11. nov 2021 Presseklip

Varmepumper vinder indpas i fjernvarmen

LÆS I DAG: Danmarks grønne omstilling er flere vindmølleparker bagud. Ørsted lover bæredygtighed - nu sås der tvivl om løftet. Enhedslisten vil hjælpe familier presset af energiregninger. Strandby Varmeværk viste nyt varmepumpeanlæg frem. Varmeværk får ja til investering. Henrik Friis ny direktør i Dansk Affaldsforening. Nordjysk varmepumpeproducent går konkurs. Datacentre bør integreres i et grønt energisystem. 

Energistyrelsen; pressemeddelelse:
Varmepumper vinder indpas i fjernvarmen

Energiproducenttællingen for 2020 viser, at en stigende andel af fjernvarmen produceres på brændselsfrie anlæg. Det er især de store varmepumper og elkedler, der bidrager til stigningen.

Energistyrelsen offentliggør nu resultatet af Energiproducenttællingen for 2020. Ved Energiproducenttællingen indsamles data fra alle værker, som leverer el og/eller varme til offentlige net, med undtagelse af elproducerende solcelleanlæg og vindkraftanlæg. De indsamlede data omfatter oplysninger om de tekniske anlæg, brændselsforbrug samt varme- og elproduktion for hvert anlæg.

Tallene viser blandt andet, at en stigende andel af fjernvarmen produceres på brændselsfrie anlæg, dvs. solvarmeanlæg, overskudsvarmeanlæg, elkedler, varmepumper og geotermianlæg. Fra 2019 til 2020 er varmeproduktionen på disse anlæg således steget fra 7 til 9 pct. af den samlede fjernvarmeproduktion. Det er især varmepumper og elkedler, der bidrager til stigningen.

*****

GridTECH:
Danmarks grønne omstilling er flere vindmølleparker bagud

Det er kun på papiret, at Danmark vil kunne nå målet om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030 for uden en kursændring, kommer samfundet kun i mål med reduktionsmålet ved hjælp af kul-baseret energi fra udlandet.

Det viser helt nye beregninger, som ifølge GridTECH er udarbejdet for Ingeniøren af tre centrale parter i energiomstillingen.

Bundlinjen er, at Danmark kommer til at mangle, hvad der svarer til produktionen fra mellem halvanden og tre en halv af nutidens allerstørste havvindmølleparker. Og manglen bliver større, hvis der bliver etableret mindre sol- og vindkraft end forudsat, hvilket meget tyder på lige nu.

- Det er helt fundamentalt for vores grønne omstilling, at vi har grøn strøm nok. Ellers opnår vi ikke de CO2-reduktioner, som vi gerne vil, siger medlem af Klimarådet, professor emeritus i energiøkonomi ved DTU, Poul Erik Morthorst og tilføjer:

- Vi kan dårligt påstå at være foregangsland, som klimaloven jo siger, vi skal være, hvis vi ikke kan håndtere vores egen grønne elproduktion.

I beregningerne for Ingeniøren er det Ea Energianalyse, som kommer frem til den største mangel på VE-kapacitet i 2030, nemlig 15,2 TWh. De øvrige bud går fra 7 TWh fra Dansk Energi til 13,1 TWh fra Wind Denmark.

*****

TV2 Østjylland:
Ørsted lover bæredygtighed - nu sås der tvivl om løftet

Ørsted fortæller fjernvarmekunderne i Aarhus, at deres varme fra Studstrupværket er lavet på 100 procent bæredygtig biomasse, fordi deres træpiller har de rigtige certifikater. Men firmaet, der giver certifikaterne, siger, at de ikke kan love 100 procent bæredygtighed, fortæller TV 2 Østjylland.

Det er certificeringsvirksomheden Preferred by Nature, der tildeler certifikaterne, og de siger nu, at de ikke kan garantere for bæredygtigheden, selv om de har givet træpilleproduktionen i Baltikum et certifikat.

Ørsted importerer ifølge TV2 Østjylland 23 procent af deres biomasse fra Estland. Virksomheden køber blandt andet biomassen af Europas største producent af træpiller, der hedder Graanul Invest, og som har certificering på deres biomasseproduktion.

