28. jun 2021 Presseklip

Rekonstruktør har fremlagt sit forslag til at afslutte rekonstruktionen af Refa MSK

LÆS I DAG: Virksomheder kæmper med hullet marked for certificeringer. Ordførere kræver kontrol af CO2-certifikater. Hvordan skal Viborg-egnen opvarmes i fremtiden? Varmepris vil falde om halvandet år. 

Lolland-Falsters Folketidende:
Rekonstruktør har fremlagt sit forslag til at afslutte rekonstruktionen af Refa MSK

Varmestriden på Lolland nærmer sig måske nu en løsning.

I hvert fald er der møde i skifteretten d. 2. juli, hvor rekonstruktøren bag Refa MSK vil fremlægge sit forslag til at afslutte rekonstruktionen af selskabet, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Refa MSK gik i rekonstruktion – tidligere kendt som betalingsstandsning – efter bortfaldet af et statsligt tilskud til elproduktion. Derfor kunne Refa MSK ikke længere sælge varme til samme lave pris som hidtil til de tre selskaber Sakskøbing Fjernvarme, Maribo Varmeværk og Lolland Varme.

Sakskøbing Fjernvarme og Maribo Varmeværk ville dog acceptere at betale en højere pris uden sikkerhed for, at den ikke steg yderligere. For at slippe ud af varmekontratkerne gik Refa MSK i betalingsstandsning.

- Vi mener, at vi nu kan komme ud af rekonstruktionen og svare enhver sit. Men det er op til dommeren og kreditorerne, så vi håber bestemt på, at de også er indstillet på, at rekonstruktionen kan stoppe, siger Henrik Høegh, der er formand for Refa MSK.

 

*****

Børsen:
Virksomheder kæmper med hullet marked for certificeringer

Alt for mange virksomheder kan kobles til skovrydning og brud på menneskerettigheder, når de indkøber rådvarer som træ, palmeolie, soja og kakao, der ellers er certificeret af globale ordninger.

Sådan lyder kritikken fra Greenpeace i Børsen.

Organisationen udgav i marts en rapport om problematikken, som viser, at en bæredygtig omstilling af råvaresektoren ikke kan opnås gennem certificeringer.

På trods af at nogle ordninger som eksempelvis FSC for bæredygtigt træ har relativt stærke standarder, er der stadig for store mangler, mener Greenpeace. Og det fører til greenwashing.

- Når virksomheder bruger certificering til at give et forbedret image til varer, der har forbindelse til skovrydning og menneskerettighedskrænkelser, fremmer det forbruget af varerne og fører dermed til øget skovrydning, siger Grant Rosoman, senior kampagnerådgiver hos Greenpeace International.

*****

Børsen:
Ordførere kræver kontrol af CO2-certifikater

Der skal være kontrol af det danske marked for CO2-certifikater. Sådan lyder det fra en række klimaordførere i Børsen på baggrund af kritik fra eksperter, der frygter, at effekten fra CO2-certfikaterne tælles dobbelt med i det nationale regnskab for CO2-reduktioner.

Peder Hvelplund fra Enhedslisten frygter derfor, at et ”løssluppent marked kan få skadelig effekt på klimaet”.

- Det er voldsomt utilfredsstillende, for det bliver hokus pokus-reduktioner, man arbejder med. Det, at man ikke har nationale retningslinjer for at validere certifikaterne, og hvor de bruges, betyder, at reduktioner kan komme til at tælle med to gange, oplyser han til Børsen.

Også Signe Munk fra SF og Mona Juul fra Konservative ønsker at fastsætte nogle regler for markedet.

Venstres klimaordfører Tommy Ahlers mener, at CO2-certifikaterne kan være et godt bidrag til danske CO2-reduktioner. Men også han ønsker, at der skal ridses nogle regler op.

*****

Viborg Stifts Folkeblad:
Hvordan skal Viborg-egnen opvarmes i fremtiden?

Viborg Varme rejser i øjeblikket Viborg og omegn rundt med budskaber om billig og grøn varme.

Torsdag aften så direktør Morten Abildgaard 50 borgere i Bruunshåb i øjnene, hvor han forsøgte at svare på alle spørgsmål. Mødet var det tiende i en række på i alt 13. Formålet med møderne er at informere borgerne i potentielt nye fjernvarmeområder om, hvad det på sigt vil sige at få fjernvarme.

- Man skal ikke stå tilbage og synes, at vi ikke gjorde en indsats for at fortælle om det her, siger Morten Abildgaard til Viborg Stifts Folkeblad.

Baggrunden for møderne er, at klimaloven fra sidste år foreskriver, at olie- og gasfyr skal være fortid i 2030. Og inden man binder sig til noget, vil Viborg Varme gerne vide, om borgerne overhovedet ønsker fjernvarme.

- Derfor handler det på mødet her om at give folk en ordentlig, troværdig information om mulighederne. Det her er ikke en gang internetsalg, eller hvad man kan kalde det. Det er grundlæggende et spørgsmål om, at vi er et forbrugerejet selskab, som vil udvide, men det skal være fordi, folk vil det. Det er altså ikke af kommerciel interesse, siger Viborg Varme-direktøren.

*****

Bornholms Tidende:
Varmepris vil falde om halvandet år

Den nuværende høje fjernvarmepris i Rønne vil falde om halvandet år, forudså RVV a.m.b.a.'s formand, Ingolf Lind-Holm, på torsdagens generalforsamling.

Formanden understregede, at RVV som et forbrugerejet andelsselskab ikke skal tjene penge, men sørge for, at vand- og varmeleveringer er så stabile og billige som muligt.

- Vi er klar over, at varmekunder er begyndt at se sig om efter alternativer, sagde Ingolf Lind-Holm og fastslog, at man i RVV derfor har meget fokus på at finde løsninger, der igen får varmeprisen ned.

Formanden slog fast, at selv om RVV netop har tilbagebetalt en tidligere henlæggelse på godt 43 millioner kroner til forbrugerne, har selskabet en god økonomi.

Ingolf Lind-Holm mindede om, at da RVV blev udskilt fra Rønne Kommune i 2000 og blev et andelsselskab, havde man en gæld på 500 millioner kroner. Den gæld er i dag nedbragt til cirka 40 millioner kroner.

Dertil kommer, at både vand- og fjernvarmeforsyningens ledningsnet har det godt, oplyste direktør Erik Steen Andersen.

- Der ligger ikke nogle store investeringer forude på det område, sagde direktøren.