10. jun 2021 Presseklip

Aarhus vinker farvel til træpillerne i 2030

LÆS I DAG: Forhandlinger om geotermi er udskudt igen. Varmekrigen intensiveres i Vester Skerninge-området. Fjernvarme eller varmepumper?: Eksperterne kan se fordele ved begge løsninger. Geotermi: Løsningen er fundet – men det er vilkårene for økonomien ikke.

EnergiWatch:
Aarhus vinker farvel til træpillerne i 2030

AffaldVarme Aarhus har meddelt, at de stopper med brugen af træpiller i produktionen af fjernvarme i 2030, skriver bl.a. EnergiWatch.

- Træpiller har været en god trædesten i vores ønske om at komme væk fra kul. Men nu er vi klar til næste etape i den grønne omstilling, og derfor er det tid til at sige farvel til træpillerne og goddag til mere vedvarende energiformer, siger Bjarne Munk Jensen, adm. direktør i Affaldvarme Aarhus.

Nu skal AffaldVarme Aarhus finde ud af, hvad der skal være i stedet for træpillerne, der står for halvdelen af fjernvarmeproduktionen i dag. Helt slut bliver det dog ikke med biomasse, når forsyningssikkerheden fortsat skal sikres, siger Bjarne Munk Jensen.

AffaldVarme Aarhus satser dog samtidig på, at geotermi kan blive en del af erstatningen.

Hos Dansk Fjernvarme kalder man beslutningen i Aarhus for spændende nyt, hvor man med spænding ser frem mod, hvilken løsning som skal erstatte træpillerne i Aarhus.

- Her er der mange muligheder i spil. Kollektive varmepumper gør allerede sin entré rundt omkring i landets fjernvarmeforsyninger, mens beslutningen forhåbentlig også åbner vinduet for endelig at få etableret geotermi i Aarhus. Her er det meget vigtigt, at det politiske system inden længe finder enighed om nye rammevilkår, der kan åbne for geotermiske investeringer, siger fagkonsulent Maria Dahl Hedegaard.

*****

JydskeVestkysten:
Forhandlinger om geotermi er udskudt igen

I Sønderborg Varme vil direktør Erik Wolff meget gerne have en afklaring af de fremtidige rammevilkår for geotermi, så han ved, om det kan betale sig at reparere selskabets geotermianlæg.

Støtten skulle oprindeligt være drøftet i andet kvartal i 2021, men medlemmerne af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg er endnu ikke blevet indkaldt, skriver JydskeVestkysten.

Hos Venstre siger energi- og forsyningsordfører Carsten Kissmeyer, at han godt kunne tænke sig, at forhandlingerne kom i gang, om end det næppe bliver på denne side af sommerferien.

- Vi skal nå mange andre komplicerede emner, som f. eks elektrificeringsplan og styring af fjernvarmesektoren. Og generelt er vi i Venstre ikke interesseret i at give alt for mange tilskud. Står det til os, kommer geotermien kun i spil, hvis der er fornuft i det, siger han.

Hos Enhedslisten vil man dog meget gerne støtte nye geotermiprojekter, siger energi- og forsyningsordfører Søren Egge Rasmussen.

- Det har vi gjort flere gange, og det gør vi gerne igen. For der er et enormt potentiale i geotermi, især i Jylland og København, fremhæver partiets repræsentant i udvalget, Søren Egge Rasmussen.

JydskeVestkysten skriver, at avisen siden 12. Maj har forsøgt at få Klima-, Energi- og Forsyningsministeret til at oplyse, hvornår man regner med, at forhandlingerne kan finde sted. Dog uden at få svar.

*****

Fyens Stiftstidende:
Varmekrigen intensiveres i Vester Skerninge-området

To varmeselskaber kæmper i øjeblikket om forbrugernes gunst i Vester Skerningeområdet på Fyn. De to konkurrenter er det endnu ikke etablerede fjernvarmeselskab, Fjernvarmeselskabet Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle, og Nærvarme Danmark, som ejes af SEF A/S. Det skriver Fyens Stiftstidende. 

