09. maj 2022 Presseklip

Fjernvarmedirektør: Vi har været udsat for benspænd gennem mange år

LÆS I DAG: Virksomhed tjener udgifterne til omlægning til fjernvarme hjem på få måneder. Løgumkloster Fjernvarme har fået 110 nye kunder på et år. Vejle Kommune er blandt de første klar med et overblik over muligheden for fjernvarme. Partnerskab baner vej for billig finansiering til grønne varmekilder. Tilbageslag for varmepumpe presser varmeprisen højere op.

JydskeVestkysten:
Fjernvarmedirektør: Vi har været udsat for benspænd gennem mange år

Tønder Fjernvarmeselskab har, siden den danske naturgas blev rullet ud over landet, været tvunget til at bruge naturgas som brændselskilde. I de seneste mange år har fjernvarmeselskabet forsøgt at få lov til at bruge andre kilder, som for eksempel biomasse, skriver JydskeVestkysten.

I januar 2021 indviede Tønder Fjernvarmeselskab et nyt træflisanlæg, men det var slet ikke så stort, som Lars Rytter gerne havde set. Af tekniske grunde, som skal findes i en projektbekendtgørelse omkring samfundsøkonomi, måtte fliskedlen ikke være større end et varmepumpe-anlæg, som er lavet i samarbejde med en lokal virksomhed. Træflisanlægget er på 3,75 MWh og udgør i dag cirka 35 procent af varmeproduktionen i Tønder.

- Vi kunne langt tidligere have været helt fri af naturgas, hvis lovgivningen havde tilladt det, siger Lars Rytter og tilføjer, at både lands- og lokalpolitikerne gennem årene har lavet benspænd i de områder, der har været udlagt til naturgas som brændselskilde.

- Vi er på vej i den rigtige retning, men det kunne sagtens være gået hurtigere, siger den 50-årige fjernvarmedirektør.

Politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard, genkender scenariet fra Tønder. Den mangeårige politiske beslutning blev først droppet af Folketinget med virkning fra den 1. januar 2020, og nu har fjernvarmeselskaberne travlt med at komme væk fra naturgassen landet over.

- Fjernvarmeværkerne har de seneste to år investeret massivt i varmepumper. Jeg tænker, at det er realistisk, at vi er fri af naturgassen i 2028 - fjernvarmeselskaberne er i fuld gang, siger Rune Moesgaard.

*****

Dagbladet Ringkøbing Skjern:
Virksomhed tjener udgifterne til omlægning til fjernvarme hjem på få måneder

Skjern Fjernvarme er netop begyndt på udvidelsen til industriområdet uden for Ringvejen, og det har vist sig at være en bedre investering for de nye kunder, end de oprindeligt forventede. De vilde priser på gas betyder nemlig, at investeringen tjener sig hjem langt hurtigere end tidligere, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Millpart, der har lavet aftale med Skjern Fjernvarme, kan nu se frem til en investering, der kommer meget hurtigere hjem, end det var beregnet.

- Under normale forhold ville det tage os to år at tjene den investering ind, men med de nuværende gaspriser er det nede på få måneder, fortæller Millparts direktør, Niels Jørgen Nielsen.

Skjern Fjernvarme investerer seks millioner kroner i udvidelsen, og tilslutningen er oppe på 70 procent, hvilket er betingelsen for, at fjernvarmeværket vil gå i gang. Dengang beregningerne blev lavet, kunne virksomhederne gennemsnitlig tjene omlægningen hjem i løbet af fem-seks år, men det er som i Millparts tilfælde blevet væsentligt kortere.

Og heldet slutter ikke der for projektet, fordi Skjern Fjernvarme købte rør ind, da prisen endnu var gunstig.

- De rør, der skal bruges, nåede vi at købe hjem, inden de steg 30 procent. Men en stor del af sådan en udvidelse er gravearbejde, og prisen på det er ikke steget nær så meget som materialer, fortæller Skjern Fjernvarmes driftsleder Heine Pedersen.

*****

JydskeVestkysten:
Løgumkloster Fjernvarme har fået 110 nye kunder på et år

En kampagne med nedsat pris på tilslutningen til fjernvarmenettet har skaffet 110 nye kunder til fjernvarmen i Løgumkloster. Driftsleder kalder tallet supergodt.

- Vores målsætning var at få 100 nye kunder. Så vi er supergodt tilfredse med resultatet. Vi kan ikke sige andet, siger driftsleder Peter G. Andersen fra Løgumkloster Fjernvarme til JydskeVestkysten.

Ifølge Peter G. Andersen er tilstrømningen af nye kunder sket jævnt hen over kampagneperioden, men de seneste uger er strømmen af nye kunder steget støt - måske på grund af russernes krig i Ukraine.

- Det er gået jævnt over hele perioden, men her til sidst er det gået stærkt, siger driftslederen og sætter talt på. I løbet af 2021 har fjernvarmen fået 75 nye kunder, mens tallet alene i år er 35.

