12. aug 2016 Presseklip

Nærdemokrati Hvide Sande køber vindmøller

 På en ekstraordinær generalforsamling i Hvide Sande Fjernvarme blev det besluttet, at man køber to vindmøller, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Nærdemokratiet viste sin styrke, konkluderer Dagbladet Ringkøbing-Skjern i en reportage fra en ekstraordinær generalforsamling i Hvide Sande Fjernvarme. Knap 500 mennesker var mødt op for at diskutere, om man skulle købe to af de tre store vindmøller på havnen. Pris: 29,5 millioner kroner, hvilket skulle være halv pris i forhold til prisen for at opføre møllerne.

Bestyrelsesformand Henning Davidsen forklarede, hvorfor man ønsker at købe møllerne, som ikke er en god forretning for det selskab, der ejer dem i dag:

- Det faktum, at grundbeløbet bortfalder, at Ringkøbing-Skjern Kommune har en målsætning om, at 60 procent af varmeproduktionen skal komme fra vedvarende energi, og at Folketinget har en målsætning om, at 100 procent af varmeproduktion i 2035 skal komme fra vedvarende energi; det gør, at Hvide Sande Fjernvarme skal tænke i nye baner, lød det fra formanden ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern.  

Fjernvarmeselskabet har fået svar fra Skat om, at man kan slippe for at betale afgift på strømmen fra vindmøllerne, når de selv ejer dem. Derudover har Rambøll beregnet, at selv med de lave naturgaspriser, vil en typisk familie komme til at spare omkring 2.000 kroner i varme om året. 

Møllekøbet blev vedtaget med 360 stemmer for og 136 imod.