Flere end 20 husstande på Tingvej i Vindinge kan nu se frem til få fjernvarme fra Fors længe før forventet. Det skyldes, at Fors har besluttet at omlægge fjernvarmehovedledningen via Tingvej i stedet for via Lundebjerg Allé og ned mod Tingvej via en privat matrikel, som planen oprindeligt lagde op til.
- Det er positivt, at den nødvendige ændring i planen gør, at vi kan tilbyde fjernvarme hurtigere til flere end først ventet. Også uden at det forsinker tidsplanen, siger projektleder Mia Cynthia Paasche Cronfeld fra Fors.
Fors mærker lige nu en stor interesse fra Vindinges husejere såvel som fra andre områder i ejerkommunerne Roskilde, Lejre og Holbæk for at få muligheden for at få fjernvarme. I alt kan op mod 900 husstande i Vindinge over de kommende år få grøn fjernvarme leveret af Fors.
I første etape af arbejdet i Vindinge bliver flere end 450 husstande tilbudt at komme på fjernvarmenettet, og omlægningen af hovedledningens forløb ændrer således ikke på den tidsplan, Fors tidligere har meldt ud.
- Vores tidsplan ser stadig ud, som den gjorde, før vi valgte at ændre hovedledningens forløb. Det eneste, der har ændret sig, er den positive nyhed, at vi nu får mulighed for at tilføje flere end 20 ekstra husstande. Der er tale om ejendomme i den vestlige del af Tingvej, som vi allerede nu kan tilbyde at koble sig på fjernvarmenettet, siger Mia Cynthia Paasche Cronfeld.
Fors har, siden tidsplanen for fjernvarmeudrulning i Vindinge blev offentliggjort på forsyningsselskabets hjemmeside, modtaget flere henvendelser fra andre husejere på Tingvej, der undrer sig over, hvorfor nogle på vejen kan blive koblet på den nye hovedledning, mens andre må væbne sig med tålmodighed.
- Vi vil meget gerne hjælpe så mange som muligt med at få fjernvarme. Særligt nu, hvor vi står midt i en tid med høje energipriser. Vi er nødt til at holde os til planen, så de flere end 450 kunder, vi har lovet fjernvarme i løbet af 2023 og 2024 ikke skal vente længere.