11. jun 2021 Presseklip

Hillerød Forsyning skrinlægger planer om dampværk 

LÆS I DAG: EU's klimavåben virker: Kulkraftværk lukker, fordi det er for dyrt at forurene. Advisory board ser import af CO2 skabe dansk forretningseventyr. Er regeringens handleplan for Verdensmål skåltaler eller klimahandling? 

EnergiWatch: 
Hillerød Forsyning skrinlægger planer om dampværk 

Hillerød Forsyning har besluttet at indstille arbejdet med at etablere et dampværk, der skulle producere procesdamp til to lokale fabrikker og samtidig levere overskudsvarme til fjernvarmen. 

Det skriver EnergiWatch, der citerer en meddelelse fra selskabet.  

Nedlukningen af projektet kommer efter en grundig evaluering, at en teknisk opbygning af værket ville gøre anlægsprisen dyrere end først antaget.  

Desuden har forsyningen lagt vægt på, at det “langsigtede syn på brugen af biomasse” nok er ved at ændre sig.  

- Det er et udtryk for rettidig omhu, at vi nu beslutter at stoppe projektet. På den lange bane er der tvivl om biomasse som bæredygtig energikilde, og når den justerede anlægspris forringer forretningsplanen for Hillerød Forsyning, så er det det eneste rigtige, at vi stopper nu, siger forsyningschef i Hillerød Forsyning, Anders B. Møller-Hansen. 

***** 

Politiken: 
EU's klimavåben virker: Kulkraftværk lukker, fordi det er for dyrt at forurene 

Det europæiske CO2-kvotesystem er efter 15 års manglende succes endelig begyndt at få sin virkning. Og det sætter nu sit spor i den europæiske klimakamp, skriver Politiken. 

Meget uvant meddelte direktøren i det tyske energiselskab Eins, der ligger i Sachsen, at det vil nedlægge et kulkraftværk i byen Chemnitz om to år. Værket skulle ellers fyre med kul helt frem til 2029.  

Det er dog nu blevet så dyrt at udlede CO2, at det ikke kan betale sig at drive værket videre, lyder det fra selskabet. Kvoteprisen er på et halvt år blevet fordoblet, så den nu ligger på 50 euro – godt 370 kroner.  

For nylig blev det også annonceret, at Europas største kulkraftværk, Belchatow, skal lukkes i 2036. Det kan synes længe endnu, men den nye økonomiske virkelighed har betydet, at ejerne har fremrykket lukningsdatoen med 14 år. 

Og dette er bare begyndelsen, siger Kristian Ruby, generalsekretær i de europæiske elselskabers brancheorganisation, Eurelectric. 

- Der er slet ingen tvivl om, at ETS-prisen slår igennem nu. Hvis du har en vare, der måske koster 70-90 euro at producere, som du skal sælge under kostpris i markedet - og du så ydermere skal betale en afgift på 50 euro - er det ret klart, at tiden er inde til at lægge om, siger Kristian Ruby.  

Endnu intet link  

***** 

EnergiWatch: 
Advisory board ser import af CO2 skabe dansk forretningseventyr 

Med DI Energi i spidsen har en lang række virksomheder afleveret deres ønskeliste til en kommende dansk strategi  inden for Power-to-X og CO2-fangst, -lagring og -anvendelse. Det fortæller EnergiWatch.  

Foruden at indtænke CO2-import af fra omkringliggende lande, ønsker interessenterne sig også mere klarhed omkring de fremtidige regulatoriske rammer og en anerkendelse af fangst af biogen CO2 som "grøn". 

- Vi har muligheden for at udvikle en hel ny industri, som kan eksportere klimaneutrale brændstoffer til resten af verden. Det vil kræve, at industrien har tilstrækkeligt med CO2 til rådighed, som kan omdannes til brændstoffer, påpeger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi, i en pressemeddelelse. 

Advisory Boardet skriver videre i rapporten, at projekter med CO2-fangst, lagring og anvendelse kan skabe "eksport til et stort globalt marked", "forbedre konkurrenceevnen for procesindustrien" og føre til "nye hjemlige grønne arbejdspladser". 

***** 

Klimamonitor: 
Er regeringens handleplan for Verdensmål skåltaler eller klimahandling?  

Torsdag præsenterede regeringen sin handleplan for FN’s verdensmål, der ifølge Klimamonitor har en klar overvægt af flere vejledninger og partnerskaber fremfor hårde klimatiltag. Tidligere har Klimarådet meldt ud med kritik af  mangelfuld handling.  

I efteråret kom Rigsrevisionen med en stærk kritik, der blotlagde ministeriernes mangelfulde handling på Verdensmålene. Spørgsmålet er, om Rigsrevisionen vil komme med en tilsvarende kritik denne gang. 

Lans Sandahl – topchef i Dansk Industri – er ikke afvisende.  

- Det tror jeg nok, at de vil på nogle områder. Og det synes jeg ikke er et kæmpestort problem. For alt det man gør på andre områder, skal konsolideres i det her (arbejdes ind i verdensmål, red). Men det er klart, at det ikke nytter noget, at man bare siger og skriver det, hvis man ikke følger op på det og gør det, siger direktøren i DI. 

Men måske er det slet ikke regeringens opgave at igangsætte konkrete handlinger ud fra verdensmålene. Den tanke bliver luftet fra Kommunernes Landsforenings direktør Laila Kildesgaard overfor Klimamonitor 

- De fleste handlinger foregår i kommunerne og hos virksomhederne. Det her er den ramme, vi skal bruge til at komme videre fra, siger hun og fremhæver overfor Klimamonitor målet om bæredygtighedsscreeninger i offentlige indkøb som et konkret tiltag – som dog heller ikke er et nyt tiltag fra planen.