13. dec 2021 Presseklip

Facebook har besluttet ny kæmpeudvidelse i Odense

LÆS I DAG: Så skal der igen bores efter geotermisk energi i Kvols. Prisen på vand og fjernvarme sænkes i København. Planteskolen har det fint trods høje energipriser. Prisstigning øger varmekonflikt på Lolland-Falster.

Fyens Stiftstidende:
Facebook har besluttet ny kæmpeudvidelse i Odense

Fra 2022 påbegynder Facebook – der i dag hedder Meta - en udvidelse af deres datacenter ved Odense. Når byggeriet er færdigt i 2025, kan fjernvarmebrugerne på Fyn se frem til at få endnu mere overskudsvarme fra det store datacenter, der til den tid vil bestå af fem serverbygninger. Det skriver Fyens Stiftstidende.

I dag forsyner datacentret omkring 6.900 husstande med varme fra de mange servere, og når byggeriet af den første af tre nye bygninger er færdigt, vil i alt 11.000 husstande og bygninger i Odense kunne holde varmen fra overskudsvarmen.

Det er endnu ikke lagt fast, at også de to seneste bygninger skal varme odenseanernes radiatorer. Hvis det sker, og hvis varmen svarer til det nuværende niveau, vil 17.000-18.000 fynske husstande få deres varme fra Metaserverne.

- Vi er i en meget konstruktiv dialog med Meta om også at udnytte den ekstra varme. Vores erfaringer fra de seneste år er meget positive, vi har haft et rigtig fint samarbejde, så vi glæder os til at udvide det, siger Jan Strømvig, der er direktør for Fjernvarme Fyn.

*****

Energy Supply:
Så skal der igen bores efter geotermisk energi i Kvols

Bach Gruppen har indsendt en ansøgning til Energistyrelsen om at bore efter geotermisk energi i Kvols, hvor Energi Viborg i juni 2012 måtte stopper sine boringer med et tab på 165 millioner kroner til følge. Det skriver Energy Supply.

Bach Gruppen er dog i de meget indledende faser og det ventes at der kan gå mindst et år før tilladelsen udstedes. Men man skal lære af fortidens fejl, fortæller Martin Rasmussen fra Bach Gruppen.

- Det er klart, at vi vil lære af det, som skete ved den tidligere boring. Både af det, som gik godt, og det som gik galt. Vi ser os selv som investor, og det står rigtig højt i vores prioritering. Men vi er ikke som dem, der skal stå for boringen. Hvis vi får tilladelsen, vil vi undersøge, hvem der vil være med, siger Martin Rasmussen fra Bach Gruppen.

*****

TV2 Lorry:
Prisen på vand og fjernvarme sænkes i København

Prisen på vand og fjernvarme sænkes for 625.000 husstande i hovedstadsområdet i 2022. Det er tredje år i træk, at HOFOR kan melde ud om prisfald på fjernvarmen, skriver TV 2 Lorry, der fortæller, at det skyldes en kombination af øget effektivitet og det flerstrengede forsyningsmix.

- Samlet set betyder det, at vi i år kan glæde vores 625.000 fjernvarmekunder med, at vi sænker prisen på fjernvarme i 2022 med tre pct. Det er vi stolte over, siger Jan Kauffmann, direktør for økonomi og forretning i HOFOR.

Mens prisen på vand og fjernvarme falder, så vil omkring 300.000 københavnere opleve, at prisen på gas stiger.

- Den årlige udgift for en familie stiger i 2022 fra 750 kroner til 825 kroner, hvis man er på Fastpris. For den pris kan familien glæde sig over, at bygassen i dag indeholder ca. 60 pct. grøn gas takket være iblanding af biogas fra københavnernes eget spildevand. De få familier, der ikke er på Fastpris, kan spare op til 500 kr. årligt ved at overgå til Fastpris, oplyser HOFOR i en pressemeddelelse.

*****

Fyens Stiftstidende:
Planteskolen har det fint trods høje energipriser

Medens gartnerierne er pressede til det yderste på grund af de kraftige prisstigninger på bl.a. strøm, går det anderledes godt i planteskolen i Langeskov, der bruger fjernvarme. Det fortæller Fyens Stiftstidende.

- Vi har fjernvarme, så hos os er der ingen akut krise, for den er ikke steget - endnu, forsikrer Charlotte Andersen i Langeskov Planteskole, der også fortæller, at man for nylig skiftet glaspladerne i drivhusene for at holde udgifterne nede.

De høje energipriser får dog en enkelt direkte konsekvens i planteskolen: Den populære café lukker i januar og februar. Det sker for at holde en lavere temperatur i den afdeling.

*****

Lolland Falsters Folketidende:
Prisstigning øger varmekonflikt på Lolland-Falster

På onsdag hæver Maribo Varmeværk prisen for den varme, værket leverer til kunderne hos Lolland Varme. Det skyldes ifølge varmeværket stigende udgifter til brændsel. Lolland-Falsters Folketidende skriver, at værket hæver prisen på en megawatttime varme fra 267 kroner til 311 kroner.

Hos Lolland Varme er man dog langt fra begejstret, selv om prisstigningen ikke her og nu vil slå igennem hos kunderne, men der vil gå længere tid, før en planlagt sænkelse af prisen kan gennemføres.

Lolland Varme har også bedt om at få indsigt i priserne og de interne regnskaber hos Maribo Varmeværk for at få vished for, at Lolland Varme ikke kommer til at betale for, at Maribo Varmeværks egne kunder i Maribo by slipper billigere. Det er dog ikke fordi, Lolland Varme mistænker Maribo Varmeværk for at snyde.

- Nej. Men vi er nødt til at få dokumentation. Vi har fået en e-mail med besked om, at brændselspriserne er steget, men det er ikke helt godt nok, siger direktør Mette Obel Jepsen fra Lolland Forsyning.