08. okt 2015 Presseklip

Spildvarme kan opvarme Nr. Snede og Ejstrupholm

En halmkedel i Brande kan være medvirkende til, at Nr. Snede og Ejstrupholm i fremtiden får spildvarme. Det skriver Den Lille Avis.

Halmkedlen i Brande skal nemlig levere varme til energikrævende fabrikker i Brande. Spildvarmen fra disse fabrikker kan så muligvis bruges i fjernvarmen i både Brande, Ejstrupholm og Nr. Snede.

- Vi er ikke nået så langt endnu, men i bestyrelsen er vi meget begejstrede for projektet. Vi ville ikke selv kunne fremstille varme så billigt, og uden at jeg vil sætte tal på, vil det resultere i billigere fjernvarme. Det kan igen give øget tilflytning til Nr. Snede og Ejstrupholm og gavne huspriserne, siger formanden for Nr. Snede Varmeværk, Frank Sørensen til Den Lille Avis.

Alle tre varmeværker skal med i projektet for, at det kan gennemføres.

Spildvarmeanlægget skal ifølge planen etableres af Brande Energicentral ApS i samarbejde med DONG Energy A/S og Dansk Fjernvarmes Projektselskab.