08. nov 2022 Fagligt

Der er fortsat midler i Fjernvarmepuljen

Fjernvarmepuljen bliver søgt flittigt af fjernvarmeselskaberne, men der er fortsat omkring 75 millioner kroner. Det er vigtigt at søge nu, understreger Dansk Fjernvarme.

Folketinget øgede i september midlerne i Fjernvarmepuljen, så der i år nu er omkring 445 mio. kroner at søge til nye konverteringsprojekter for at få flere væk fra naturgas- og olieopvarmning. Den seneste opgørelse viser, at der nu er omkring 75 mio. kroner tilbage at søge fra puljen.

Dansk Fjernvarme opfordrer nu sine medlemmer til at søge puljen, hvis de har konverteringsprojekter, der er klar.

- Det er vigtigt, at de selskaber, der har projekter klar, får søgt puljen i år. Dels fordi vi ikke kan forvente pengene bliver overført til næste år; dels fordi puljen er lukket fra den 2. december til den 23. januar. Det betyder, at man risikerer at vente på, at puljen åbner igen, hvis man ikke får søgt inden begyndelsen af december, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Nicolai Kipp, der roser medlemmernes vilje til at søge.

- De ekstra midler blev lagt i puljen for ganske få måneder siden, så det har været med et kort aftræk for vores medlemmer, at de kan søge om de ekstra midler.

Den oprindelige fjernvarmepulje løb tør for midler henover sommeren i år, og Dansk Fjernvarme  opfordrede Folketinget til at øge bevillingen til puljen. Det ønske blev imødekommet tidligere i år, da et bredt flertal i Folketinget støttede op om ønsket.

Den seneste opgørelse fra Energistyrelsen – fra mandag i denne uge – viser, at der samlet er ansøgt om 370 mio. kroner fra puljen, og at der indtil nu er givet tilsagn om støtte på 330 mio. kroner. I alt er der indsendt 76 ansøgninger om midler fra puljen.

Læs også:

Flot bidrag til pulje som skal udfase naturgas

Fjernvarmeselskaber kan risikere at miste tilskud fra Fjernvarmepuljen