27. apr 2022 Energi på Toppen

Energi i krisetid

Energipolitik er blevet sikkerhedspolitik, og det skorter ikke på udspil, ambitioner og handlevillighed, når Danmark skal gøres uafhængig af russisk naturgas. Energi På Toppen har fokus på den nye sikkerhedspolitik den 11. maj.

Vi står i en verdenshistorisk situation. Ikke alene har verden været ramt af en global pandemi, men krig og ødelæggelse har gjort indtog på det europæiske kontinent med Ruslands invasion af Ukraine.

Derfor er det for alvor blevet aktuelt at sætte spørgsmålstegn ved, hvor vores energi og varme kommer fra. Det er nu ikke nok med et ønske om at undgå fossile brændsler; der er også et stigende ønske om at blive gjort uafhængig af den naturgas fra Rusland, der forsyner store dele af Europa.

Priserne stiger, og omstillingen til nationale og grønne løsninger på forsyningsområdet står øverst på dagsordenen. Når Energi på Toppen bliver afholdt den 11. maj, er det ligeledes ingen undtagelse, hvor formiddagen denne gang står i krisens tegn.

Et program med perspektivering, demokrati og debat
Dansk Fjernvarme har inviteret en bred vifte af aktører til at give deres perspektiv på den nuværende situation, der har affødt energi-  og varmeforsynings udspil fra både regering, politiske partier samt interesseorganisationer.

Regeringens ”Danmark kan mere II” og ”Grøn skattereform” bliver således perspektiveret af den grønne tænketank Concito, når cheføkonom Torsten Hasforth deltager med sit indlæg på Energi på Toppen.

Danmark står overfor en aktuel udfordring med uafhængigheden af russisk naturgas, men lige så vigtigt er det at kigge på fremtiden for dansk erhvervsliv. For hvad er næste skridt mod en mere bæredygtig verden?

Måske er et mere demokratisk dansk erhvervsliv et af midlerne til at sikre fremtidens samfund og forsyning. Fjernvarmeselskaberne er i dag demokratisk ejede, men vil det i stedet være nemmere, hurtigere og bedre at have mere kommercielle selskaber til at varetage visse samfundsopgaver, så man sikrer kompetencerne?

Det vil Magnus Skovrind Petersen fra tænketanken Demokratisk Erhverv prøve at besvare den 11. maj.

I det hele taget er der fuld smæk på programmet, hvor der udover indlæg fra Demokratisk Erhverv og Concito og vil være indlæg fra Ungeklimarådet med deres drømme, ambitioner og handlingsplaner. Derudover lægges der i ovnen til en skarp debat mellem en række politiske ordførere.

Se hele programmet her, hvor du også finder tilmeldingslink.