18. nov 2021 Presseklip

Klimaet er blevet tilbudt en plads ved bordet

LÆS I DAG: Klimalov forudsætter selvforsyning med grøn strøm. Fjernvarmens formand tager fire år mere i Esbjerg. Investor har forladt datacenterprojekt i Sæby. 100 millioner til varmepakke luner kun hos de få. 

 

DR Nyheder:
Klimaet er blevet tilbudt en plads ved bordet

Ovenpå tirsdagens kommunal- og regionsvalg er der flere steder i landet oprettet nye klimaudvalg. Det er et udtryk for, at klimadagsordenen har fået fat også i kommunerne, skriver DR Nyheder.

Det er blandt andet sket i Kerteminde på Fyn, hvor det nye udvalg skal have fokus på natur og bæredygtighed. I Odense udpeges en klimarådmand, der med sin egen forvaltning skal sætte retningen for klimapolitikken. Og i Helsingør trækker man klima ud af By-, Plan- og Trafikudvalget og giver det sit eget udvalg med navnet Klima og Bæredygtighed.

- Klima og miljø fylder nu så meget i det udvalg, der før havde med det at gøre, at der er behov for, at det får sit eget udvalg, siger Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune.

Lidt længere mod vest i Odense giver det for Tim Vermund, den nye klimarådmand i Odense Kommune, også god mening. For med en klimahandlingsplan, der skitserer en klimaneutral kommune i 2030, skal der sættes ind på området.

- Man kan også undre sig over, at vi ikke har gjort noget før nu, for det er et område, der er vigtigt, siger han.

*****

Ingeniøren:
Klimalov forudsætter selvforsyning med grøn strøm

Regeringen kan tilsyneladende se frem til ny og meget principiel kritik fra Klimarådet, som er lovfæstet vagthund for opfyldelsen af 70 procents-reduktionsmålet i 2030. Det fortæller Ingeniøren.

Det står klart, efter at Energistyrelsen over for Ingeniøren har understreget, at den ikke ser 2030 som et skarpt hjørne, hvor Danmark skal kunne producere lige så meget strøm, som vi forbruger.

Klimaministeren erklærer sig enig i styrelsens tolkning, som indebærer, at det danske forbrug, som efter de næste knap ti års elektrificering vil nå op omkring 70 TWh, fortsat vil kræve, at vi er nettoimportører af el, deriblandt fra kulkraft.

Og det er ifølge Klimarådet på kant med den lov, som regeringen har slået sig op på at få vedtaget.

- Der står i klimaloven, at vi skal være foregangsland, og det kan jeg dårligt se, at vi kan være, hvis vi ikke kan håndtere, hvad der svarer til vores egen grønne elproduktion, siger medlem af rådet, professor emeritus i energiøkonomi ved DTU, Poul Erik Morthorst.

Ingeniørens undersøgelser tyder dog på, at regeringens og styrelsens tilgang til klimaloven holder vand, når det gælder en snæver juridisk tolkning: Manglende selvforsyning med strøm i 2030 vil ikke være et lovbrud i traditionel forstand.

Og det skyldes ikke kun, at de to »guidende principper« er meget blødt formuleret og svære at holde regeringen op på – nemlig at Danmark skal være »et foregangsland« på Klimaområdet, og at det skal »sikres, at danske tiltag ikke blot flytter hele drivhusgasudledningen uden for Danmarks grænser«.

Årsagen er snarere, at loven mest har karakter af en politisk deklaration, som ingen dommer ville påtage sig at forsøge at fælde en dom på baggrund af, siger miljøjurist og professor Ellen Margrethe Basse ved Aarhus Universitet.

*****

Energy Supply:
Fjernvarmens formand tager fire år mere i Esbjerg

Formand for Dansk Fjernvarme og tidligere administrerende direktør i Din Forsyning, Jesper Frost Rasmussen, har siden kommunalvalget i 2017 siddet i borgmesterstolen i Esbjerg. Og det kommer han også til i den kommende periode, skriver Energy Supply.

Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og SF er med i en bred konstituerings-aftale. Det betyder, at 21 mandater ud af Esbjerg Byråds i alt 31 er i de nævnte fem partiers valggruppe.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen har tidligere været forsyningschef i Esbjerg Kommune, fungeret som administrerende direktør i Esbjerg Forsyning, der siden blev til Din Forsyning. En post, han forlod da han blev borgmester pr. 1. januar 2018.

Siden 2018 har han været bestyrelsesmedlem i Din Forsyning og i Danva, samt bestyrelsesformand for Dansk Fjernvarme.

*****

Energy Supply:
Investor har forladt datacenterprojekt i Sæby

En drøm om at opføre et datacenter ved siden af Sæby Varmeværk er blevet udskudt på ubestemt tid. Det sker efter, at en udenlandsk investor har forladt forhandlingsbordet i ellevte time. Og det ærgrer Sæby Varmeværk, skriver Energy Supply.

- Vi var meget tæt på. Vi sad og forhandlede fem kontrakter, der alle var bundet ind i hinanden. Og så sker der noget, vi ikke er bekendt med, og investoren trækker sig, siger formand i Sæby, Trine Saaby.

Varmeværket har i projektet samarbejdet med en engelsk-amerikansk bygherre, der er specialist i at opføre datacentre. Og det er dén virksomhed, der har haft kontakten og dialogen med den udenlandske investor, der er sprunget i målet, forklarer Trine Saaby.

- Som alle andre fjernvarmeværker, er vi interesserede i at få den grønneste og billigste forsyning som muligt, som samtidig er sikker og stabil for forbrugerne, der jo er dem, der ejer os. Et datacenter er en oplagt måde at løse det på, så vi er ærgerlige over, at det ikke gik i denne omgang, siger hun.

*****

Fagbladet 3F:
100 millioner til varmepakke luner kun hos de få

En ny varmepakke skal hjælpe pensionister og kontanthjælpsmodtagere, men mange andre vil også blive ramt, lyder det bl.a. fra chefanalytiker i Dansk Bank, der mener, at de 100 mio. kroner, som regeringen afsætter er alt for lidt. Det skriver Fagbladet 3F.

- Når vi spørger folk, så er for eksempel 500 kroner om måneden rimelig mange penge for mange mennesker. Det kan godt ramme hårdt - også selvom man ikke er pensionist eller kontanthjælpsmodtager, siger Louise Aggerstrøm, der er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.

Det er pensionister og kontanthjælpsmodtagere, der med regeringens forslag kan få hjælp til varmeregningen. Også Mødrehjælpen mener, at det er for få penge.

- Jeg tror ikke, at de 100 millioner kroner er nok. Jeg synes, det er et godt initiativ, men jeg tror ikke, det er nok, siger Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen, til DR.

Som en del af varmepakken opfordrer regeringen fjernvarmeselskaberne til at udglatte regningen, så det hele ikke skal betales på én gang. Det glæder politisk chef i Forbrugerrådet Tænk, Helle Agerdal Olsen.

- Vi kan ikke fravælge, om lyset kan tænde, eller køleskabet er koldt. For nogle forbrugere betyder udgifterne til energi mere i det månedlige budget end for andre, så nogle vil blive ekstra ramt af de stigende energipriser, forklarer hun.

Derfor håber Helle Agerdal Olsen, at alle energiselskaber vil vise velvilje over for forbrugerne, der kan komme i knibe den kommende vinter.