11. nov 2022 Landsmøde

Ny i branchen: Fedt at netværke med andre unge på landsmødet

Efter kun 3 måneder i fjernvarmebranchen brænder Raynor Toet allerede for at levere billig varme til forbrugerne. Derfor var det fedt for ham at komme i gang med at skabe et netværk med andre unge i branchen på Dansk Fjernvarmes Landsmøde 2022.

De fleste stole var optaget i lokalet, der husede ungearrangementet på Dansk Fjernvarmes Landsmøde. Foto: Jesper Voldgaard.

For fem år siden flyttede 33-årige Raynor Toet fra Holland til Danmark med en drøm om at købe et hus på landet i Vestjylland.

Den drøm førte ham til et job som rengøringsmedarbejder for DSB, og senere ind i kundeservice- og salgsbranchen – alt imens han lærte det danske sprog og den danske kultur at kende.

Med tiden blev han dog træt af at jagte profitter og KPI’er som salgschef. Derfor kom han – ved noget af et tilfælde – ind i fjernvarmens verden for 3 måneder siden og arbejder i dag som distributionskoordinator og GIS-medarbejder på Ølgod Tekniske Værker. En stilling han på ingen måde har fortrudt, at han takkede ja til.

Han er nemlig glad for at være landet i fjernvarmebranchen, fordi man har en fælles økonomi og plads til udvikling. Og derfor var det også fedt for ham at kunne komme i gang med at skabe et netværk med andre unge i branchen på Dansk Fjernvarmes Landsmøde 2022.

- Der sker så meget i samfundet lige nu, og for mig er det spændende at være med i udviklingen og sikre, at vi vælger den billigste varmekilde for at kunne levere billig varme fremover. Som en der kommer udefra vil jeg sige, at fjernvarmebranchen ikke er særlig kendt – der ikke mange unge medarbejdere. Jeg er selv den yngste på min arbejdsplads, siger han og fortsætter:

- Fjernvarme er jo fremtiden, så før eller siden er der nogle, der skal tage over og stå for leveringen. Og det er os unge. Så at vi I fællesskab mødes her ser jeg som et statement – vi viser ”de gamle” i branchen, at vi også er her. Det sætter noget i gang. Og så er det selvfølgelig fedt, at der er plads til netværk, fællesskab, forbindelser og udvikling.

Passioneret omkring branchen

Selvom hans tid i fjernvarmebranchen indtil videre har været kort, har Raynor Toet fået dannet sig et godt indtryk af den. Og det er helt tydeligt, at det han har set, har tændt noget i ham.

- Tanken om at arbejde i en sektor, hvor man afdækker de basale menneskelige behov som varme og vand, er virkelig fed. Specielt i den krise, vi er i lige nu, er det noget særligt for mig at have ansvar for at levere billig varme til folk, forklarer han og fortsætter:

- Den fælles økonomi i fjernvarmen er noget helt nyt, idet jeg kommer fra salgsverden. Forbrugerne betaler selvfølgelig, men det er en sektor, hvor man ikke må lave profit. Overdækning går direkte tilbage i investeringerne for at sikre, at man kan lave billigst mulig varme. Og det er den udvikling, som gør mig glad for at arbejde i branchen.

Gik ind til jobbet uden erfaring

Som helt ny mand i branchen var det måske ikke ligefrem oplagt, at Raynor Toet skulle arbejde med distribution, ledningsregistrering og GIS. Alligevel valgte driftslederen på Ølgod Tekniske Værker, Henrik Jessen, at give ham en chance. Ifølge Raynor Toet er det et tegn på, at der er plads til alle i fjernvarmen.

- Min driftsleder mente, at det ikke havde så stor betydning, at jeg ikke havde erfaring. Og indtil videre går det meget godt med at arbejde i GIS-systemet. Hovedfokus lægger på at løfte vores ledningsdata ved at strukturere stamdata, som blandt andet kan bruges til asset management, men også til at komme i mål med de nye krav om fremtidige ledningsregistreringer, forklarer han og uddyber:

- Udover det laver jeg blandt andet tegninger i AutoCAD, og jeg arbejder som driftskoordinator. Det betyder, at jeg skal planlægge vejarbejder, skiltning, snakke med kommuner og de relevante partier såsom Evida, hvis vi for eksempel skal krydse nogle gasledninger, fortæller han.

Netop fordi Raynor Toet har fået en så stor arbejdsglæde i fjernvarmen, kommer han med en opfordring til andre unge, som overvejer at søge job i branchen:

- Hvis du elsker udvikling, så kom endelig. Søg fjernvarmejobbet tæt på dig, for det er mega spændende, lyder det.