26. nov 2021 Kurser & arrangementer

Energi på Toppen: Stigende energipriser og gule veste

Prisen på gas og el er steget kraftigt den seneste tid. Det har stor indflydelse på udgifterne for den enkelte forbruger. Det er temaet for Energi på Toppen den 1. december.

I løbet af den seneste tid er prisen på gas og el steget temmelig voldsomt. Det giver bekymrede miner rundt om i både Danmark og hele Europa, hvor gule veste i Frankrig kan brede sig til andre lande.

Til gengæld kan de stigende energipriser også sætte skub i den grønne omstilling, mener Sofie Holme Andersen, senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har et indlæg på Energi på Toppen den 1. december.

- Først og fremmest skal vi have spredt vores energibehov ud på flere kilder. Vi skal ikke lægge alle vores æg i vindmøllekurven. Vi får brug for både vindkraft, solkraft, geotermi og andre vedvarende energikilder, så andre energikilder kan tage over, når vinden ikke blæser, eller solen ikke skinner, har hun for nylig skrevet i et debatindlæg på Altinget.

Et lidt modsat synspunkt har chefanalytiker Anders Overvad fra Tænketanken Europa. I en kommentar mener han, at prisernes himmelflugt kan risikere at bremse den grønne omstilling i Europa.

- Selvom prisstigningerne snarere skyldes en perfekt storm af forskellige faktorer, risikerer anklagerne om, at grøn energi er ”skurken”, at vanskeliggøre EU’s ambitiøse klima-politik. Et berømt fortilfælde er her turbulensen omkring de gule veste i Frankrig, skriver han. Det uddyber han til Energi på Toppen den 1. december.

Hos Dansk Fjernvarme forstærker de stigende energipriser på gas kun behovet for at få konverteret nuværende gasområder til fjernvarme, lyder det fra Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme godt følge.

- Der er ifølge Varmeplan Danmark mindst 300.000 gasfyr, der kan konverteres til fjernvarme. Og det arbejde bør der i den grad sættes skub på, så folk kan komme over på den grønne fjernvarme, siger Rune Moesgaard og fortsætter:

- For langt de fleste fjernvarmekunder kommer heldigvis ikke til at mærke noget ved de stigende energipriser. I en del tilfælde kommer kunderne endda til at opleve lavere priser, forklarer og fremhæver fjernvarmens fleksibilitet og brug af mange forskellige varmekilder som en årsag til det.

- Men det er da klart, at nogle af vores medlemmer bliver berørt. Det er især dem, der har været pålagt at bruge gas. Derfor er vi i Dansk Fjernvarme også glade for vores aftale med regeringen, hvor fjernvarmeselskaberne kan udglatte prisstigningerne hen over året, siger han.