29. jun 2022 PULS

Rekruttering: Branchen skal smede, mens jernet er varmt

For at få flere unge ind i fjernvarmesektoren, skal kommunikationen målrettes de unge. Og fjernvarmens grønne image skal udnyttes. Det var rådet fra to unge repræsentanter på årets PULS.

- Det er et stort problem, at man ikke ved, at I er der som sektor. Har I lyst til at få fat i unge mennesker, skal I målrette kommunikationen mod de unge. I skal slå på, hvor meget I egentlig gør for den grønne omstilling!

Sådan lød budskabet fra Nick Petersen Jørgensen, elektrikerlærling hos Vestas og en af to paneldeltagere under årets PULS til mini-sessionen om, hvordan der kommer flere unge ind i fjernvarmesektoren.

Nick Petersen Jørgensen er også medlem af Ungeklimarådet og fra Fagbevægelsens Hovedorganisation/El-forbundet Ungdom. Han fortalte de fremmødte, at han først opdagede, at han som elektriker kunne gøre en forskel for den grønne omstilling, da han blev lærling i Vestas.

Det budskab blev bakket op af den anden paneldeltager, maskinmesterlærling Magnus Bager fra Maskinmesterstuderendes Landsråd.

Mere konkret foreslog de to, at fjernvarmeselskaberne skulle tage fat i skolerne – og Dansk Metal. For der er mangel på praktikpladser.

- Vi vil gerne have unge ind. Men vi er lidt bekymrede for, om vi har opgaver nok til at sætte en praktikant i gang? lød bekymringen fra Karsten Godiksen, direktør i Midtfyns Energi, der sad blandt tilhørerne.

- På en rigtig arbejdsplads er der jo bare perioder, hvor man ikke laver så meget, lød svaret. Og så kunne det at slå græs også være helt fint. Alternativt kunne man lave et samarbejde mellem to fjernvarmeselskaber, så det passer med, at man har løbende opgaver.

- De fleste af os maskinmestre har delt praktik og ikke nødvendigvis 9 måneder samme sted. Så er det 3 måneder ét sted og 6 måneder et andet, forklarede Magnus Bager.

Begge paneldeltagere kunne fortælle, at mange af deres medstuderende og venner gerne ville gøre en indsats for den grønne omstilling. Men at de ikke ved, hvordan de kan komme til det. Og der har fjernvarmen en unik mulighed. Ikke mindst lige for tiden, hvor fjernvarme er på den politiske dagsorden.

- Som branche vil det være en rigtig god ide at levere noget til skolerne, så man under uddannelsen kan se, hvad branchen står for. Sørg for at brande jer med den grønne omstilling, der sker lige nu. Inviter os ud, så vi kan se de tekniske anlæg, opfordrede Magnus Bager.