08. okt 2021 Presseklip

Universitet: Mere fjernvarme kan hjælpe klimaet

LÆS I DAG: Datacentre fyrer for fuglene. 72-årig elkunde kæmper med historisk høje elpriser. Masser af rør og gravemaskiner i gadebilledet i Hornsyld. Techvirksomhed nomineret til fjernvarmepris for klimavenlig nedkøling. Nature Energy får grønt lys til at genoptage arbejdet med omstridt biogasanlæg. Naturgasafgift rammer skævt: Nu skal Spjald betale mere for varmen. Lolland Varme Øst stiftet.

Politiken:
Universitet: Mere fjernvarme kan hjælpe klimaet

Fjernvarmen dækker i dag omkring halvdelen af varmebehovet i Danmark. Men potentialet for grøn varme er langt større, hvis man udnytter den stigende mængde overskudsvarme fra datacentre og andre virksomheder.

Det er ifølge Politiken konklusionen i en helt rapport – ”Varmeplan Danmark 2021” – som forskere fra Aalborg Universitet nu offentliggør. De har analyseret på, hvor det giver mening at udbygge fjernvarmen, og hvor meget fjernvarme der realistisk kan leveres fra grønne kilder som overskudsvarme, geotermi og eldrevne varmepumper.

- Vi er gået efter at finde den løsning på den samlede grønne omlægning af varmesektoren, som har de laveste omkostninger for samfundet. Desuden skal systemet være robust, så det skal bygge på flere teknologier, siger en af rapportens hovedforfattere, Henrik Lund, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Hvis fjernvarmen skal yde sit fulde bidrag til at nå klimamålene, haster det med at få udpeget potentielle fjernvarmeområder. Ellers risikerer det statslige tilskud til individuelle varmepumper at trække tæppet væk under nye fjernvarmeområder, lyder det forskerne i Aalborg.

Det er senioranalytiker Karsten Capion fra den grønne tænketank Concito enig i.

- Hvis man vil have mere fjernvarme, er det helt afgørende, at man meget snart melder ud, hvor det skal ske. Man presser hårdt på for at få skubbet olie- og naturgasfyr ud af varmeforsyningen. Hvis folk ikke kan få klart svar på, om der kommer fjernvarme, bliver de nødt til at vælge varmepumper i stedet, siger Karsten Capion til Politiken.

Rapporten er baseret på flere forskningsprojekter gennemført af forskere fra Aalborg Universitet. Den er delvis finansieret af Danfoss, Grundfos og Innargi, som er et A.P. Møller-datterselskab for geotermi.

*****

Finans.dk:
Datacentre fyrer for fuglene

Færre end hver 10. af de større danske datacentre genanvender sin spildvarme, viser en ny opgørelse. Dermed spilder samfundet store mængder af energi til skade for den grønne omstilling, fremgår det af Finans.dk.

Det er kun 6 af 64 større danske datacentre, der i dag sender deres overskudsvarme videre til brug i fjernvarmenettet, fremgår det analysen fra Datacenter Industrien.

- Det er en meget beklagelig situation. Vi er simpelthen nødt til at have nogle bedre standarder i såvel Danmark som i EU. EU-Kommissionen har også haft fokus på det og er begyndt at stille krav til, at nye datacentre skal have udnyttet overskudsvarmen, siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Den manglende udnyttelse af overskudsvarmen sker i en tid, hvor eksplosive prisstigninger på energi har lagt pres både på private husholdninger og mange virksomheders økonomi. Samtidig arbejder regeringen i samspil med erhvervslivet for at finde nye initiativer, der kan hjælpe med at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct. i 2030 – jævnfør den nye klimalov, som Folketinget vedtog sidste år.

Ifølge analysechef Jesper Koch fra brancheforeningen Dansk Fjernvarme er det et konkret problem, at der ikke krav til, hvor datacentrene bliver placeret. Hvis de er for afsides i forhold til de større byer, eller langt fra fjernvarmenettene kan overskudsvarmen ikke udnyttes. Det er gældende for Apples datacenter ved Viborg.

- Der var meget hemmelighedskræmmeri omkring projektet. Så man fik aldrig en åben debat. I stedet blev Apples datacenter placeret tæt op ad en af landets største transformerstationer i Foulum, da det var et ønske fra Energinet Danmark. Men derfra er der 13 km ind til Viborg. Og økonomien bliver hurtigt meget anstrengt, når varmen skal transporteres over længere strækninger for at blive koblet på fjernvarmenettet, siger Jesper Koch.

