30. maj 2022 PULS

Forsyningssikkerhed er afgørende i fremtiden

PULS 2022: De danske fjernvarmeselskaber er en vigtig brik i det samlede forsyningsbillede i fremtiden – hør professor Brian Vad Mathiesen give sit bud på, hvorfor og hvordan det skal ske.

PULS 2022 går direkte ned i en af de vigtigste dagsordener for de danske fjernvarmeselskaber, når professor ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, indtager scenen ved Fjernvarmens Hus den 22. juni.

Brian Vad Mathiesen vil i sit oplæg give et bud på, hvordan fjernvarmesektoren kan bidrage til forsyningssikkerheden i fremtidens langt mere grønne energiforsyning. Her sætter han også ord på, hvorfor det er sværere at spå om fremtidens energilandskab end nogensinde før, og hvordan fjernvarmeselskaberne kan navigere i den ustabile verden, der venter forude.

Brian Vad Mathiesen er bl.a. medforfatter til analysen ”Varmeplan Danmark 2021”, hvor forskere peger på, at fjernvarmen skal udbygges yderligere i Danmark, fordi fjernvarmen er den økonomisk mest fordelagtige vej til omstilling af varmesektoren.

Dertil har Brian Vad Mathiesen optrådt utallige gange i de danske medier omkring udfasning af naturgas i forbindelse med den russiske invasion af Ukraine.

Læs bl.a. Farvel til gas er muligt, men kræver voldsomme ændringer fra den 8. marts 2022.