18. jan 2022 Lokalt

Greve vil have flere på fjernvarmen

Fjernvarmeselskabet i Greve er fuld gang med at få – i første omgang – 2.000 boliger mere på fjernvarmenettet. 

Der er fuld fart over konverteringsønskerne hos Greve Fjernvarme. I første omgang har man sat sig for, at op imod 2.000 boligejere skal skifte fra fossil opvarmning til fjernvarme, og allerede nu er man godt i gang med arbejdet.

- Vi har allerede modtaget de første 500 opskrivninger fra nye kunder – men vi er fortsat interesseret i at modtage opskrivninger fra alle med interesse i fjernvarme, forklarer energichef Line Carlsen, der nævner, at dette blot vil være det første skridt.

- Vi planlægger fjernvarmeudvidelser i flere faser over de næste mange år, slår hun fast.

Nye kampagnepriser er på vej
Interesserede borgere kan uforpligtende skriver sig op til fjernvarme på Greve Fjernvarmes hjemmeside. Borgere, der skriver sig op til fjernvarme, vil bidrage aktivt til planlægningen af de kommende fjernvarmeområder, fordi fjernvarmen først udbredes til de områder, hvor der er størst interesse.

- Vores vilkår kan findes på vores hjemmeside, og vi er ved at fastlægge nye kampagnepriser med gratis tilslutning af nye kunder i udvalgte områder, der i dag forsynes af naturgas, forklarer Line Carlsen.

Derudover planlægger Greve Fjernvarme at etablere en abonnementsordning, hvor borgere kan få deres fjernvarmeanlæg på abonnement i stedet for at købe det. På den måde slipper man for udgifter til installation, løbende service og vedligeholdelse. Den del klarer fjernvarmeselskabet nemlig.

Greve Fjernvarme forventer at kunne melde mere ud medio 2022 om, hvilke nye områder i Greve Kommune, der først forventes at få tilbuddet om fjernvarme, fremgår det en pressemeddelelse.