06. sep 2022 Landsmøde

Hold nu for pokker fokus på den grønne energi

Der er tale om ren og skær økonomisk krigsførelse mod Europa, når Putin lukker og åbner for gashanerne. Men det skal ikke hindre Danmark og Europa i at holde fokus på grøn omstilling, mener Martin Lidegaard, der gæster Landsmødet 2022 for at tale om bl.a. sikkerheds- og energipolitik. 

”Hvis vi har været naive i forhold til, hvad Putin kunne finde på at gøre militært i Ukraine, har vi været himmelråbende blåøjede, når det handler om Putins geopolitiske anvendelse af russisk gas og olie. Der er tale om økonomisk krigsførelse. ”

Martin Lidegaard – næstformand i Radikale Venstre og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget – er særdeles skarp omkring hans syn på, hvordan Ruslands enehersker, Vladimir Putin, fører krig.

Han mener, at der ikke alene er tale om en fysisk krig på jorden i Ukraine, men mindst lige så meget tale om en økonomisk krig mod Europa, hvor det ikke er kanoner og droner, der bliver brugt, men åbning og lukning af gashanerne.

”I Europa har vi simpelthen aldrig rigtigt erkendt den tætte kobling af sikkerhedspolitik og energipolitik. Vi har lukket øjnene for, at vi hvert år importerer for svimlende 300 mia. euro fossile brændsler fra Rusland og Mellemøsten, ” skriver Martin Lidegaard i et nyligt indlæg på Jyllands-Posten.

Den form for krigsførelse er tæt på at sende EU til tælling netop nu. EU-Kommissionen har uofficielt varslet tiltag for at imødegå de eksplosivt stigende energipriser, og den tyske regering har varslet en hjælpepakke på over 60 milliarder Euro for at hjælpe tyskerne igennem den forestående vinter med usikkerhed om både gas- og elpriser.

I Danmark drukner den forestående energikrise – som måske ender med at gå over i en reel forsyningskrise – i andre politiske agendaer, mener Lidegaard. På trods af, at det måske er en krise, der vil være langt, langt mere udfordrende end fx corona-krisen.

”Hvor længe skal vi bruge vores politiske energi på at diskutere, hvem der med rette eller urette fik en midlertidig varmecheck, hvorvidt det nu også kan betale sig at bygge så meget vedvarende energi så hurtigt, om man teoretisk kunne gå efter a-kraft i et 20-årigt perspektiv, mere naturgas, LNG-terminaler, eller hvad ved jeg, ” lyder det således retorisk fra Martin Lidegaard, der ser den nuværende krise som en oplagt mulighed for at fastholde det momentum, der er opbygget gennem de senere år for en grøn omstilling.

Han understreger således, at vi i Danmark har truffet alle de overordnede politiske beslutninger, der skal til for at få fart på omstillingen væk fra gas; væk fra fossil opvarmning. Det, der nu mangler, er arbejdskraft og en plan for, hvordan vi skal implementere omstillingen.

”Kom nu, Danmark! Kom nu, kære politiske kolleger, dygtige virksomheder, kloge borgere. Lad os sammen erkende, at vi står midt i en sikkerhedskrise – og midt i en økonomisk krig. Lad os én gang for alle få gjort det, vi skulle have gjort for mange år siden: forcere etableringen af et nyt, sikkert, grønt og billigt energisystem, ” skriver Martin Lidegaard.