20. jun 2022 Politisk

Morgendagens stjerner mødtes med fjernvarmen

Under Folkemødet på Bornholm deltog en lang række yngre politiske- og klimainteresserede i Dansk Fjernvarmes have på Næsgaarden under Folkemødet. Se billeder fra arrangementet i artiklen.

 

Folkevalgte og engagerede i de fleste ungdomspartier, Ungeklimarådet, Dansk Elforbund Ungdom, Dansk Metal Ungdom og mange flere, besøgte under Folkemødet Dansk Fjernvarmes have til netværk og quiz. Under høj, flot sol fik de mange unge politisk engagerede mulighed for at lære hinanden bedre at kende og ikke mindst Dansk Fjernvarme bedre at kende.

- Vi oplever en utrolig høj interesse for fjernvarme generelt i øjeblikket. Men også blandt de yngre politiske klimainteresserede er der stor interesse i at få indsigt i, hvad fjernvarmen kan, og hvordan bidrager den grønne fjernvarme til, at vi indfrier vores klimamål, siger Katrine Fugl, der er konsulent i Dansk Fjernvarme og står bag Dansk Fjernvarmes aktiviteter under Folkemødet. 

- Derfor var det også meget naturligt, at vi udnyttede det, at langt de fleste yngre klimainteresserede deltager i Folkemødet til at samles i et fagligt og socialt event med fokus på grøn omstilling og fjernvarme. Jeg er rigtig glad for, at så mange valgte at bakke op og deltog i vores event, siger Katrine Fugl.

En af dem, der deltog ved eventet var landsnæstformand for Radikal Ungdom, Katinka Langdahl, der efterfølgende sagde, at det var ”det hyggeligste arrangement på Folkemødet.”

En del af arrangementet bestod blandt andet af en quiz, hvor de unge skulle svare på spørgsmål om, hvor mange kilometer fjernvarmerør vi har i den danske muld (60.000km), hvor mange husstande der blev koblet til fjernvarme i 2021 (31.000 boliger) og lignende.