*****

Vejle Kommune; pressemeddelelse:
Vejle Kommune er blandt de første klar med et overblik over muligheden for fjernvarme

Vejle Kommune er sammen med fjernvarmeselskaberne klar med et overblik over de områder, der står i første række til at få fjernvarme samt et kort over potentielle områder. Senere følge et overblik over områder, der kan få nærvarme, fremgår det af en pressemeddelelse fra kommunen.

Dermed kan flere tusinde boligejere få at vide, at de kan komme på prisstabil og grøn fjernvarme frem for gas fra Rusland.

- Vi har sat nogle ambitiøse mål for klimaet i Vejle Kommune, og her spiller fjernvarme en væsentlig rolle for at nå den målsætning. Derfor har vi prioriteret tidligt at gå i tæt dialog med fjernvarmeselskaberne om at få lagt nogle realistiske planer for udrulning af fjernvarme, siger Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget.

Netop udsigten til voldsomme prisstigninger på opvarmning har bragt fjernvarmen så at sige ind i varmen. Og det giver god og klimavenlig mening i Vejle kommune, hvor størstedelen af fjernvarmeselskaberne leverer grøn varme i radiatorerne fra det tværkommunale varmetransmissionsselskab, TVIS.

- I den kortlægning, som fjernvarmeselskaberne netop har udarbejdet, kan borgerne hurtigt danne sig et overblik over, om deres boligområde er udtaget til at få fjernvarme i radiatorerne. Herudover har COWI udarbejdet et kort for os, som viser de potentielle områder, hvor vi skal undersøge nærmere, om det vil være muligt at udskifte naturgassen og olien med grøn fjernvarme, siger Lars Schmidt, næstformand i Klima-, Natur- og Miljøudvalget samt bestyrelsesformand i TVIS.

Der vil dog fortsat være områder i kommunen, som hverken er omfattet af første eller anden fase. Det kan fx være, fordi der mangler tilstrækkelig lokal opbakning til at få fjernvarme til området.

*****

Erhvervsministeriet; pressemeddelelse:
Partnerskab baner vej for billig finansiering til grønne varmekilder

Regeringen og Finans Danmark går sammen i et partnerskab, der skal give en fælles håndsrækning til de danskere, der vil af med deres olie- og gasfyr. Det betyder, at boligejere får mulighed for lån med lav rente, og de vil slippe for oprettelsesgebyrer og tinglysningsafgift, når de tager lån til at udskifte olie- eller gasfyr til en grøn varmekilde.

- Med partnerskabet skaber vi gode rammer for, at man som helt almindelig dansker kan hjælpe til med, at vi bliver fri af russisk olie og gas. Fra regeringens side vil vi droppe tinglysningsafgiften på lån til udskiftning af olie- og gasfyr, og finanssektorens vil bidrage med billige lån, så man kan spare flere tusinde kroner på et lån fx til en varmepumpe, siger erhvervsminister Simon Kollerup ifølge en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet.

Partnerskabet udspringer af regeringens reformudspil Danmark Kan Mere II. Som foreslået vil regeringen fjerne tinglysningsafgiften på lån til grønne varmekilder. Derudover vil den finansielle sektor ikke tage betaling for at oprette disse lån, ligesom renten på lånene vil være lav.

Rabatten på de grønne lån bliver givet på den måde, at oprettelsesgebyrer og afgifter i forbindelse med lånet bortfalder. Det betyder, at man som forbruger ikke skal vente på at få pengene tilbage, da de aldrig skal betales.

*****

Frederiksborg Amts Avis:
Tilbageslag for varmepumpe presser varmeprisen højere op

Kunderne hos Farum Fjernvarme har oplevet en voldsom prisstigning fra 556 kr. til 1.821 kroner pr. MWh. Det skyldes en række uheldige omstændinger, forklarer fjernvarmeselskabet ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Allerede i november kom de første prisstigninger på olie og gas, hvilket udløste et underskud på årsregnskabet. I december åbnede så den store varmepumpe i Farremosen, men der gik ikke mange dage, før der kom et ammoniakudslip, så varmepumpen blev lukket ned for at gennemgå et større tjek, inden den gradvist åbnes igen.

Varmepumpen når dermed ikke at producere det forventede i 2022. Og så kom Ruslands invasion af Ukraine og en gevaldig stigning i olie- og gaspriserne. Alt i alt har det betydet, at varmeprisen fra 1. maj i år samlet er steget med 107 procent.

Farum Fjernvarmes direktør Niqhat Kamal knokler for at finde løsninger.

- Vi er ved at være ved vejs ende med reparationer på varmepumpen, som er ved at komme op i omdrejninger igen. Når varmepumpen kører mere stabilt, vil prisen automatisk falde. Desuden leder vi efter synergier med vores leverandører, men også efter affaldsvarme og anden overskudsvarme fra andre leverandører, siger Niqhat Kamal.