Ørsteds Senior Manager i afdelingen for Bioenergy Sustainability, Peter Kristensen, understreger, at deres biomasse fra Baltium er 100 procent certificeret som bæredygtig.

- Den er 100% certificeret og dermed er den også bæredygtig, for det er det, som de danske myndigheder, EU myndigheder og generelt i samfundet har besluttet, at biomasse, der er certificeret, er bæredygtigt, siger han til TV2 Østjylland.

Ørsted fremhæver desuden, at man har mulighed for at få undersøgt, om skovdriften foregår bæredygtigt.

- Certificeringssystemerne har helt klare regler for, hvordan man skal foretage kontroller. Der bliver lagt en plan for det. Man spørger f.eks. NGO'er og andre, om der er noget, man skal kontrollere og så tager de (Preferred by Nature red.) ud i skoven og besøger arealer, hvor der er foregået skovning.

*****

Information:
Enhedslisten vil hjælpe familier presset af energiregninger

De stigende energipriser skal ikke ramme de lavtlønnede, de arbejdsløse og pensionisterne. Det mener Enhedslisten, som i den kommende finanslov vil have en løsning på problemet. Det fortæller Information.

- Det gør mig enormt bekymret, når vi går en jul og en vinter i møde, hvor det kommer til at presse folk på pengepungen og på radiatoren. Derfor skal vi finde en løsning, siger partiets politiske ordfører Mai Villadsen til Ritzau.

Konkret vil Enhedslisten bruge midler fra coronakrigskasserne i 2020 og 2021 til at finansiere hjælpen til udsatte familier. Det skal ske ved at udvide den grønne check for overførselsindkomster, lavindkomster og mellemindkomster.

Et alternativ er at udvide varmetillægget til også at omfatte kontanthjælpsmodtagere og desuden øge det.

Også SF - et andet af regeringens støttepartier - har stillet et lignende krav.

*****

Lokalavisen Frederikshavn:
Strandby Varmeværk viste nyt varmepumpeanlæg frem

Strandby Varmeværk har fået installeret et nyt varmepumpeanlæg, som reducerer CO2-udslippet med 3.000 tons om året. I weekenden var der således åbent hus, hvor bestyrelsen og medarbejdere var til at vise de fremmødte rundt og svare på spørgsmål.

- Vi har store forventninger til den nye varmepumpe, som sparer op mod to-tredjedele af den CO2, som fjernvarmen i Strandby skaber. Det tydeliggør yderligere vores grønne profil, siger driftsleder Flemming Sørensen.

I forvejen har varmeværket investeret i solvarmeanlæg, der arealmæssigt fylder 8000 kvadratmeter og dækker op mod 23 procent af årsforbruget hos fjernevarmekunderne i Strandby.

*****

Folketidende.dk:
Varmeværk får ja til investering

I det kommende par år vil Nørre Alslev Fjernvarmeværk investere for cirka 14 millioner kroner. Det fremgår af en sag, hvor økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune ifølge Folketidende.dk gav en kommunegaranti å sit møde forleden.

Pengene skal bruges til en række investeringer på og omkring værket fra i år og frem til 2023.Til forskellige hoved- og stikledninger skal der bruges godt 10 millioner kroner, mens der skal investere i fjernvarmeunits for 2,5 millioner kroner. En værkstedsbygning vil koste 1,5 millioner kroner.

Nørre Alslev Fjernvarmeværk har selv henlagt cirka 1,8 millioner kroner til investeringerne.

*****

Dansk Affaldsforening; pressemeddelelse:
Henrik Friis ny direktør i Dansk Affaldsforening

Dansk Affaldsforening har fundet sin kommende direktør – det bliver Henrik Friis, der ser frem til at arbejde med den kommunale affaldssektors fortsatte bidrag den grønne omstilling. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dansk Affaldsforening.

- Den grønne omstilling er en fundamental opgave for hele samfundet, og den kommunale affaldssektor spiller en afgørende rolle. Vi kan bidrage til, at borgere og virksomheder genbruger og genanvender materialer og ressourcer endnu mere, og derigennem reducerer klima- og miljøpåvirkning. Det glæder jeg mig til at arbejde for, siger Henrik Friis.