Hos fjernvarmeleverandøren Viborg Varme håber bestyrelsesformand Kristian Brøns Nielsen dog på, at Apples spildvarme om nogle år kan bidrage til opvarmningen af hjem i Viborg og omegn. Han håber, at man kan have etableret en tilslutning inden 2026.

- Vi arbejder på en tretrinsplan, der går ud på at integrere mere overskudsvarme ind i systemet, hvor vi i dag er afhængige af naturgas, siger Kristian Brøns Nielsen.

*****

Finans.dk:
72-årig elkunde kæmper med historisk høje elpriser

Kim Biel-Nielsen fra Hørsholm rammes nu og her af de stigende elpriser. For 14 måneder siden kastede han sig over online-løsningen Barry, som det finske energiselskab Forrum står bag. Det er en App-baseret løsning, hvor man som kunde køber sin el til øjeblikspriser fastsat af handler på den nordiske elbørs Nord Pool.

Dengang boede Kim Biel-Nielsen i et 250 kvm. stort elopvarmet hus på Bornholm, som afstedkom et årligt elforbrug i størrelsesordenen 12.000 kilowatt-timer (kWh). Derfor havde han en naturlig interesse for at spare på sin elregning, fortæller Finans.dk.

Det kommer han desværre ikke til længere. Siden juni har en perfekt storm af et buldrende opsving rundt om i Europa, et dårligt vindår, manglende vand i de nordiske vandmagasiner og en gaspris på steroider fyret op under de europæiske gas- og elpriser i en grad, så den seneste måned har budt på flere rekordpriser.

I januar blev en megawatt-time (MWh) gas handlet til 16 euro på den toneangivende hollandske gasbørs TTF. Onsdag lå prisen i svimlende 114 euro. Kim Biel-Nielsen erkender, at dagens priser ligger milevidt fra sidste års gode handler.

- Barry sender en sms hver morgen, hvor jeg kan se dagens timepriser. Så kan man planlægge, hvornår der f.eks. skal tændes for vaskemaskinen. Gårsdagen ”fantastiske” tilbud var en timepris på 1,70 kr.,« siger den 72-årige elkunde og ler opgivende.

- Normalt kan folk jo nærmest gispe over en stigning i buspriserne på 10 pct. Men det her er jo langt mere indgribende. Elpriserne for øjeblikket er det rene vanvid, og man kan jo ikke lade være med at bruge el, siger han.

*****

Horsens Folkeblad:
Masser af rør og gravemaskiner i gadebilledet i Hornsyld

Onsdag 6. oktober blev det første fjernvarme-spadestik taget på Hornsyld Industrivej, hvor den fremtidige varmecentral bliver placeret. Dermed er fjernvarmen nu for alvor på vej til beboerne, skriver Horsens Folkeblad.

-  Vi vil selvfølgelig gøre alt for at gennemføre projektet med så få gener som muligt. Derfor starter vi med at etablere de mindre lokale forsyningsnet i byen, forklarer formand for Hornsyld Klimavarme, Rasmus Ole Hansen.

Gravearbejdet betyder, at byen fra nu af og indtil udgangen af 2022 vil få etableret et forsyningsnet, som skal sikre fjernvarme til alle borgere i området. I første omgang - fra oktober til december - skal det foregå omkring Skovparken.

- Sideløbende med det er vi i gang med at fremstille den varmepumpe, der ved brug af overskudsvarme fra industrien skal levere varmen ud til borgerne, siger Rasmus Ole Hansen.

*****

TV 2 Nord:
Techvirksomhed nomineret til fjernvarmepris for klimavenlig nedkøling

Fjernvarmeprisen 2021 uddeles af interesseorganisationen Dansk Fjernvarme, og det er normalt  landets fjernvarmeværker, der nomineres. Men i år er det anderledes, fordi Aalborg-virksomheden Asetek A/S's vandkølede datacenter er en af tre kandidater til prisen. Det skriver TV2 Nord.

Datacenteret er et demonstrationsprojekt, der kører i et samarbejde med Aalborg Forsyning, og omkring nomineringen slår Dansk Fjernvarme bl.a. fast, at ”hvis demonstrationsprojektet blev skaleret op til landets store datacentre, ville de kunne opvarme Aalborg, Aarhus og Odense”.

Aseteks afkølingsløsning skaber fjernvarmevenligt spildvarme i form af 60 grader varmt vand - uden behov for fordyrende og strømslugende varmepumper. Aseteks direktør André Sloth Eriksen håber, at nomineringen kan være med til at bevidstgøre regeringen og klimaministeren om klimagevinsten ved processorvandkøleteknologi.

