17. sep 2021 Presseklip

Varmeforbrugere i Videbæk skal betale for fejlslagent projekt

LÆS I DAG: Høje Taastrup er på vej med grøn energi til borgerne. Utilfredse fjernvarmekunder stifter forening. De Radikale vil gøre Danmark klimaneutralt ti år før planlagt. Energiprisernes himmelflugt kan koste danske familier op til 1.000 kroner – om måneden.

Herning Folkeblad:
Varmeforbrugere i Videbæk skal betale for fejlslagent projekt

Den 31. august stod det klart, at der i Vorgod-Barde-området ikke var tilstrækkeligt mange forbrugere, der ønskede at tilslutte sig fjernvarmeprojektet fra Videbæk Energiforsyning. 

Det får nu konsekvenser for de eksisterende forbrugere, der skal betale for de udgifter, der har været i forbindelse med forsøget på at skaffe de nødvendige 220 tilmeldinger i Vorgod-Barde. Det skriver Herning Folkeblad.

Udgiften er på 82.000 kroner, svarende til 50.000 kroner til annoncer og kampagnematerialer og 32.000 til selve projekteringen. Dertil kommer de timer, der er brugt i selskabet blandt de ansatte. 

- Det er vores forpligtelse at se, hvordan vi kan udvide forretningen og udbrede fjernvarme som er god, stabil og miljørigtig varmekilde. Vi synes, det er brandærgerligt, at man ikke i tilstrækkeligt omfang kunne se det i Vorgod-Barde, men pengene er på ingen måde spildt, siger direktør Jan Grarup om den ekstra udgift.

*****

Sjællandske:
Høje Taastrup er på vej med grøn energi til borgerne

Mandag den 23. august satte gravemaskinen fra Wicotec Kirkebjerg A/S tænderne i jorden på hjørnet af Brandhøjgårdsvej og Stenvænget. Dermed gik udrulningen af fjernvarme til tre områder i Hedehusene og Fløng i gang.

Høje Taastrup Fjernvarme vil nemlig over de næste tre år række ud til ca. 1.800 husstande i områderne med et tilbud om at komme med på den kollektive varmeforsyning uden den sædvanlige tilslutningsafgift på ca. 25.000 kroner.

Ifølge SN.dk har Høje Taastrup Fjernvarme stillet sin udstillingsvogn op på Stenvænget, hvor beboerne kan se, hvor meget - eller lidt - et fjernvarmeanlæg fylder.

- Folk er selvfølgelig også interesserede i, hvordan vi udfører arbejdet, og hvordan økonomien ser ud. Kunderne kan vælge selv at installere et fjernvarmeanlæg via en autoriseret VVS-installatør, men vi har jo også vores abonnementsordning, hvor fjernvarmeselskabet står for indkøb og installation af anlægget, og kunden så tegner et 20-årigt abonnement inklusiv fuld service på anlægget, siger Bjarne Eilersen, der er projektleder hos Høje Taastrup Fjernvarme.

*****

Lolland-Falsters Folkeblad:
Utilfredse fjernvarmekunder stifter forening

Kunder i det østlige område hos Lolland Varme indkaldes til stiftende generalforsamling den 6. oktober. Initiativtagerne er utilfredse med prisstigninger og manglende åbenhed, lyder det ifølge Lolland-Falsters Folketidende.

- Jeg kan bare konstatere, at vores regninger stiger fra kvartal til kvartal. Og vi følger med i pressen, men kun fået én besked fra Lolland Varme for et år siden, og vi har aldrig fået en reel forklaring på, hvad der ligger bag. Og hvorfor er det lige de sidst tilkomne i det østlige område, der skal bøde? spørger Poul Erik Korneliussen, der er en af initiativtagerne.

Han melder, at også de store og voksende udgifter til advokater i sagen om REFA også giver anledning til bekymring, men understreger, at ønsket om en stiftende generalforsamling ikke er direkte relateret til fjernvarmekrigen med REFA.

Lolland Forsynings direktør, Mette Obel Jepsen, hilser ifølge Lolland-Falsters Folkeblad foreningen velkommen.

- Jeg forstår godt, de er utilfredse. Men hvor retter man sin utilfredshed hen? Vi gør jo alt, hvad vi kan, men vi er bare en brik i den her fjernvarmekrig, og det er virkelig en træls sag. Det er meget utilfredsstillende at sidde udenfor og ikke have indflydelse på, hvad der sker. Vi ville hellere producere varmen selv, men det kunne vi ikke få tilladelse til, da vi etablerede område øst, siger hun.

*****

EnergiWatch:
De Radikale vil gøre Danmark klimaneutralt ti år før planlagt

Danmark kan ikke vente til 2050 med at blive klimaneutralt, lyder det fra De Radikale. Det skal ske ti år tidligere i 2040. Og allerede i 2030 skal Danmarks CO2-reduktioner være i nærheden af 80 procent, skriver EnergiWatch.

Partiet vil for at omsætte tanker til handling sætte 25 milliarder kroner af i årene frem mod 2030 til at skabe de nødvendige forandringer.

- Det er inden for rækkevidde, og vi kan nå meget længere end det, vi i forvejen havde sat os for. Ja, det er måske lidt en månelanding, men det lykkedes de jo også med, siger partiets leder Sofie Carsten Nielsen forud for deres landsmøde denne weekend.

Et bredt flertal i Folketinget indgik i december 2019 en politisk aftale om, at Danmark i 2030 skulle have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent set i forhold til niveauet i 1990. De Radikales vision med endnu større ambitioner kommer, efter at FN's klimapanel (IPCC) for nylig kom med en rapport, der tegnede et særdeles dystert billede af klimaforandringerne i fremtiden.

*****

Berlingske:
Energiprisernes himmelflugt kan koste danske familier op til 1.000 kroner – om måneden

Priserne på naturgas og el er steget dramatisk de seneste måneder, skriver Berlingske. Det vil snart bliver mærkbart i de 400.000 husholdninger, som har et naturgasfyr, men det kommer også til at mærkes hos ejere af en eldreven varmepumpe eller en elbil

Udviklingen kan aflæses i de tal for inflation, Danmarks Statistik offentliggjorde i sidste uge. Forbrugerprisindekset, der måler inflationen, steg med 1,8 procent sammenlignet med året før. Det er det højeste niveau siden december 2012 og skyldes især højere elpriser.

- Hvis man ser på danskernes samlede forbrug, fylder elpriserne ikke så meget. Men hvis man også fyrer med gas eller har en elbil, der skal lade, eller en elvarmepumpe, bliver regningen højere. Især de 400.000 familier, der har et naturgasfyr, vil kunne mærke det i de kommende måneder, siger forbrugerøkonom Louise Aggerstrøm fra Danske Bank til Berlingske.

Hun har regnet på, hvor meget regningen for el og gas stiger, når man tager højde for afgifter. Når det gælder gas, når hun frem til, at en familie, der opvarmer huset med naturgas, og at et gennemsnitligt forbrug på 1.840 kubikmeter gas om året, vil få en ekstraregning på 9.600 kroner på et år eller 800 kroner per måned. Det er 85 procent mere end for et år siden.

Oveni stiger elregningen også, både for den familie, der fyrer med gas og alle andre. Hvis man tager udgangspunkt i en familie med et gennemsnitligt elforbrug på omkring 4.000 kilowatt-timer, lyder ekstraregningen på ifølge Louise Aggerstrøm på 180 kroner om måneden.