17. jan 2023 Lokalt

Hvis puljen er tom, stopper projekt i Greve

Greve Fjernvarme kan ikke gennemføre deres næste etape med konvertering af cirka 1.800 forbrugere uden penge fra Fjernvarmepuljen.

Der er fuld fart på udfasningen af naturgas i Greve. I 2022 fik Greve Fjernvarme tilskud fra Fjernvarmepuljen til konvertering af omkring 2.000 varmebrugere, og nu er man allerede klar til at søge om tilskud igen – denne gang til omkring 1.800 varmebrugere, der skal på fjernvarme.

Men selv om der altså nu er grønt lys for den første etape – hvor de første gravemaskiner forventes at gå i jorden efter Påske – så er der bekymring over Fjernvarmepuljen for 2023. I 2022 løb puljen tom og bl.a. Greve Fjernvarme fik kun penge, fordi der i efteråret kom ekstra midler fra Christiansborg – og nu går bekymringen på, om puljen rummer penge nok i år.

- Vi igangsætter yderligere projekter i 2023, som Regeringen ønsker, men vi er afhængige af at få del i fjernvarmepuljen, ellers er vi nødt til at lægge projektet i skuffen. Vi kan ikke gennemføre planerne uden det økonomiske tilskud fra Fjernvarmepuljen, fastslår Line Carlsen, direktør i Greve Fjernvarme.

I år har de brug for ca. 30 mio. kroner fra Fjernvarmepuljen, og der er allerede flere andre fjernvarmeselskaber, der har lignende – eller større – ønsker til støtte, og da der ”kun” er 295 mio. kroner i puljen melder tanken sig, om der er nok til, at alle kan få del i pengene.

- Vi skal ikke tøve med at indsende vores projektforslag, men selv om vi gør det så snart som muligt, så er der tydeligvis en stor risiko for, at mange fjernvarmeselskaber står tomhændet tilbage – og det kan jo også være os, siger Line Carlsen.

Tilskud er afgørende
Og tilskuddet er meget nødvendigt, hvis det skal lykkes for Greve Fjernvarme at skabe et sundt og bæredygtigt konverteringsprojekt. Line Carlsen forklarer, at det er afgørende med tilskuddet for at skabe en selskabsøkonomisk balance i projektet.

- Det vil betyde, at vi kan tilbyde vores kommende varmekunder en konkurrencedygtig fjernvarmepris de næste 30 år, og at vi samtidig reducerer risikoen for de eksisterende fjernvarmeforbrugere. Det ligger os meget på sinde som forbrugerejet selskab, påpeger hun.

Dertil kommer udefrakommende faktorer, der er dukket op over det seneste år til halvandet – tilgængeligheden af og prisen på de materialer og det mandskab, der skal udføre entreprenøropgaverne samt inflationen, der påvirker låntagningen.

- Vi planlægger EU-udbud for både smede- og graveentreprise samt VVS-arbejde i foråret 2023 for den udbygningsfase, som vi allerede i 2022 fik støtte til fra Fjernvarmepuljen. Først herefter får vi klarhed over priser fra leverandører, som bliver afgørende for projektets økonomi og dermed mulighed for at gennemføre det, forklarer Line Carlsen.

Hun nævner, at en ekstra udfordring er det høje renteniveau. Greve Fjernvarme skal ligesom mange andre fjernvarmeselskaber optage 30-årige fastforrentede lån, hvor høje renter får betydning for den samlede finansieringsudgift og dermed kan skabe usikkerhed om den samlede økonomi.

- Vi har brug for al den sikkerhed, der er mulig omkring vores konverteringsprojekter, fordi der er tale om langsigtede anlægsprojekter til mange millioner. Derfor er det vigtigt, at vi kan have en tiltro til, at der vil være midler i Fjernvarmepuljen, så vi ikke også skal bekymre os om den faktor, siger Line Carlsen.

Greve Fjernvarmes samlede udbygningsplan omfatter omkring 9.000 ejendomme, hvoraf de to første faser omfatter op mod 4.000 ejendomme.