Henrik Friis kommer senest fra en stilling som chef for Dansk Infrastruktur i DI Byggeri, og hans cv vidner om stor erfaring med medlemsorganisationer og interessevaretagelse. Begge dele bliver vigtige i den kommende tid, mener Mads Jakobsen, formand for Dansk Affaldsforening.

- Henrik har solid erfaring fra flere medlemsorganisationer, og stærke kompetencer indenfor interessevaretagelse – og vi er overbeviste om, at Henrik er den rette til at stå i spidsen for den forandringsproces, som både den kommunale affaldssektor og Dansk Affaldsforening står overfor, siger Mads Jakobsen, formand for Dansk Affaldsforening.

Henrik Friis tiltræder 1. december.

*****

Jern-Maskinindustrien:
Nordjysk varmepumpeproducent går konkurs

Varmepumpeproducenten Victor Energi & Køleteknik været en tur i Skifteretten i Hjørring for at indgive sin egen konkursbegæring. Begæringen begrundes ifølge Jern-Maskinindustrien med likviditetsproblemer.

- Det har ikke været muligt for Victor Energi- & Køleteknik A/S at skaffe den nødvendige likviditet til at fortsætte driften, og derfor er vi desværre nødsaget til at indstille aktiviteterne i selskabet, beklager direktør Ole Nygaard, der ikke har yderligere kommentarer, ud over at han er ked af det på de ansattes vegne.

Det er ikke første gang en konkurs rammer Ole Nygaard. Da virksomheden hed Victor A/S blev der indgivet konkursbegæring i august 2020 – og det selskab, Victor DST, blev erklæret konkurs så sent som i september 2021. Nu er turen altså kommet til Victor Energi & Køleteknik.

Victor Energi & Køleteknik har haft ansvaret for igangværende opførelser af otte større varmepumpeanlæg. De skulle efter planen været afleveret den 1. april i år - men kvalitetsproblemer på elmotorer og stempel-kompressorer har forsinket projekterne og udfordret økonomien i selvsamme projekter.

Alle anlæg er i drift men fire er endnu ikke overtaget af kunderne endnu.

*****

DTU, pressemeddelelse:
Datacentre bør integreres i et grønt energisystem

En ny rapport fra DTU – projektet Cool Data – kommer med klare opfordringer til fremtidens datacentre, så de bidrager mere til den grønne omstilling: Gentænk måden datacentres klimaaftryk opgøres på, afstem strømforbruget med grøn strøm og genanvend overskudsvarmen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra DTU.

Datacentrene bruger strøm til drift af IT-udstyret og køling af serverne, mens selve afkølingen producerer meget overskudsvarme. Det taler for at samtænke hele processen, siger Claire Bergaentzlé, forsker på Cool-Data og adjunkt på DTU Management:

- For at accelerere den grønne omstilling er der behov for at integrere datacentrene i det omkringliggende energisystem, så man både tilpasser strømforbruget med produktionen af vedvarende energi og anvender overskudsvarmen, forklarer hun.

Samtidig opfordrer forskerne til, at man ændre på opgørelserne over centrenes klimabelastning. Metoderne er i dag for generiske, og desuden indregner opgørelsesmetoderne ikke den klimagevinst, der kan findes i datacentrenes enorme behov for afkøling af serverparken, hvis overskudsvarmen bliver genanvendt i lokalområdet eller internt. Derfor er der umiddelbart ikke noget incitamentet til at gøre det.

Det er et problem, for datacentre kan blive en grøn ressource for varmeforsyningen. Det viser forsøg hos Cool-Datas partner GEV i Grindsted, hvor varmen fra serverrummet anvendes som fjernvarme, mens den anden partner Naviair i Københavns Lufthavn anvender varmen internt i bygningerne.

- Vores research viser, at hvis datacentre bruger energien på en fleksibel måde, så energiforbruget svinger op og ned i takt med vindenergiproduktionen i Europa, så bliver de mere klimavenlige. Hvis vi samtidig kan sende overskudsvarmen videre, så vil fjernvarmen også spare CO2. Derfor er det en win-win for alle, siger Claire Bergaentzlé.