20. maj 2022 Fagligt

Afkoblingspulje løber snart tør for midler

Gaskunder kan få tilskud til at slippe af med naturgas, men den såkaldte Afkoblingspulje er tæt på at løbe tør for penge.

Det går stærkt med konverteringerne fra naturgas til fjernvarme. Og nu ser det ud til, at private boligejere og ejere af visse typer af lejeboliger snart ikke længere kan søge støtte til at koble fra naturgas via den såkaldte Afkoblingspulje.

Evida oplyser således på sin hjemmeside, at kassen er ved at være tom i den statslige afkoblingspulje for 2022. I forlængelse heraf lyder det på Evidas hjemmeside, at ”en ny pulje forventes at åbne i begyndelsen af 2023”. 

”Afkoblingsordningen gælder kun for opsigelser, som Evida modtager, når der er en pulje åben, og der er penge tilbage i puljen. Hvis du da opfylder kravene, bliver frakoblingen af din gasledning gratis for dig, ” skriver Evida om ordningen på sin hjemmeside. 

Hvis der altså ikke længere er midler i Afkoblingspuljen skal der betales for det – prisen varierer ifølge Evida afhængigt af, hvor i Danmark boligen er.  

Medlemmer skal være opmærksomme
Dansk Fjernvarme er opmærksomme på, at Afkoblingskoblingen er meget tæt på at løbe tør for midler. Derfor er Dansk Fjernvarme også i dialog med såvel Evida som Energistyrelsen for at finde en løsning.

- Det gør det besværligt for både potentielle fjernvarmekunder og for de fjernvarmeselskaber, der har indarbejdet Afkoblingspuljen i deres tilbud. Vi opfordrer til, at vores medlemmer er opmærksomme på, at det kan blive en udfordring og i øvrigt er åbne omkring det i forhold til potentielle kunder, siger chefkonsulent Nicolai Kipp.

Hvad med kunder, der tilkobles fjernvarme netop eller de kommende måneder 
Gaskunder kan fortsat konverteres til fjernvarme. Langt de fleste steder kan det nye fjernvarmestik etableres ved siden af det eksisterende gasstik, og kunden kan derfor vente med at søge afkobling af gasstikket til puljen åbner igen.  

I forvejen kan der gå op til 18 måneder før afkoblingen fysisk finder sted. Derfor har det ingen praktisk betydning, at ansøgningen om afkobling bliver forsinket en måned, fordi abonnementsprisen typisk er så lav, at et par måneders forsinkelse vil betyde under 100 kr. 

Det er dog værd at huske på, at såfremt Evida og leverandøren af gas ikke er bekendt med, at kunden er overgået til anden varmeforsyning, vil kunden fortsat blive acontofaktureret for både gas og deres nye varmekilde – fx fjernvarme.

Der er således ved nedtagelse af måler og den efterfølgende slutafregning, at det konkrete kundeforhold ophører.