Erik Stoumann, som er formand for Fjernvarmeselskabet Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle, mener ikke, at selskaberne bekriger hinanden, men der er alligevel ting i Nærvarme Danmarks kampagne, som undrer ham.

- SEF vil gerne ind på markedet, og det er der ikke noget mærkeligt i. Konkurrence er sundt, men vi undrer os da over, at de i deres indbydelse skriver, at de holder et informationsmøde om "nærvarme eller fjernvarme". Vi er ikke blevet inviteret med til mødet, selvom der står, at mødet handler om både nærvarme og fjernvarme, siger han.

Han undrer sig også over, at Nærvarme Danmark kommer med et fordelagtigt tilbud, som udløber den 15. juni - altså den dag, hvor Nærvarme Danmark holder et informationsmøde i Vester Skerninge. Tilbuddet lyder på, at man kan få en komplet luft til vand-varmepumpe med installation for nul kroner.

Helle Damm-Henrichsen, som er direktør for Nærvarme Danmark, forklarer, at det er ikke er noget nyt, at selskabet afholder informationsmøder om varmepumper for nye potentielle kunder.

- Det gjorde vi før corona, og nu gør vi det igen. Det er selvfølgelig oplagt at holde et informationsmøde i Vester Skerninge-området, så forbrugerne ved, at der er et alternativ til fjernvarmeprojektet, forklarer hun.

*****

Fyens Stiftstidende:
Fjernvarme eller varmepumper?: Eksperterne kan se fordele ved begge løsninger

Professor i energi- og forsyningsret ved Syddansk Universitet, Bent Ole Gram Mortensen, siger til Fyens Stiftstidende, at fjernvarme og individuelle varmepumper kan være lige gode løsninger. Han mener, at forskellen mellem de to afhænger af, om projektbeskrivelserne og projekterne er regnet ordentligt igennem.

- Begge løsninger kan være fornuftige. Som udgangspunkt siger man, at jo tættere bebyggelsen er, jo bedre mening giver det at etablere et fjernvarmesystem, siger Bent Ole Gram Mortensen.

Hans svar kommer i forbindelse med diskussion for og imod fjernvarme til beboerne i Vester Skerninge, Ulbølle og Ollerup, der står overfor at vælge mellem fjernvarme eller en individuel varmepumpe, når det gamle fyr i kælderen skal skiftes ud?

Henrik Lund, som er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, mener, at fjernvarme kan være en fin løsning.

- Hvis de får etableret et fjernvarmesystem med en kæmpe varmepumpe, så har de også mulighed for at bruge andre varmekilder som for eksempel solvarme. Og med et fjernvarmeanlæg slipper andelshaverne for at have støj fra varmepumperne i de enkelte huse, forklarer han.

*****

JydskeVestkysten:
Geotermi: Løsningen er fundet – men det er vilkårene for økonomien ikke

Sønderborg Varme ved, hvad der skal gøres for at få det stoppede geotermiske anlæg til 187 mio. kr. i drift igen. Men selskabet venter, fordi vilkårene endnu ikke er på plads, lyder det fra direktøren for Sønderborg Varme, Erik Wolff.

- Vi afventer, at politikerne ser på rammevilkårene. Vi skal have klarhed over vilkårene, før vi bekoster en reparation af anlægget, forklarer han til JydskeVestkysten.

Sønderborg Varme måtte lukke for værket tilbage i december 2018, fordi pumpen, der skal trække det varme vand op for undergrunden, er stået af. Erik Wolff forsikrer, at Sønderborg Varme har råd til at reparere anlægget. Men på forbrugernes vegne vil han have sikkerhed for, at investeringen kan svare sig.

- Derfor skal vi kende rammerne for geotermi fremover. Hvis vilkårene bliver håbløse, risikerer vi at smide gode penge efter dårlige, forklarer han.