02. sep 2021 Presseklip

Fjernvarmeselskaber slår sig sammen

LÆS I DAG: Fjernvarmen kommer til Virum og Sorgenfri. Varmeprisen falder i Thorshøj. Skive vil lægge flere rør ud. 

 

JydskeVestkysten:
Alle detaljer på plads: Fjernvarmeselskaber slår sig sammen

Augustenborg Fjernvarme og Sønderborg Fjernvarme er fra 1. september lagt sammen og fortsætter som Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a. med Sønderborg Varme A/S som driftsselskab. Det skriver JydskeVestkysten.

Mandatet til sammenlægningen fik bestyrelserne i Augustenborg Fjernvarme og Sønderborg Fjernvarme på to ekstraordinære generalforsamlinger i juni. Sammenlægningen er regnskabsmæssigt med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2021. 

- Vi er glade for den involvering og opbakning, vi har fået fra andelshaverne hele vejen igennem dette forløb, som har kørt gennem længere tid, siger Claus Plum, der er formand for Sønderborg Fjernvarme, og som også vil blive formand for det sammenlagte selskab. 

Den hidtidige næstformand i Augustenborg Fjernvarme, Thomas Juul Madsen, indtræder sammen med Jesper Kjærsgaard fra Augustenborg Fjernvarmes bestyrelse i bestyrelsen for det nye selskab, sammen med de nuværende bestyrelsesmedlemmer for Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a. 

Erik Wolff fortsætter som direktør for det sammenlagte fjernvarmeselskab.

*****

Det Grønne Område:
Fjernvarmen kommer til Virum og Sorgenfri

Naturgaskunder i dele af Virum vil fremover få mulighed for at konvertere til fjernvarme. Det blev besluttet på det seneste møde i Teknik- og Miljøudvalget. Ifølge Det Grønne Område betyder det, at 70 procent af borgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune fremover vil være dækket af fjernvarmenettet.

- Det er en fantastisk nyhed for klimaet og en god nyhed for borgerne, der får billigere fjernvarme, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Sigurd Agersnap.

Beslutningen betyder, at områder, der i dag er udlagt til naturgas nu udlægges til fjernvarme. Men borgerne er ikke tvunget til at tilslutte sig den nye fjernvarmeforsyning. Ifølge varmeforsyningsloven kan kommunen nemlig ikke pålægge tilslutningspligt.

Det er forventningen, at projektet kan bidrage med en CO2-besparelse på 12.000 ton årligt i forhold til eksisterende forhold.

*****

Østvendsyssel Folkeblad:
Varmeprisen falder i Thorshøj

Forbrugerne hos Thorshøj Kraftvarmeværk kan både se frem til grønnere fjernvarme med en investering i en varmepumpe og samtidig notere sig et fald i prisen på omkring 30 procent. Det kom ifølge Østvendsyssel Folkeblad frem på den nylige generalforsamling, der i øvrig blev afviklet med et års forsinkelse på grund af corona-restriktionerne.

Prisfaldet på 30 procent betyder, at varmeforbruget i et standardhus på 130 m2 falder fra 22.000 kr. til 16.000 kr., og det gør, at fjernvarme måske kunne være en god løsning, hvis man er på udkig efter en anden varmeforsyning.

– Vi mener, at varmeværket sagtens kan være med, når det gælder konkurrencedygtige priser, lyder det fra formand Poul Jacobsen og varmemester Jens Peter Løgtved, så vi kan kun opfordre til, at man også lige spørger os, inden man vælger varmekilde, vi giver gerne et tilbud på at blive fjernvarmeforbruger. 

Der er som nævnt også investeret i en varmepumpe til 1,7 millioner kroner. Varmepumpen ventes at kunne holde varmeprisen på et rigtigt fornuftigt niveau i modsætning til de noget mere uforudsigelige gaspriser, der kan svinge rigtig meget i løbet af et driftsår.

Den ny energikilde kommer til at klare forsyningen hen over sommersæsonen, hvor driftsøkonomien er størst, men pumpen vil også indgå i driften om vinteren. Bestyrelsen forventer at investeringen vil være tjent ind over 6-7 år.

*****

Skive Folkeblad:
Skive vil lægge flere rør ud

Skive Fjernvarme har i løbet af i år fået foreløbig 71 nye kunder. Og fjernvarmeselskabet sigter mod at få mange flere i fremtiden. Det skriver Skive Folkeblad.

Allerede næste år forventer Skive Fjernvarme at gå i gang med at lægge rør ind til de første af omkring 300 nye kunder i Egeris. Også beboere på Petuniavej i Skive viser interesse, og her er Skive Fjernvarme også i gang med det indledende arbejde.

Nu er Skive Fjernvarme i gang med at forberede fjernvarme til 124 husstande i Brårup. Virksomheden har sendt et projektforslag til Skive Kommune, som omfatter 124 husstande på Parcelvej og dele af Hedetoften, Lyngtoften og Agertoften i Skive.

- Det har vi gjort, fordi vi er blevet kontaktet af folk, som bor der, fortæller Tage Meltofte, direktør for Skive Fjernvarme.

Skive Fjernvarme skal først have en forhåndsgodkendelse af projektet af Skive Kommune. Herefter skal Energistyrelsen godkende, inden Skive Kommune kan give en endelig godkendelse til, der bliver lagt fjernvarme ind i de især naturgas-opvarmede områder.

*****

EnergiWatch:
Andel og Stiesdal vælger Lolland til nyt sten-energilager

Energikoncernen Andel og Stiesdal Storage Technologies har valgt at placere et strømlager i Rødby. Der er tale om et såkaldt Gridscale-lager, der lagrer varme i sten, så elektriciteten kan gemmes til der er behov for den.

EnergiWatch fortæller, at placeringen hænger nøje sammen, at produktionen af vedvarende energi er langt større end forbruget på Lolland-Falster, og det betyder somme tider, at man er nødt til at lukke for produktionen. Noget man nu vil forsøge at komme til livs.

- Vi har lagt vægt på, at lageret opføres og testes, hvor vores ejere, andelshaverne, bor. Desuden skal det være et sted, hvor vi allerede nu kan se de muligheder og udfordringer, som kommer med elektrificeringen af samfundet og de stadigt stigende mængder vedvarende energi fra fx vindmøller, siger administrerende direktør i Andel, Jesper Hjulmand.

Når de krævede byggetilladelser er på plads, vil opførelsen af lageret starte. Andel forventer, at det kan ske i efteråret, mens lageret forventes klart om cirka et år.