16. aug 2022 Lokalt

Køge: Fjernvarme på vej til de første af mange nye forbrugere

Køge Fjernvarme har opnået tilstrækkelig tilslutning i et større boligkvarter med 1.700 forbrugere omkring Nylandsvej. Dermed kan det første store boligkvarter i den kommende fjernvarmeudbygning på op mod 7.000 nye forbrugere nu se frem til at få fjernvarme.

Beboerne i kvarteret omkring Nylandsvej i Køge kan nu se frem til at få fjernvarme i løbet af næste år. Foto: Colourbox

Der er stor efterspørgsel på fjernvarme i disse dage - og det mærkes ikke mindst i Køge, hvor en stor del af forbrugerne endnu ikke er kommet af med den svimlende dyre naturgas.

Det er der heldigvis råd for i de kommende år. VEKS, som har etableret det lokale fjernvarmeselskab – Køge Fjernvarme – har nemlig lagt en plan for, hvordan 7.000 ejendomme kan sige farvel til naturgassen og få fjernvarme frem mod 2030.

Og tilbage i marts fik man et tilskud fra Fjernvarmepuljen på 17 millioner kroner, som gjorde det muligt at tilbyde fjernvarme til de første 1.700 forbrugere noget tidligere end ventet.

Midlerne fra Energistyrelsen blev givet specifikt til Nylandsvej-kvarteret, der hovedsageligt består af private boliger.

– Tilskuddet udgør ca. 13% af de potentielle omkostningerne til Nylandsvej-projektet, og øger chancerne for, at vi får konverteret de mange naturgaskunder til vores grønne fjernvarme, fortalte Rasmus Byskov Stana, VEKS' Økonomi-, Kunde- og IT-chef tilbage i marts.

Grønt lys til fjernvarme

Og interessen for fjernvarme har været stor lige siden Køge Fjernvarme påbegyndte kampagnen for fjernvarme i april 2022 og åbnede for tilmeldinger. Allerede midt i juni var det glade budskab nemlig, at man var nået halvvejs med den nødvendige tilslutning på 50% af områdets husstande.

Det giver altså grønt lys for snart at lægge rørene i jorden og starte levering af fjernvarme til området, fortalte Køge Fjernvarme i en pressemeddelelse for nylig. Planlægningen er allerede påbegyndt, og man forventer at forsyne de første kunder i 2023.

Nu kan de første Køgeborgere i Nylandsvejkvarteret dermed snart blive fri for dyr naturgas og samtidig bidrage til den grønne omstilling, fortæller Lars Gullev, der er direktør i VEKS.

- Beboernes opbakning gør, at den grønne fjernvarme snart forsyner det første store boligkvarter - i den kommende fjernvarmeudbygning med 7.000 nye kunder i Køge. Med fjernvarme nedbringes CO2-udledningen fra opvarmning fra hver enkelt husstand med 3-4 tons om året - kombineret med nem varme til en stabil pris, siger han.

Påbegynder gravearbejdet i år – og forlænger tilbud

Køge Fjernvarme forventer at påbegynde arbejdet med at få lagt hovedledningen op gennem området omkring Nylandsvej allerede i slutningen af 2022. Og så snart man har nærmere information om den detaljerede plan for anlæg af fjernvarmeledninger i kvarteret, kan de enkelte husstande forvente at få besked.

Har man endnu ikke tilmeldt sig fjernvarme, er der desuden god grund til at gøre det snart. Den store opbakning til fjernvarmen har nemlig betydet, at Køge Fjernvarme forlænger et kampagnetilbud, hvor man sparer 21.250 kroner på tilslutningen ved at tilmelde sig fjernvarmen.

Tilmelder man sig, inden gravearbejdet igangsættes på den enkelte husstands vej, er der derfor mange penge at spare.

- Jo flere der kommer på fjernvarmenettet, jo bedre bliver varmeøkonomien. Vi har derfor valgt at fortsætte tilbuddet, så flere kan få glæde af fjernvarmens fordele, lyder det fra Lars Gullev.