06. mar 2015 Presseklip

Ny doktorafhandling: Klimajournalister vælger de kilder, der bekræfter deres vinkel

Mediedækningen af klimaet er langt fra uproblematisk, konkluderer forsker, der modtager landets første doktorgrad i kommunikation i dag, skriver Roskilde Universitet i en pressemeddelelse.

Er klimaet ved at forandre sig uopretteligt med voldsomme og ekstreme vejrsituationer? Eller er Jorden og klimaet så robust, at klimaet derfor ikke vil forandre sig faretruende?

Svaret på det spørgsmål vil sandsynligvis lyde ret forskelligt afhængig af, om man spørger en læser af Weekendavisen eller Dagbladet Information.

Grundtonen i de to avisers dækning af klimaforskningen er nemlig meget forskellig. Det viser en ny doktorafhandling ’Klimaet på dagsordenen – Dansk klimadebat 1988-2012’ af Oluf Danielsen fra Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier ved Roskilde Universitet.

Information karakteriseret ved en bekymret grundtone om, at klimaet kan forandre sig uopretteligt med ekstreme vejrsituationer – med oversvømmelser, bl.a. på grund af afsmeltning af isen og stigninger af havet, eller kraftig tørke med skovbrande. Weekendavisen er derimod mere optimistisk: Naturlige klimaforandringer har altid fundet sted, bl.a. forårsaget af ændringer i Solens udstråling af energi.

I forskerens afhandling er pressens dækning af de mange klimatopmøder og -konferencer undersøgt i følgende danske, landsdækkende aviser: Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken, Weekendavisen og Information.

Klimanyheder bærer i visse tilfælde ifølge Oluf Danielsen præg af, at nogle journalister lader forskere med tvivlsomme budskaber komme til orde.

- Journalisterne citerer for eksempel forskere, der påpeger, at opvarmningen skyldes naturlige variationer i det globale klima forårsaget af blandt andet variationer på Solen; til trods for at den slags forskningsresultater er blevet tilbagevist af det store flertal af klimaforskere, påpeger han.

- Journalisterne kunne i højere grad påpege og udstille forskellen på, hvad der siges som led i klimaforhandlingerne, og hvordan der handles, lyder en af opfordringerne fra forskeren.

Oluf Danielsen forsvarer sin doktorafhandling på Roskilde Universitet i dag. Han bliver dermed den første i landet, der opnår en doktorgrad i kommunikation (dr.comm.).