03. dec 2021 Presseklip

A.P. Møller vil have 300 MW geotermi klar i hovedstaden om et årti

LÆS I DAG: Klart ja til nyt varmeværk i Skive. 26,2 mio. kr. tildelt til eldrevne varmepumper i fjernvarmesektoren. Landsret afviser kære i varmestrid. Esbjerg rækker ud efter kul-millioner.

EnergiWatch:
A.P. Møller vil have 300 MW geotermi klar i hovedstaden om et årti

Allerede fra 2032-2033 skal der stå mellem 200 og 300 MW geotermi klar til at tage over, når Avedøreværkets Blok 1 og 2 skal pensioneres. Det er ifølge EnergiWatch ambitionen fra A.P. Møllers geotermiselskab, Innargi, der netop har vundet licenserne til Hovedstadsområdet.

- Vi tror, at geotermi kan blive rigtig stort i København, og vi ser et potentiale på mere end 1 GW. I første omgang forventer vi at lave et storskala anlæg på 200-300 MW i København, som kan tage over fra Avedøreværkets Blok 1 og 2, som er i drift frem til 2032 og 2033, siger Samir Abboud, der er topchef hos Innargi.

I første omgang skal Innargi analysere på geologiske data og indgå aftaler med fjernvarmeselskaber – ikke mindst med de store selskaber i Storkøbenhavn.

- Vi har en rigtig god dialog og oplever meget stor interesse fra både Hofor, CTR og Veks i forhold til teknologien og forretningsmodellen, hvor vi tager hele undergrundsrisikoen. De er rigtig glade for, at de ikke skal betale for noget, før det hele er i drift og varmen leveres. Det er fordelen ved vores model, siger Samir Abboud.

Læs reaktion fra Dansk Fjernvarme.

*****

Skive Folkeblad:
Klart ja til nyt varmeværk i Skive

Kunderne hos Skive Fjernvarme har stemt et meget klart ja til, at fjernvarmeselskabet skal bygge et flisfyret værk, der i løbet af de kommende fem år giver mange flere i byen mulighed for at skifte varme fra for eksempel naturgas ud med fjernvarme.

Ifølge Skive Folkeblad vurderer formanden for bestyrelsen Ulla K. Holm, efter en ekstraordinær generalforsamling onsdag aften godkendte byggeriet, at et nyt flisfyret varmeværk ved Holstebrovej i Skive vil være klar til at tage i brug fra begyndelsen af 2024.

Med i projektet er også en udvidelse af Skive Fjernvarmes ledningsnet, så Skive Fjernvarme kommer til at tilbyde yderligere 1.500 husejere i den nordvestlige del af byen fjernvarme. De 1.500 bruger nu naturgas eller olie til opvarmning.

- Vi er allerede i gang med at udvide Skive Fjernvarmes ledningsnet. Vi vil snart sende brev til de godt 1.500 husejere, som over de kommende år for mulighed for få fjernvarme, fortæller Ulla K. Holm.

Der blev givet 423 ja-stemmer til projektet. 228 stemmer var blanke, og 7 stemte nej til udvidelsen til godt og vel 200 millioner kroner.

*****

Energistyrelsen; pressemeddelelse:
26,2 mio. kr. tildelt til eldrevne varmepumper i fjernvarmesektoren

Energistyrelsen har tildelt støtte til otte fjernvarmeværkers investeringer i store, eldrevne varmepumper for i alt 26,2 mio. kr. Tilskudsordningen har til formål at fortrænge kul, olie eller naturgas i fjernvarmeproduktionen i Danmark. Det forventes, at flere af projekterne bliver sat i drift i 2022.

- Varmepumperne medvirker til at fortrænge fossile brændsler i fjernvarmeproduktionen, og dermed bidrager projekterne til den grønne omstilling i fjernvarmesektoren i Danmark, skriver Energistyrelsen i sin pressemeddelelse.

Styrelsen pointerer også, at dette markerer afslutningen på anden ansøgningsrunde til tilskudsordningen. Tidligere på året er der givet tilsagn til 12 varmepumpeprojekter.

*****

Lolland-Falsters Folketidende:
Landsret afviser kære i varmestrid

Refa Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk A/S får medvind i kæresag, hvor Sakskøbing Fjernvarmeselskab og Maribo Varmeværk ville have omstødt dom fra Skifteretten om, at Refa MSK blev taget ud af rekonstruktion. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Ifølge avisen blev sagen afgjort alene på baggrund af skriftligt materiale. Kendelsen er kortfattet:

“Landsretten finder, at der ikke foreligger oplysninger om omstændigheder, der giver grundlag for at statuere, at skifteretten skulle have nægtet at stadfæste det vedtagne rekonstruktionsforslag, jævnfør konkurslovens paragraf 13 e, stykke 3 eller 5.”

Formanden for Maribo Varmeværk, Flemming Møller Jensen, har ikke umiddelbart kommentarer til landsrettens afgørelse, før han og bestyrelsen nærlæst afgørelsen.

Når Maribo Varmeværk og Sakskøbing Fjernvarmeselskab kærede skifterettens afgørelse, var det blandt andet, fordi de argumenterede for, at rekonstruktionen ikke tog højde for varmelovens bestemmelser.

- Man kan ikke rekonstruere sig ud af forsyningspligten, argumenterede de to selskabers advokat, Pernille Aagaard Truelsen, som altså mener, at Refa ikke bare kunne komme ud af deres forsyningsaftaler ved at gå i rekonstruktion.

*****

EnergiWatch:
Esbjerg rækker ud efter kul-millioner

Venstre på Christiansborg vil sende 400 mio. kr. til udfasning af kul til Nordjylland gennem finansloven. Partikollega og borgmester i Esbjerg siger, at hvis det sker, vil man også på Vestkysten forvente støtte til den allerede finansierede fremrykning af kuludfasningen. Det skriver EnergiWatch.

- Ender Aalborg med at få et støttebeløb, så vil jeg sige, at vi da ikke er færdig med at betale regningen herovre endnu, og så tager vi gerne imod et beløb, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen i følge Jydske Vestkysten.

Borgmesteren understreger desuden, at han i dette spørgsmål støtter energiminister Dan Jørgensen, når ministeren udtaler, at støtte til Aalborg vil være uretfærdigt overfor varmeforbrugerne i Odense og Esbjerg.

- Og så er der et rimelighedsprincip ift. andre aktører, som har udfaset kullene uden at få statslig støtte. Det gælder eksempelvis Fynsværket i Odense og Esbjergværket, som er gået foran med kuludfasningen, har Dan Jørgensen tidligere skrevet til EnergiWatch.