03. jan 2023 Kurser & arrangementer

Over 250 medlemmer kan få dialogmøde i januar

Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen, er klar til at møde medlemmer fra Valggruppe III og IV på dialogmøder i januar.

Kim Mortensen tager på tur med i alt tre dialogmøder rundt om i landet i slutningen af januar, hvor de små og mellemstore medlemmer af Dansk Fjernvarme kan komme i dialog med ham om de tilbud, som Dansk Fjernvarme tilbyder sine medlemmer. Foto: Jesper Voldgaard.

Mere end 250 medlemmer af Dansk Fjernvarme har nu fået et tilbud om et dialogmøde med direktøren i Dansk Fjernvarme. Dialogmøderne bliver afviklet i slutningen af januar måned tre forskellige steder i landet – Aars, Køge og Kolding.

Dialogmøderne tager udgangspunkt i, at Dansk Fjernvarme i 2023 har ekstra fokus på de medlemstilbud, der retter sig mod de små og mellemstore medlemmer – det vil sige de medlemmer, der vedtægtsbestemt tilhører Valggruppe III og Valggruppe IV. Det drejer sig i alt om over 250 medlemmer af Dansk Fjernvarme.

Direktør Kim Mortensen forklarer om baggrunden for dialogmøderne, at Dansk Fjernvarme i dag har en række gode tilbud til sine medlemmer, men spørgsmålet er, om Dansk Fjernvarme rammer rigtig i forhold til medlemmerne – og særligt de små og mellemstore medlemmer.

- Vi vil dels gerne fortælle om de medlemstilbud, som vi har; dels vil vi gerne have en dialog om, hvordan vi kan udvikle vores tilbud til særligt denne gruppe medlemmer, forklarer direktør Kim Mortensen og uddyber:

- Ligesom alle andre fjernvarmeselskaber står også disse selskaber overfor en stor udfordring med den grønne omstilling, stigende priser og måske endda udvidelse af fjernvarmeområderne. Det kræver at bestyrelserne er klædt på til opgaven og har de rette værktøjer og den rette indsigt. Og som brancheforening vil vi gerne være med til at give dem de bedste muligheder.

Møderne finder sted i det samme tidsrum og med den samme dagsorden på alle tre møder. Det første møde finder sted i Aars Messecenter den 24. januar, mens det andet møde bliver afholdt på Comwell i Køge. Det tredje og sidste dialog bliver afviklet den 30. januar i Fjernvarmens Hus i Kolding.

Her kan du læse mere om dagsorden for de respektive møder og melde dig til dialogmøderne.

Programmet vil være som følger:

  • 17.00 Introduktion og velkomst
  • 17.15 Oplæg om Dansk Fjernvarmes indsats og medlemstilbud
  • 18.15 spisning
  • 18.45 Dialog og debat
  • 19.45 afslutning