15. nov 2021 Landsmøde

Priess: Vi skal værne om dansk fjernvarme

Dansk Fjernvarmes landsmøde er ifølge Priess A/S ikke bare et vigtigt forum, hvor de kan møde deres kunder i øjenhøjde og høre om deres behov. For dem er det også en fast tradition, fordi de ser det som et vigtigt led i at værne om fjernvarme i Danmark.

- Vi er med sikkerhed at finde på Landsmødet 2022 i København. Det er et must for os at deltage, og vi ser frem til det hvert år, siger Carsten Skov fra Priess A/S. Foto: Jesper Voldgaard.

Carsten Skov, der er forretnings- og markedsudviklingschef i Priess A/S, fortæller, at virksomheden bruger Dansk Fjernvarmes landsmøde til at komme i dialog med deres kunder og pleje deres relationer. Men for dem er der også en større dagsorden med landsmødet.

 

- Vi skal værne om dansk fjernvarme. Det er noget, vi godt kan være stolte af, for mange i udlandet kigger mod Danmark, når det gælder fjernvarmeløsninger - ganske enkelt fordi man i udlandet ikke besidder den knowhow, som findes herhjemme.

 

Som spiller på det tyske marked, er dette netop også noget, Priess A/S har været førstehåndsvidner til. De oplever nemlig, at de tyske varmeværker, som Carsten Skov ellers mener normalt er ret konservative, meget gerne vil i dialog.

 

- Derfor er det vigtigt for os at deltage på landsmødet, som jo er en manifestation af, hvor stort og vigtigt et emne, fjernvarme er i Danmark, forklarer han.

 

Landsmødet er særdeles vigtigt for kundedialog og kundepleje

Ifølge Carsten Skov er det en fast tradition for Priess A/S at deltage i Dansk Fjernvarmes landsmøde. Årsagen skal findes i muligheden for en tæt dialog med kunderne, som gør landsmødet til en essentiel del af virksomhedens kundepleje og relationsopbygning i Danmark.

 

På årets messe fik Priess A/S nogle konkrete forespørgsler på kommende projekter ved et par af de deltagende varmeværker, hvilket var en af grundene til, at landsmødet til fulde levede op til deres forventninger.

 

- I vores virksomhed ligger mere end over 30 års erfaring med dansk fjernvarme forankret, så det er et særdeles vigtigt forum for os at præsentere vores produkter i - både overfor eksisterende kunder, men også overfor nye potentielle relationer.

 

- Derudover kommer vii altid hjem med mange gode oplevelser og konkrete opgaver, som vi kan arbejde videre med efterfølgende, siger Carsten Skov.

 

Et must at deltage

Efter den lange nedlukning havde Priess A/S glædet sig til årets landsmøde – og Carsten Skov fremhæver den gode stemning blandt deltagerne som noget helt særligt. Han garanterer også, at deltagere på Landsmødet 2022 kan være sikre på, at de igen kan møde Priess A/S.

 

- For os var det tydeligt, at deltagerne havde glædet sig til igen at komme på landsmøde - og det samme havde vi.

 

- Vi er med sikkerhed at finde på Landsmødet 2022 i København. Det er et must for os at deltage, og vi ser frem til det hvert år, runder Carsten Skov af.