- I forhold til Danmarks og EU's ambitiøse mål for CO2-reduktion er processorvandkøleteknologiens potentiale enormt, siger han i en pressemeddelelse.

*****

EnergiWatch:
Nature Energy får grønt lys til at genoptage arbejdet med omstridt biogasanlæg

Nature Energys omstridte byggeri af et biogasanlæg i Kværs får lov til at blive genoptaget, fordi Sønderborg Kommune nu har godkendt en ny miljøgodkendelse af projektet, som har været et politisk omdiskuteret emne. Det skriver EnergiWatch.

Byggeriet har stået stille siden april i år, hvor Sønderborg Kommune udstedte et såkaldt standsningspåbud til det igangværende byggeri af selskabets nye biogasanlæg i Kværs.

Nature Energy bruger 317 mio. kr. på opførelsen af anlægget, der skal være klar i april 2022. Anlægget skal producere biogas med lokale bl.a. landmænd og industrivirksomheder som leverandører.

Kværs-anlægget kunne omdanne 400.000 ton biomasse til 24 mio. kubikmeter grøn biogas på årsbasis. Med en fuld udvidelse af anlægget bliver forarbejdningen fordoblet til 800.000 ton biomasse.

*****

Herning Folkeblad:
Naturgasafgift rammer skævt: Nu skal Spjald betale mere for varmen

Fjernvarmekunderne i Spjald kan se frem til en større stigning på fjernvarmeprisen fra nytår. Det sker på trods, at byen nærmest ingen fjernvarme bruger til at opvarme byens huse. Driftsleder Bent Kjærgaard finder det ifølge Herning Folkeblad uretfærdigt.

- I Spjald køber vi biogas fra Viftrup Biogas, og det forsyner byen med varme, når vi bruger gassen til at producere el med. Men en lov om elpriser gør, at vi ikke afregnes samme høje pris, for den el vi sælger til nettet, når vi benytter biogas, og nu stiger elprisen, men vi afregnes ikke for den højere pris. Det er vi kede af, og det får desværre konsekvenser for forbrugerne, siger han.

Bent Kjærgaard fortæller, at en gennemsnits husstand i Spjald vil opleve en prisstigning på omkring 2000 kroner på årsbasis på grund af de stigende priser på energi.

*****

Lolland-Falsters Folketidende:
Lolland Varme Øst stiftet

Foreningen Lolland Varme Øst blev stiftet onsdag aften. Ifølge Lolland-Falsters Folketidende henvender den sig til kunder i det østlige område hos Lolland Varme, der er skuffet over udviklingen af blandt andet fjernvarmepriserne hos Lolland Varme. Foreningen vil derfor arbejde for at få billigere varme.

Forsamlingen godkendte en udtalelse i forbindelse med dannelsen. Den bliver sendt til spidskandidaterne til det forestående kommunalvalg, og slår fast, at medlemmerne af den nye forening er chokerede over, at fjernvarmeprisen er steget med 40 procent på mindre end to år.

”Vi er blevet en del af en konflikt mellem Refa, Maribo Varme, som vi ikke blev orienteret om, før vi skrev under på leveringsaftaler med Lolland Varme. Lolland Varme følger ikke op med information til de direkte berørte forbrugere. Det er vanskeligt at få indsigt i de dokumenter der ligger til grund for prisstigningerne. Vi forlanger, at Lolland Varme begynder at behandle os som kunder. Vi stiller krav om forbrugerrepræsentation i Lolland Varmes bestyrelse, ” skriver den nye forening.

Foreningen kunne gå fra den stiftende generalforsamling med knap 50 nye medlemmer.

*****

Altinget:
Tidligere Alternativet-profil bliver klimaordfører for SF

Mens Signe Munk er på orlov de kommende tre måneder, overtager Rasmus Nordqvist hendes ordførerskab på klimaområdet. Karsten Filsø bliver ordfører for energi og forsyning, mens Charlotte Broman Mølbæk bliver medieordfører.

Det bekræfter SF overfor Altinget.

"Jeg glæder mig til at skulle løfte det vigtige område i denne periode. Der skal jo kæmpes for klimahandling hver dag," skriver Nordqvist til Altinget.

SF oplyser, at Signe Munk regner med at genoptage sine ordførerskaber, når hun vender tilbage til Folketinget.

Rasmus Nordqvist er tidligere folketingsmedlem for Alternativet, men meldte sig ud i marts 2020. To måneder senere meldte han sig ind i SF, hvor han udover klimaområdet er ordfører for international udvikling, natur, landbrug, fiskeri, nordisk samarbejde og grønt iværksætteri.

*****