15. nov 2021 Pressemeddelelse

Opfordring til at udglatte prisstigninger

Regeringen og Dansk Fjernvarme har indgået en aftale om at opfordre fjernvarmeselskaber til at udglatte mulige prisstigninger. Fælles vejledning tydeliggør reglerne. 

Prisen på strøm og naturgas er over de seneste måneder skudt kraftigt i vejret. Så kraftigt, at Regeringen nu har taget initiativ til at oprette en varmepakke, der skal bidrage til at holde hånden under de mest udsatte borgere og til at indgå en aftale med Dansk Fjernvarme om mulighederne for at udglatte prisstigningerne hen over året.

- For langt, langt de fleste fjernvarmeselskaber er prisen lige så lav i år, som den var sidste år. Ja, i enkelte tilfælde endda endnu lavere. Hele energikrisen, vi har været vidne til, har heldigvis tydeliggjort fjernvarmen som et robust værn mod de globale og lokale prisstigninger. Det skal man glæde sig over, hvis man er fjernvarmekunde, og derfor skal der også kun lyde en opfordring til, at hvis man er bundet til et dyrt olie- eller naturgasfyr, så kan man som det første undersøge om den billigste løsning, fjernvarmen, er en løsning, lyder det fra Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, der fortsætter:

- Der er nogle få selskaber, der fortsat er mærket af det politiske krav om at være bundet til at bruge gas. De er nu tvunget til at sætte prisen op for deres kunder. Og i nogle tilfælde også ganske kraftigt. Derfor er jeg glad for, at vi har indgået en aftale med regeringen, hvor vi i fællesskab holder hånden under de mest udsatte borgere, og jeg er glad for, at både Energistyrelsen og Forsyningstilsynet er indstillet på at finde løsninger for de få ramte selskaber og deres forbrugere.

Prisstigninger kan blive hverdag
Dansk Fjernvarmen forudser, at udviklingen hen over de seneste par måneder, desværre ikke er en enlig svale. I et energisystem baseret på mere og mere fluktuerende energi fra især vind og sol, og med energi som en stigende geopolitisk faktor, kan det gå hen og blive et ikke unormalt vilkår.

- Vi vil utvivlsomt se flere og flere udsving i energipriserne. Derfor er det vigtigt, at fjernvarmeselskaberne sikres den nødvendige fleksibilitet i brændselsvalg og adgang til overskudsvarme og muligheden for at lagre den grønne energi. Dermed kan fjernvarmen fortsat holde hånden under både energisystemet og danskernes energiregninger, siger Kim Mortensen.

Du kan downloade den fælles vejledning fra Dansk Fjernvarme og Energistyrelsen fra højre spalte her på siden.