for at undgå varmepumper. Og så er jeg selvfølgelig lidt ærgerlig over, at jeg fik sagt, at elnettet var slidt og gammelt, lyder det fra Lars Bonderup Bjørn.

Han siger videre, at han de seneste tre år har prøvet at skabe opmærksomhed omkring den stigende elektrificering, og de udfordringer det giver. Han afviser dog, at elselskaberne har været for langsomme med opgradering og udbygning af elnettet.

- Dem som allerede har varmepumper, skal selvfølgelig have lov til at beholde dem. Men når vi står med nybyggerier, hvor der allerede er et fjernvarmenet i nærheden, så lad os i en periode lave en generel regel om, at sådanne områder skal kobles på fjernvarmenettet. Det giver ingen mening at bygge dobbelt infrastruktur i en periode, hvor vi mangler kapacitet og hastighed – og da slet ikke i de fjernvarmeområder, der har bedre klimaeffekt end varmepumper.

*****

Energy Supply:
Varmepumpeindustrien: En molbohistorie at forbyde varmepumper

Forslaget fra direktør for Ewii, Lars Bonderup Bjørn, om at holde områder, der allerede har fjernvarme, friholdt fra varmepumper, får en bredside fra Varmepumpeindustrien ifølge Energy Supply. Sekretariatschef Lars Abel betegner det som en ”Molbohistorie” og stiller sig uforstående overfor, at Bonderup Bjørn lige går efter de individuelle varmepumper.

- Hvorfor så ikke foreslå at bremse udrulningen af elbilerne på vore veje i de områder, hvor der er kollektiv trafik? Eller borgernes mulighed for at børste tænder med en el-tandbørste?, lyder det fra Lars Abel.

Han henviser til, at ansvaret for distributionsnettet er hos elnetvirksomhederne, og at de derfor sørger for, at der er tilstrækkelig kapacitet til, at der også kan udbygges med de individuelle varmepumper, der bliver efterspurgt.

- Så må Klima-, Energi- og Forsyningsministeren og Folketinget følge op, når det går for langsomt, hvilket det helt sikkert gør, i takt med samfundets elektrificering - en elektrificering, vi alle ønsker som en del af den grønne omstilling, siger Lars Abel.

*****

Midtjyllands Avis:
Forbrugere må vente på ny varmepris

Torsdag aften mødes Gudenådalens Energiselskabs nye bestyrelse og først derefter er bestyrelsen klar til at melde nyt ud om fjernvarmepriserne i Bjerringbro og Ulstrup. Det siger den nye formand Allan Krantz Jensen til Midtjyllands Avis.

- Før vi melder noget ud, skal det godkendes af en samlet bestyrelse, ligesom det er den samlede bestyrelse, der kommer med udmeldingen. Vi vil ikke starte som ny bestyrelse med en-mands udmeldinger, siger Allan Krantz Jensen.

Det sker ovenpå de seneste ugers turbulens i energiselskabet, der kulminerede med at formand og næstformand trak sig efter, at den øvrige bestyrelse havde udtrykt mistillid til dem samtidig med at direktøren blev sagt op. Hele miseren startede før jul med varslingen af en prisstigning på 185,1 procent.

Den nye pris bliver mindre, men de 2900 forbrugere, der får fjernvarmen fra Gudenådalens Energiselskab, må altså vente lidt endnu med at få en ny prisvarsling.

*****

Viborg Stifts Folkeblad:
Endnu et varmeværk varsler kæmpe prisstigning - hele 64 procent

Møldrup Varmeværk varsler en markant prisstigning på 64 procent fra den 1. juli - baggrunden er de høje priser på både gas og el, fremgår det af Viborg Stifts Folkeblad.

Det betyder, at hvis man skal varme et standardhus på 130 kvadratmeter med et årligt forbrug på 18.100 kilowatt-timer op, så vil prisen stige med omkring 700 kroner om måneden. Det vil sige en årlig stigning på 8400 kroner.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi er nødt til at varsle denne prisstigning, men der er ikke andet at gøre, som gas- og elpriserne har udviklet sig, siger formanden for varmeværkets bestyrelse Hans Bach.

Også den faste afgift per kvadratmeter stiger fra 15 kroner til 25 kroner per kvadratmeter.

Møldrup Varmeværk investerede i 2020 i et nyt varmepumpeanlæg, der laver fjernvarme med brug af el. Det var en grøn omstilling af fjernvarmen, som regeringen også har anbefalet, men som ikke har kunnet levere den stabile og billigere fjernvarme i år på grund af de høje priser på el. En el-pris der først forventes at falde og blive stabil i 2023, påpeger værket.

- Det ny anlæg fungerer, som det skal, men el-priserne har været så høje, at de altså ikke endnu har givet billigere fjernvarme. Og varmemesteren tilpasser hele tiden vores produktion af varme ud fra priserne og de muligheder, vi har. Så vi laver varmen så billigt, vi kan, hele tiden, siger Hans Bach.

*****

TV Midt-Vest:
Husejer tager sagen i egen hånd

Mads Vester har taget sagen i egen hånd. Han vil på fjernvarmen, og derfor har han nu nærmest ene mand skaffet mere end de tæt på 200 husstande i den lille by Nors, der er en nødvendighed for, at Thisted Varmeforsyning vil sende varme til byen. Her og nu er han næsten oppe på positive tilkendegivelser fra knap 300 husstande.

Se indslaget fra TV Midt-Vest nedenfor: 

 

Indholdet du prøver at tilgå kan indeholde cookies

En del af indholdet på denne side kommer fra en tredjepart og kan indeholde cookies.
For at se indholdet skal du acceptere alle cookies