07. sep 2015 Presseklip

Klimaminister skrotter delmål for udfasning af kul og naturgas

Energi-, forsynings- og klimaminister Christian Lilleholt (V) mener energipriserne vil blive for høje for dansk erhvervslivs, skriver Børsen.

Delmålene om udfasning af kul og naturgas er skrottet, siger den nye klima-, energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Klima-, energi- og forsyningsministeriet.

For høje energipriser vil skade konkurrenceevnen, hvis regeringen holder fast i delmålet om at udfase kulkraftværker og naturgas inden henholdsvis 2030 og 2035.

- Det langsigtede mål om, at vi skal være uafhængige af fossile brændsler i 2050, er fornuftigt, og det kører vi benhårdt efter at nå. Men at begynde nationalt at have delmål frem til 2050 kan blive rigtig dyrt. Alene det delmål, min forgænger havde med hensyn til udfasning af kul i 2025, vil koste 1,8 mia. kr. om året frem mod 2025 at indfri, siger Lars Christian Lilleholt.

Meldingen vækker absolut ingen begejstring hos Socialdemokraternes klima- og energiordfører, Jens Joel, der frygter, at de manglende delmål vil skabe usikkerhed i erhvervslivet, som ikke ved, hvad det skal rette sig efter.

- Det kan godt være, Lars Christian Lilleholt mener, at hans fornemmeste opgave er overhovedet ikke at mene noget som helst. Men det tror jeg bare ikke, at energisektoren, den fremtidige danske jobskabelse eller klimaet får særligt meget ud af, siger Jens Joel.

- Det svarer lidt til at sejle på et skib og sige, at man ikke er interesseret i kursen. Man kan ikke have en båd uden kaptajn, og derfor er ministeren nødt til at sige, hvad han sigter efter, siger han.