27. jul 2022 Landsmøde

Der er stor interesse for Fjernvarmeprisen 2022

Dansk Fjernvarme har modtaget næsten dobbelt så mange indstillinger til Fjernvarmeprisen 2022 end tidligere. Prisen uddeles for første gang i samarbejde med Grundfos.

Der er rift om at blive nomineret til Fjernvarmeprisen 2022. Fristen for indstillinger var ved udgangen af juni måned, og der er i alt modtaget 24 indstillinger til prisen, der bliver uddelt på Landsmøde 2022 torsdag den 27. oktober i København.

- Det er meget positivt. Vi har dermed modtaget næsten dobbelt så mange indstillinger i forhold til 2021, og det giver et meget kvalificeret grundlag til at udpege de tre nominerede, som medlemmer og deltagere på Landsmøde 2022 skal stemme om, siger direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme.

Det er nu op til en dommerkomité bestående af – udover Kim Mortensen – formand for CONCITO og tidligere klimaminister Connie Hedegaard samt Lead Application Manager fra Grundfos, Lars Krusborg Jakobsen – at udpege tre nominerede kandidater til den endelige afstemning.

De tre nominerede vil blive kontaktet direkte i begyndelsen af september, hvorefter de offentliggøres i tiden derefter frem mod Landsmøde 2022, der bliver afviklet den 27. og 28. oktober.

Som noget nyt er det ikke længere alene Dansk Fjernvarme, der står bag prisen. Fra og med i år er Grundfos indgået i et partnerskab med Dansk Fjernvarme om prisen.

Partnerskabet med Grundfos betyder helt konkret, at Fjernvarmeprisen 2022 rent beløbsmæssigt bliver fordoblet til 50.000 kroner.